Jesus, Ejvind Larsen og Shakespeare

Efter 10 år i spidsen for de mest 'mærkelige' og 'nørdede' Informations-læsere er Henrik Krog trådt tilbage som formand for Informations Venner. En særlig juletradition står som det mest mindeværdige
-Da jeg var i lære, sad alle svendene og læste Ekstra Bladet eller B.T., og hjemme hos mine forældre var det Berlingeren, man holdt. Men så fik storesøster en fornuftig kæreste, som læste Information-, siger Henrik Krog. Foto: Gitte Sofie Hansen

Karen Sybergs roman Stederne ligger fremme på bordet, men umiddelbart er dagens eksemplar af Information ikke at se. Den skal dog nok være der et sted, i brugt tilstand, for en mere trofast læser end 64-årige Henrik Krog finder man næppe. I hvert fald foranlediger 10 års formandskab for foreningen Informations Venner en vis tiltro til, at han også i dag har vendt siderne med Obama, PET, Tibet, terrorister og Thorning. Og skulle nogen alligevel være i tvivl om, at vi har at gøre med en kernelæser af den gamle skole, kan det nævnes, at Henrik Krog sammen med sin kone Annette indtil for få måneder siden boede i kollektiv i Nødebo. Alligevel startede Information-læsningen i sin tid ved et tilfælde.

"Da jeg var i lære, sad alle svendene og læste Ekstra Bladet eller B.T., og hjemme hos mine forældre var det Berlingeren, man holdt. Men så fik storesøster en fornuftig kæreste, som læste Information, og da jeg så den avis - ja, jeg kan ikke sætte ord på det - men det var jo oplagt. Det var noget, man kunne forholde sig til, hvor det andet var afskyeligt," siger Henrik Krog og forklarer, hvorfor han også i dag har et skævt øje til de andre aviser.

"De handler mere og mere om, hvad folk vil have. Men jeg er jo barn af Poul Henningsen, så jeg mener ikke, folk skal ha' det, de vil ha' - de skal ha' noget andet. Noget, som kan åbne øjnene på dem."

Alvorlige indsamlinger

En af de ting, Henrik Krog er mest glad for ved sin tid som formand, er, at Informations Venner fik genindført læsermøderne, hvor journalister fra avisen kommer og holder et oplæg.

"De der mærkelige mennesker, der læser Information, de vil godt se dem, der skriver avisen, i kød og blod. Det er det, der er tanken med det. Og da det i sådan en lille forening altid er de mest nørdede, der kommer, er det jo oplagt," griner han og udnævner i den forbindelse en særlig juletradition til det mest mindeværdige fra de 10 år.

"Det er Ejvind Larsensjulemøde. Det startede for mange år siden, hvor Ejvind ved et tilfælde kom på engang i december måned, og så skulle han jo selvfølgelig tale om Jesus og Shakespeare og sig selv og Grundtvig. Og det blev så til en tradition."

Henrik Krog mener, at der trods avisens mange traditioner er sket en vis udvikling med Information over de seneste 10 år. Blandt andet hæfter han sig ved, at ledelsen er blevet mere professionel, hvor man i gamle dage måske mere havde en tendens til at køre det hele lidt på gefühl.

"Tiden var måske mere til det dengang, men jeg kan da også huske, at der tilbage i tiden var alvorlige indsamlinger, hvor læserne spyttede godt i kasserne for at holde avisen flydende," fortæller Henrik Krog.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her