Sølvet dingler på pigernes smukke dragter og lyser i solen foran rådhuset i Oslo. For pigerne er klædt i deres nye bunad, egnsdragten, som de netop har fået til deres konfirmationsdag. Drengemoden er derimod mørkt tøj - og gelé i håret. Også selv om de ikke skal konfirmeres i kirken, men på rådhuset til 'humanistisk konfirmasjon'.
De unge er blevet inviteret af Human-Etisk Forbund, der lige siden 1952 har afholdt 'borgerlig konfirmasjon' på Oslo Rådhus. Tiltaget vinder hastigt frem i det ellers temmelig kristne Norge. Aftenposten kom i søndags med en statistik, som viste, at der i år er ca. 10.000 humanistiske konfirmander imod ca. 42.000 kristne konfirmander - og ca. 11.000 teenagere, som velsagtens ikke foretager sig noget. For i Norge er der ikke noget med 'nonfirmation', som i Danmark. Dét med bare at holde fest og få gaver lyder danskervildt i nordmændenes nøjsommelige ører. En fest er noget, man skal gøre sig fortjent til. Til gengæld får norske konfirmander helst penge. Cool oliecash i kuverter, der får gavebordet til at ligne en skranke.
Mig i centrum
Og hvad har disse humanistiske konfirmander så gjort? Jo, de har gået på kursus om menneskerettigheder og livssyn - og om alkohol og sex. Kurset skal "styrke de unges evne til selvstendig tenkning og etisk handling", som der står.
I rådhushallen sidder konfirmanderne imidlertid på rad og række under de pompøse malerier. Den unge forfatter Marita Liabø holder tale om at være ung, og en af konfirmanderne går også selv op ad den højtidelige stentrappe og taler ned til forsamlingen.
"Vi har lært, at mennesket er i centrum, ikke Gud," siger hun frejdigt, mens bedstemødrene forsøger at sluge aflivningen af religionen. De bliver dog straks muntret op af en moderne dansegruppe, der glider rundt på balkonerne med hvirvlende, blå stofstykker. Og så synger alle "Din tanke er fri".
"Når vi spørger de unge, hvorfor de vælger humanistisk konfirmation, så siger de fleste: 'Fordi jeg ikke tror på Gud'," forklarer seremonisjefen i Human-Etisk Forbund, Yngvild Kvaale.
"De fleste samfund har ceremonier - formen skifter bare. Og vi tilbyder en ceremoni, hvor vi tager vare på folks redelighedsfølelse," forklarer hun. Og så understreger hun, at 'konfirmation' ikke bare betyder 'bekræftelse', men også 'styrkelse' - og at forbundet også arrangerer humanistisk navnefest, ægteskab og begravelse.
Disse overvejelser lader ikke til at tynge konfirmanderne, døbte eller ej. De står stolte ude i majsolen med deres familier. Og var det ikke for deres viftende kursusbeviser, ville man tro, at de var helt almindelige konfirmander.
