Mød dig på Louisiana

Hvem er det, man møder på Louisiana? Gud og hvermand, jovist, men navnlig sig selv.

I sin 50-årige eksistens har museet i Humlebæk formået at spejle sine skiftende samtider. Den dybest beskuede genstand har været museumsgæsten selv.

Fra en fjern ungdoms Louisiana husker denne anmelder vildskab og slet skjult seksualitet; i efterfølgende år: autoritetsnedbrud, kaos og fremmedegørelse, afløst af fredslængsel og verdensudblik; og endnu senere: overblik, indsigt og stille smerte.

Mangfoldigheden af oplevelser skyldes Knud W. Jensen, et overklasseløg, der brugte de første 20 år af sit voksenliv på at være en fremgangsrig forretningsmand, som fik sine nedarvede familierigdomme i ostebranchen til at yngle, og de næste 40 år på at få rigdommene til at fremelske en ny slags museum, som med hans gejst formåede at trække andre bidragydere med, både private og offentlige.

I starten - tilbage i 1958 - var Louisiana en skandale. Det var lagt an på at begejstre publikum. Kustoderne var ikke i uniform, men i eget tøj. Bygningen lignede et privathjem - en burgøjservilla forlænget ud i haven med nogle hvide vægge og glasflader. Et cafeteria ventede for enden af vandringen. Røde pølser og kunst! Hvor forfladiget kan det blive? Fine folk stønnede af forargelse.

Det forkerte vovet

Det er Knud W. Jensens uvisnelige fortjeneste, at han turde vove det absolut forkerte. Og blive ved med at vove. I arkitektur, kunstvalg og de aktiviteter, som han proppede ind i sine museumsrum. Nu, alle disse år efter, er Louisiana blevet standardopskrift på et attraktivt museum.

Knud W. Jensens historie er Louisianas historie. Den udfolder Weekend-avis-journalisten Pernille Stensgaard brilliant i bogen med den fikst rammende titel Da Louisiana stjal billedet.

Bogen er blevet til på foranledning af Louisiana, men forfatteren har betinget sig suverænitet over indholdet, og det har hun fået. Hun bruger den også til at løfte på lågene.

Er Louisiana en babushka-dukke, hvori gemmer sig Knud W. Jensen, er Knud W. Jensen en mand, hvori der gemmer sig en frygtelig hemmelighed, nemlig hans og vennen, Gyldendal-direktør Ole Wivels nazi-henførelse i årene 1939-43. De var med i kredsen 'Ringen', der med østrigeren Fritz Waschnitius som midtpunkt tilbad mandig dåd.

Pernille Stensgaard skriver om sammenkomsterne:

"Knud W. Jensen medbragte ost og rødvin,de røg og snakkede og dyrkede litteraturens aristokratiske skønhedsverden og gled af og til over i en homo-erotisk begejstring for store mænd. Muligvis så de ikke sig selv som nazister, men følte sig tiltrukket af den patos, det nazistiske tankegods kunne fremstilles i."

Ole Høst blev dræbt

Tiljublet af sine åndsfæller drog et af Ringens medlemmer, maleren Oluf Høsts søn Ole, til Østfronten, hvor han blev dræbt i 1943. Et andet medlem, Erik Johansen, havde meldt sig, men fik kolde fødder, hvad der nedkaldte Wivels spot over ham.

50 år senere gav Erik Johansen sig til at true Knud W. Jensen og Ole Wivel med at bringe den fortrængte historie frem, hvis ikke de betalte ham.

Knud W. Jensens sekretær har fortalt til Pernille Stensgaard:

"Knud blev bange, men især på Oles vegne, for han var åbenbart mere involveret. Selv om de var uvenner, ringede han til Ole for at foreslå, at de lagde kortene på bordet. Det ville Ole ikke. Så foreslog Knud, at de betalte Erik Johansen, men det ville Ole heller ikke. Han ville ikke have noget frem overhovedet." Sandt er det, at en afsløring af denne del af Wivels og Jensens fortid på et tidspunkt, hvor de var på deres løbebaners højde og besættelsen stadig var i frisk erindring - det vil sige omkring 1960'erne og 70'erne - ville have knust dem i offentlig vrede og skadefryd. I 1990'erne kunne den tilståelse, som Knud W. Jensen foreslog Wivel - to gamle mænds bekendelse - formentlig være mødt med en vis accept.

I hvor høj grad hemmeligheden har været ledetråd for Knud W. Jensens ædle gerninger, kan andre vanskeligt vide noget om. Så sent som i 1998 - to år før sin død som 84-årig - sagde Jensen som en bemærkning til sig selv efter sin store indsats for åbning af et Høst-museum på Bornholm: "Ja, nu er der ingen af os, der skylder Oluf Høst mere."

Var det anger over medskylden i Oles død? Stensgaard citerer skarpe tunger for ordene: "Aldrig har et land fået så meget godt ud af én mands dårlige samvittighed."

Brud i to knæk

Bruddet mellem Wivel og Knud W. Jensen indtraf i to knæk, begge omkring de af Jensen sammenbyggede virksomheder Louisiana og Gyldendal. Førstnævnte ejer sidstnævnte.

Knæk nr. 1 kom i 1973, hvor Wivel som bestyrelsesmedlem i Louisiana deltog i et fejlslagent forsøg på at afsætte Jensen på grund af hans økonomiske hasard: "En gambler, dumdristig som få," kaldte Wivel ham. Jensen overlevede kupforsøget, for bestyrelsesflertallets erkendte, at det mestendels var sine egne penge, Jensen gamblede på museet.

Næste og endelige knæk mellem Wivel og Jensen kom, da Jensen i 1982 fyrede Wivel som direktør for Gyldendal - for derved at imødekomme Kurt Frombergs krav om at blive enehersker på forlaget. På det tidspunkt havde Wivel opslidt sin nytte for Knud W. Jensen, der med årene blev stadigt mere sikker på sig selv.

I en fødselsdagssang til Jensen skrev Louisianas personale:

Det er Knud,
der er Gud.

Stensgaard påhægter tilføjelsen:

- ellers er det ud.

Da Knud W. Jensen i 42 år er lig med Louisiana, handler bogen i lange passager mest om Knud W. Jensen. Den tegner billedet af en mand, der drives af sine modsætninger: Generøs, nidkær, lyttende, ignorerende, grandiøs, ydmyg, kærlig, brutal.

De sidste 10 år af Knud W. Jensens liv var ikke de prydeligste. Her kunne en ubarmhjertigere Stensgaard have udmalet gammelmandsforfængelighed, magtsyge og hang til monumentalisme.

Kort inden sin død sagde Knud W. Jensen, at han tidsfæstede museets guldalder til 1960'erne.

Man forstår hvorfor. Den gang var både museet og dets stifter på vej frem, famlende, forhåbningsfulde, forsøgende, forbedrende, forberedende, forudseende, forud for deres tid. Hverken Louisiana eller Knud W. Jensen var endnu blevet monumenter over sig selv.