De radikale udgør slet ikke midten og har på store områder aldrig gjort det. Anders Laubjerg overser i sin kronik (2. maj) ‘Magtens midte er under forandring’ en helt fundamental problemstilling, nemlig den, der har med åndsfrihed og frisind at gøre.
Det Radikale Venstre er nemlig et idé-parti. Skellet går mellem dem, der sætter mennesket i frihed, og dem, der båser folk inde.
Frisind betyder, at jeg ved, hvor jeg står med min holdning og tro, og derfor kan jeg sætte den, der står et helt andet sted i frihed.
Da det radikale parti blev stiftet i 1905, var der både grundtvigianere og missionsfolk, jøder og ateister til stede. De var bundet til et fælles syn på samfundsudviklingen - og dér kom åndsfrihed ind først.
Senere var de radikale i front, da det gjaldt homoseksuelles rettigheder. Nu drejer det sig om et muslimsk mindretal, som skal sikres frihed og rummelighed. Her er de radikale kompormisløse.
Anders Laubjerg skriver: “Dansk Folkeparti er i virkeligheden meget tæt på midten af dansk politik.” Jamen hvad måler han udfra?
Når man nu læser, at Henrik Dam Kristensen vil forbyde politifolk, læger, socialrådgivere og andre at bære tørklæde - ‘og andre store, stærke religiøse symboler’ og henviser til, at nu er Indre Mission heldigvis ude af det offentlige rum, og herefter skal al religion holdes ude, må jeg mildest talt forbløffes.
Bodil Kochs, K.B. Andersens, Knud Heinesens, Dorthe Bennedsens gamle parti har altså nu fuldstændig mistet den folkelige dimension, som handlede om at sikre personlig frihed på det kulturelle, religiøse, nationale og seksuelle område.
Hvis midten nu skal udgøres af folk, som har det som bannermærke at føre hetz mod alle muslimer og håne og true anderledes tænkende, så er Anders Laubjerg ude i et destruktivt ærinde.
Kommentarer
Med al ære og respekt Asger Baunsbak-Jensen: Det er tågesnak fra prædikestolen og højskolefestsalen.
Definér venligst, “åndsfrihed og frisind”.
Det Radikale Venstre er nemlig et idé-parti. Hvad betyder dét? Er Venstre og Socialdemokraterne ikke også idé-partier?
Frisind betyder, at jeg ved, hvor jeg står med min holdning og tro, og derfor kan jeg sætte den, der står et helt andet sted i frihed.
Det er din egen konstruktion og “hot air”. Og hvad har “tro” at gøre i den sammenhæng?
Ligeså med “midten”. Hvad betyder dét?
Og hvad menes - helt præcist - med, Her er de radikale kompormisløse (sic).
Er de radikale netop ikke i egen selvforståelse “kompromisernes konger”?
Nej, de er bestemt ikke på midten. De er på røven. Nu hvor SF er blevet årets smag og Naser Khader har travlt med at skyde sig selv i fødderne, er der ikke rigtigt plads til de navlepillende floskelmaskiner. Good riddance!
Jeg ser at der er mange ude med ‘giftekniven’ som vil smede R sammen med S og yderligere koble dem på ‘venstrefljøen’ (Anders Laubjerg er en af dem i den refererede artikel). I en tid hvor den ene ultraliberale halvdel (eller hvor stor den nu er, det er svært at se) af både S (stiltiende) og V er ved at gennemføre et fallitprojekt, så er det svært for R at få de svage halvdele i S og V til at samarbejde.
R er da heller ikke et ‘midterparti’ i den klassiske forstand, de er snarere værdiplurale, fordi mange med afsky for ideologiske rænkespil har kunnet finde en vis fornuft i R. Hvis en god idé er god, så kan den da godt komme fra andre partier, og man kan gå med på den. R er dog i en vis værdimæssig krise mht at sikre ‘personlig frihed’, for hvad betyder det i dag? Det personlige var dengang koblet op på det grundtvigianske oplysningsprojekt, hvor det handlede om at blive klogere på verden for derigennem bedre at kunne agere i den. Alternativt kunne man tage den buddistiske frihed, som man tilsvarende kan opnå gennem indre oplysning, og derved undgå smerten fra verden. Det personlige friheds projekt passede meget godt med en skarp profil på uddannelsesområdet, men da uddannelsesområdet nu ligger brak som en samfundsøkonomisk slagmark efter at VK regeringen har ført værdikamp her. For at holde den tråd må R enten sigte mod en tilbagestræberisk uddannelsespolitik eller forny sig på dette område, og det er ikke let før vi bedre kender konsekvenserne af VKs hærgen.
Så i mellemtiden må der skabes lidt vælgergrundlag for at høste senere. Og her vil jeg da mene at R for en gangs skyld skal gå sine egne veje og bla satse på at høste de billige points som NA satte til i det forfejlede projekt ‘mod’ DF.
I mine øjne bør R arbejde på:
1. finde den globale profil der matcher deres vælgerskare, herunder en grøn bæredygtig profil på miljøområdet
2. herunder tale indvandring i opposition til DF,
3. gå ind for lønkommision for at hente efterslæbet (i forhold til de økonomier, hvis ultraliberale model vi pt. er ved at implementere i DK) som DK har i forhold til de højtuddannede
4. tale liberalisme men uden kontrol og udsalg af staten (hvor mange akademikere stadig er ansat), samt
5. tale for den klasse der ligger under den ‘underklasse’ som pt. stemmer DF, V og K (for de kan ikke tales til fornuft), og dermed gøre noget for de virkeligt socialt belastede.
På den måde kan R gå i realpolitisk alliance med K på skatteområdet, med SF på miljøområdet, med S om lønkommission, med Enhedslisten om de virkeligt trængende i DK, med (den ene halvdel af) Venstre om den overordnede økonomiske politik, og med erhvervslivet om sikring af arbejdspladser evt. gennem indvandring/ integration af flygtninge.
Derved kunne R måske ikke så meget fremstå som et ‘midterparti’ i den klassiske forstand, men mere som et moderne realpolitisk tvær-ideologisk/værdipluralt (eller hvad man nu kan kalde det) parti, og så kan en relancering af ‘den personlige frihed’ som central værdi komme når R finder et grundlag for en ny uddannelsespolitik.
Et sådant R ville jeg gerne se!
Lige siden Nyrup/Jelved-tiden (de mest rædsomme år i Danmarkshistorien indtil nu) har RV været et ekstremist-parti på det vigtigste af alle politiske områder: Udlændingepolitikken.
At de bliver ved med at kalde sig et midterparti viser blot, hvor lidt realitetssans de har i det parti.
Hvor var det rart at læse, Asger! Især fordi at der også til tider er radikale, der glemmer din ekstra pointe omkring frisindet desværre. Det er dog vigtigt at fastholde kompromisløsheden på menneskesynet og frisindet, som du gør det her - en ekstra solstråle blandt dagens øvrige!
Med venlig hilsen
Kristine Rishøj Bille.
Jørn Bent: “Nyrup/Jelved-tiden (de mest rædsomme år i Danmarkshistorien indtil nu) ”
Kan man tage en person alvorligt, der kan få sig selv til en sådan grad af proportionsforvrængning? Og det endda om den regering, der endelig fik “knækket kurven” på den arbejdsløshed, der fulgte oliekrisen og den “smalle” Hartlingregering i 1973.
Men den historieløse Jørn Bent har vel aldrig hørt om besættelsen, Københavns bombardement, den spanske syge eller grevens fejde …
Måske er der alligevel brug for den historiekanon?
Det Radikale Venstre?…det er godt nok langt ude.