"En by i chok". "Djævelen bor i Amstetten". Sådan så overskrifterne i Ekstra Bladet ud den 29. april. Foruden forsiden med billede af uhyret bragte avisen hele otte sider om en godt nok usædvanlig incestsag. Josef Fritzl, som manden hedder, poserer smilende med behåret bred bringe angiveligt i Thailand, hvor han trods fangerne hjemme i kælderen har holdt ferie flere gange. Vi får "alt om den grusomme incestsag" komplet med tidslinje over datterens fødsler af sin fars børn. Samme dag har BT en forside med datteren Elisabeth, "fars fange". "Se alle billederne, side 10-11-12-13", står der.
På tv har vi set, hvordan alverdens medier er på plads i Amstetten. Sendevogne fylder godt op i den lille by. Alle overnatningsmuligheder er sikkert taget i brug af journalister og fotografer, som søger dagens scoop. Alle, der ved det mindste, og nogle, der intet ved, får deres to minutters verdensberømmelse. Natasha Kampusch, der for et par år siden undslap otte års indespærring i en anden østrigsk kælder, dukker op igen. Medierne kan ikke ønske sig en bedre skandale at svælge i.
Ekstra Bladet havde dagen efter en overskrift: "Flov over at være østriger". En professor, "borger i skammens by", udtalte, at kun i Østrig kan en mand slippe af sted med at leve sådan et frygteligt dobbeltliv.
Østrig er anderledes end andre europæiske lande, folk kender ikke hinanden, de bygger mure omkring sig og blander sig ikke. Gratisavisen 24 timer havde samme dag spurgt en dansk lektor, der omtales som Østrigs-ekspert. Han er enig i, at østrigerne værner om deres privatliv, landet har hegnspligt omkring private grunde, og før nogen overhovedet går i gang med at bygge, er et højt hegn på plads.
"Hegnet kan også virke som en mental barriere mellem naboer," siger lektoren.
Image skal genoprettes
Den østrigske kansler, Alfred Gusenbauer, er ifølge Politiken ikke glad. Østrig er hårdt ramt på renomméet efter Amstetten-sagen og Kampusch-sagen, erkender han.
Men det er ikke Østrig, der er forbryderen. Incestsagen er en kriminalsag, et enkeltstående tilfælde. Alpelandets pæne image skal genoprettes, lover kansleren. Regeringen vil hyre rådgivere for at få en kampagne sat i værk.
En anden avis beretter, at "Østrig frikender sig selv for svigt". De sociale myndigheder føler intet ansvar. Intet tydede på, at der foregik noget ulovligt i familien. Der er ingen grund til selvransagelse på det samfundsmæssige plan.
Ingen kattelem
Tyranniske patriarker har altid eksisteret og vil altid eksistere. Nogle tager magten over et helt lands befolkning, nogle nøjes med at tage magten over kone og børn.
Hvem er værst, Saddam Hussein og Hitler eller Josef Fritzl og faderen i vores egen Tønder-sag? For blot at nævne én af de danske incestuøse fædre, som vi formentlig ikke helt har glemt endnu.
Vi har så vidt vides aldrig haft en sag i Danmark med så groteske enkeltheder som den østrigske. Men sager om fædre, der får børn med deres unge døtre og slår dem ihjel efter fødslen, kender vi også fra den danske retshistorie.
I sagen fra Østrig er beviserne uomgængelige: Kælderen findes, og den gamle har tilstået. Historien er godt nok "utrolig", men vi bliver nødt til at tro på den.
Vi har ikke den kattelem, der ofte anvendes i den her type sager: Vi kan ikke hævde, at datteren og hendes børn lyver, fantaserer eller lider af falske erindringer. Vi kan ikke hævde, at deres forklaringer er påvirket af feministiske terapeuter, der hader mænd. Vi kan ikke påstå justitsmord, når manden er dømt.
Når vi ikke kan komme uden om virkeligheden, er vores næste reaktion at erklære, at manden må være djævelen selv, et uhyre, et monster, sindssyg og gal. Vi individualiserer problemet og kan på den måde tage afstand fra ham som et særtilfælde i stedet for at se ham som et - ganske vist - ekstremt produkt af en kultur, hvor en blandt flere former for maskulinitet handler om magt over kvinder og børn, om nødvendigt med vold og trusler.
Angsten for at tage fejl
Josef Fritzl repræsenterer det alleryderste punkt på et kontinuum af manderoller, som de vestlige samfund tilbyder den mandlige befolkning. Fritzl er godt nok gået alt for vidt, men ingen har stoppet ham i at gå så vidt.
Det er muligt, at det østrigske samfund giver særligt gode betingelser for mænd som ham. Det er for let for kansleren blot at tale om "en uhyggelig kriminalsag", som intet har med Østrig som sådan at gøre. Det er ikke image-pleje, der er brug for, hvis man skal se det fra kvinders og børns side.
I Amstetten stiller borgerne da også spørgsmålet: Hvordan kunne det gå til, at myndighederne ikke opdagede noget? Det kunne det blandt andet, fordi der på overfladen var tale om en agtværdig mand og en husmoderlig kone, der tog sig af de børnebørn, som den 'forsvundne' datter angiveligt afleverede på dørtrinnet. God økonomi og orden i sagerne beskytter let mod mistanke om incest.
Måske kunne en sag som den i Amstetten ikke forekomme i Danmark. Ovennævnte lektor udtaler, at vi skal prise os lykkelige over den stærke kontrol fra vores offentlige system. Det vil langt fra alle være enige i. Mange er de præster, advokater og psykiatere - for blot at nævne nogle - der gennem tiderne har rettet grove angreb mod sagsbehandlere og psykologer for at "se incest alle vegne". Og nok udviklede Tønder-sagen sig ikke helt så grotesk som Amstetten-sagen. Men man kan ikke ligefrem rose de sociale myndigheder for deres håndtering.
Angsten for at tage fejl eller ikke at kunne skaffe beviser og derfor blive trukket gennem mediemøllen sidder dybt i mange socialarbejdere. Hertil kommer manglende ressourcer, retningslinjer og opbakning fra de folkevalgte i kommunen.
Vi har ikke set den sidste Tønder-sag her i landet, men vi oplever forhåbentlig aldrig en Amstetten-sag.
