Historien er et scoop: To brødre har forskanset sig i deres hjem bag 180 tons gamle ting. De har ingen kontakt med omverdenen. De smider intet ud og henter kun mad om natten.
De ender med at dø i deres egen tingsfælde - og de er halvt ædt af rotter, da myndighederne endelig finder dem.
Den svenske forfatter Lotta Lotass (født 1964) fik i 2005 stor opmærksomhed om sin dramatikerdebut Samlerne ved Teater Bhopas opsætning i Gøteborg. Og dette forår har Teatret Møllen kastet sig over stykket sammen med Svalegangen, og forestillingens turné er nu nået til Teatret ved Sorte Hest. Stykket er da også en interessant levendegørelse af aparte skæbner, her de to Collyer-brødre, der døde i New York i 1947. Men historien kunne såmænd lige så godt være skrevet om brødrene Jensen i Hjortekær...
Den kun tre år gamle tekst virker imidlertid konstrueret og mærkeligt gammeldags som dramatik betragtet. Første akten er umanerlig lang og stillestående - med en stilistisk leg med 'den varierede gentagelse', så hver eneste replik siges og varieres seks-otte gange.
I begyndelsen skaber dette dramatiske greb nysgerrighed, som en hilsen til Becketts absurde teater eller til det senmoderne eksistensdrama. Men effekten bliver hurtigt trættende, også fordi 'den varierede gentagelse' egentlig ikke bringer tilskueren tættere på de to, mærkelige mænd. Først i anden akt kommer der skred i replikkernes persontegninger, men så er det ved at være for sent...
Stole uden lyd
Instruktøren og scenografen Gitte Kath har valgt at respektere tekstens non-udvikling. Hele førsteakten foregår spartansk med blot to stole som scenografi, og jovist, det kan man godt, men man kunne måske også have valgt noget scenisk mere interessant, som kunne have spillet sjovere op til det inferno af gamle blade og aflagte møbler, som hærger scenen i 2. akt.
Lige nu bliver det bare statisk. Og teaterteknisk betragtet virker det ufrivilligt nøjsomt og billedfattigt; selv musikken dukker kun op som spredte strofer, der gør opmærksom på tavsheden rundt om sig selv. Havde det ikke været for et par bidder appelsin, så havde alt virket gråt.
Men personinstruktionen holder. Så når forestillingen alligevel er så seværdig, skyldes det de to fængslende spillere, Bo Stendell Larsen som storebror og Ole Sørensen som lillebror. De to holder ud. De holder tilbage. Og de holder deres skæbner ud i strakt arm, så man først til allersidst får færten af de uhyrligheder, som skabte så forkrøblede sind.
Sommerfugle uden vinger
Larsen og Sørensen inviterer tilskueren med ind i den skadede nørds helvede - og afslører så fint de barndomssvigt, der er blevet fortrængt så mange gange, at kun deres kroppe kender dem. Hukommelsen har forlængst slettet svigtene fra de tanker, der har ord på sig. Tilbage er kun erindringen om den pen, som gik i stykker, eller den knap, der blev væk - og de sommerfugle, der blev spiddet. Mor og lillesøster findes ikke mere.
De to mænd indleder i kjole og hvidt, men ender i laser. Bo Stendell Larsens storebror forvandler sig undervejs fra fortrydelsesfuld og stortalende til opgivende. Hans store krop luder, og hans fingre stivner, mens hans blik søger tilbage til en fortid og en kærlighed, der blev dræbt. Og imens glider Ole Sørensen fra den kæphøje fyr med gåpåmodet til at være den paniske opmuntrer, der pludselig indser ensomhedens slutning.
Sørgeligheden sænker sig over avisbunkerne. Og så er det vist på tide at komme hjem og smide ud.
Samlerne. Tekst: Lotta Lotass. Oversættelse: Karsten Sand Iversen. Instruktion og scenografi: Gitte Kath. Musik: Claus Carlsen. Teatret Møllen og Svalegangen i coproduktion. Turné, nu på Teatret ved Sorte Hest i København til 10. maj.
Læs mere på teatrets officielle hjemmeside
www.teatretvedsortehest.dk
