Primærvalg

Obama i defensiven om benzinafgift

Clinton og McCain vil lindre bilisters smerte ved benzinpumpen og suspendere benzinafgiften i tre måneder. Men Obama modsætter sig det populære forslag og kalder det leflen for stemmer
6. maj 2008

BOSTON - Det var et perfekt foto-arrangement for en præsidentkandidat, der efter eget udsagn står på det arbejdende folks side midt i en energikrise med tårnhøje benzinpriser.

Hillary Clinton var ankommet til en benzinstation i byen Portage, Indiana, sammen med stålarbejderen Jason Wilfing i en gigantisk benzinslugende firehjulstrækker. Den Demokratiske præsidentkandidat fyldte halvdelen af benzintanken op for 64 dollar eller 300 kr.

Herefter sprang Clinton op på køretøjets lad og skældte ud på "grådige" oliehandlere, olieselskaber og OPEC-lande. "Arbejdere og bilister har brug for lindring. Vi bør suspendere forbundsstatens benzinafgift i de tre sommermåneder," foreslog hun.

Idéen om en midlertidig ophævelse af afgiften - 25 øre pr. liter - er blevet en øjeblikkelig 'sællert' hos den del af befolkningen i Indiana og North Carolina, som kører rundt i store benzinslugende biler og har langt til arbejde. Denne sommer forventer energieksperter, at en sædvanligvis stor efterspørgsel på benzin vil tvinge priserne endnu højere op og nå mindst 1 dollar pr. liter (5 kr.).

Clintons chance

Det dyre brændstof kommer på et tidspunkt, hvor store dele af befolkningen føler et voldsomt pres fra den skrantende økonomi og høje priser på fødevarer. Idéen om en midlertid lindring for bilister synes derfor at være en oplagt mulighed for at erobre stemmer.

De Demokratiske primærvalg i Indiana og North Carolina i dag vil vise, om Clintons tilbud om at spare bilisterne nogle håndøre i løbet af sommeren (hendes kampagne taler om 350 kr., mens energieksperter sætter beløbet til 150 kr.) bliver godtaget som en generøs gestus eller afvises som opportunistisk leflen for vælgerne.

Siden sin markante sejr i Pennsylvania og genoplivelsen af affæren om Barack Obamas præst har Clinton haft vind i sejlene. Men hun er stadig lige så langt bagud i kampen om de partidelegerede som for to måneder siden. Derfor har hun desperat brug for yderligere to sejre i dagens partivalg for at overbevise de resterende 270 uforpligtede superdelegerede om at kaste deres stemmer efter hende, når primærvalgene er ovre 3. juni.

Clintons største chance er i midtveststaten Indiana, hvis relativt store arbejderklasse og mange konservative landlige vælgere er hendes naturlige vælgerbase. Men Obamas kampagne forudså i et strategipapir i februar en sejr i Indiana med omtrent 5 procentpoint. I 17 ud af 18 stater har papirets prognose vist sig at være korrekt (i Maine vandt Obama imod forventningerne).

Politisk leflen

Obama-kampagnen havde imidlertid ikke indberegnet Wright-affæren i deres kalkule. I meningsmålinger primo april lå Obama spidsen i Indiana med 5 point. Nu er det Clinton, som fører med 5 point. I sydstaten North Carolina er Obamas kæmpe forspring på 20 points snævret ind til 6-9 point.

Politiske iagttagere er enige om, at en deling af sejrene i de to stater blot vil forlænge valgkampen. Et nederlag til Obama i North Carolina, hvor en tredjedel af vælgerne er sorte og han råder over en naturlig vælgerbase i universitets- og forskningstrekanten Durham-Raleigh-Chapel Hill, ville så ny tvivl om hans valgbarhed i november og give Clinton en saltvandsindsprøjtning.

Omvendt ville en Obama-triumf i Indiana og North Carolina slukke Clintons håb.

Obamas drøm er at overbevise tvivlrådige vælgere om, at Clinton lefler for stemmer med sit forslag om at ophæve benzinafgiften midlertidigt - en idé, som først blev fremlagt af den Republikanske kandidat John McCain. Hverken Clinton eller McCain har besværet sig med at udarbejde et lovforslag - for et overvældende flertal i Kongressen er imod idéen.

Højere ledighed

Benzinskatten går direkte til en fond, som finansierer udbygning og vedligeholdelse af motorveje. Administratoren af fonden hævder, at Clinton/McCain-forslaget vil kaste 300.000 vejarbejdere ud i ledighed. Clinton svarer, at den tabte afgiftsindtægt skal opvejes af en ny kapitalvindingskat på olieselskaberne.

Herimod indvender Obama, at indtægten fra kapitalvindingsskatten er beregnet til at medfinansiere en fond på 50 mia. dollar til forskning og udvikling af alternative energikilder i Clintons energi- og klimaplan. "Det er en politisk fidus," hævder han.

Obama foreslår derimod en skattelettelse til middelklassen på 1.000 dollar pr. familie. Men pengene vil først blive udbetalt om et år. Clinton peger på, at familierne kan få øjeblikkelig økonomisk lindring med hendes forslag.

Clinton-kampagnen har ikke kunnet finde en eneste økonomisk ekspert, der bakker op om idéen. Næsten alle forudsiger, at benzinafgiftens bortfald vil øge efterspørgslen og derfor prisen på benzin, hvilket stort set annullerer bilisternes formodede gevinst.

Følg med i Martin Burcharths dækning af valgene i Indiana og North Carolina på bloggen 'Amerikanske perspektiver på www.luftskibet. information.dk

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • Obama modtages som rock-stjerne

    Når Barack Obama ankommer til Europa, vil han blive mødt som en helt. Men bliver han valgt som USA's næste præsident, kan det hurtigt blive hverdag
  • KULTUR Andreas.jpg

    Cello på kanten af det umulige

    Festival-aktuelle Andreas Brantelid er udråbt til et af de største danske talenter nogensinde. Den 21-årige cellist mener selv, at opskriften på succes hedder musikglæde, spontanitet og mod til at spille cello på kanten af hvad der er muligt
  • Havfruer, kykloper og eutanasiofre

    Berlins Medicinhistoriske Museum udstiller både naturens og menneskets grusomhed. Den sidste gør mest ondt
  • OBAMA.jpg

    USA's liberale raser over Obama-karikatur

    Magasinet The New Yorker udkom i går med en forsidetegning, som har bragt det liberale Amerika tæt på kogepunktet: En karikaturtegning, som gør grin med alle fordommene om 'det muslimske terroristægtepar Obama'. 'Det er politisk satire,' svarer både magasinets redaktør og tegneren bag
  • De islamiske partier kan flyttes

    Europa forsømmer muligheden for at trække Mellemøstens islamiske partier i demokratisk retning, mener en hollandsk parlamentariker, som har udgivet en bog om Europas muslimske naboer. Vi er nødt til at samarbejde med islamisterne, for der er ingen alternativer, lyder det. Mellemøstekspert bakker op
  • tourdefrance.jpg

    Med hjerne og hjerte

    Med en ambitiøs plan fulgt til punkt og prikke gjorde Bjarne Riis' hold den store etape i Pyrenæerne til en stor oplevelse