For nogle risproducerende lande lød det nok som en forjættende tanke, da Thailands regering i sidste uge fremsatte et forslag om at danne et nyt internationalt riskartel. En slags risproducenternes svar på OPEC. I en tid med stigende priser på fødevarer skal riskartellet koordinere priserne på ris, så kartellets lande på en gang får en højere pris for deres ris ude og fulde risskåle hjemme.
Hvorfor skal vi sælge ris billigt og købe olie dyrt?, lød argumentet fra en talsmand i Thailands regering.
Det korte svar er, at det hverken gør eller skal Thailand. Eller for den sags skyld andre lande. Priserne på ris har taget en himmelflugt i år, og det har aldrig været så fordelagtigt at sælge ris.
Dertil kommer, at karteldannelse er lige præcis den form for handelspolitisk reaktion, der ikke er brug for i den nuværende globale fødevarekrise. For et internationalt riskartel vil - i værste flad og mest sandsynligt - være en katastrofe for store dele af befolkningen i mange af verdens fattige lande. Herunder befolkningen i flere af de lande, der lige nu øjner chancen for en hurtig gevinst på ris.
Tænk tanken til ende: Thailand får succes med at danne et riskartel, der er stærkt nok til, at det kan fastsætte et højere prisniveau på ris end det nuværende rekordhøje niveau.
I første omgang vil de højere priser ramme hårdt ned i den række af fattige lande, der i dag er helt afhængige af ris, men som ikke er selvforsynende. Det er lande som Filippinerne, hvor minimum tre millioner mennesker er helt afhængige af ris, og hvor mange familier allerede i dag bruger mere end 80 pct. af deres husholdningsbudget på mad. En humanitær katastrofe lurer her lige om hjørnet, hvis priserne på ris stiger yderligere.
På den lidt længere bane vil stigende rispriser også betyde, at det bliver mere attraktivt for andre lande at starte konkurrerende risproduktion op. Det lader sig nemt gøre. For i modsætning til olie er produktionen af ris slet ikke på samme måde bundet til bestemte områder i verden. Ris kan dyrkes overalt, hvor der er fugtigt, varmt og tilstrækkelig med billig arbejdskraft, hvilket stort set vil sige i hele det frodige område mellem Japan i øst, Brasilien i vest, Italien i Nord og Sydafrika i syd.
De nye risproducenter kan hurtigt vinde markedsandele, fordi de kan konkurrere på det vigtigste af alt, nemlig prisen. For risbønderne i et land som Thailand, der hvert år eksporterer halvdelen af deres ris, vil den nye konkurrence være livstruende. Uden mulighed for at sælge ris i udlandet, vil mange af de thailandske risbønders eneste alternativ nemlig være at stille sig op i køen blandt mange af verdens andre bønder uden et alternativ.
Ført ud i livet risikerer riskartellet at forstærke den nuværende fødevarekrise i verden, og ikke en gang for medlemslandene selv er kartellet en gevinst. Kun ris til egen røv for dem, der lader sig lokke.
