Mandagens forlig mellem FOA og Kommunernes Landsforening (KL) har givet FOA's medlemmer mindst 115 millioner kroner mere end det forslag fra KL, som FOA sagde nej til i Forligsinstitutionen. Det viser beregninger, som forhandlingsudvalget i FOA har foretaget ud fra det forlig, der blev indgået med KL.
På social- og sundhedsområdet giver forliget 45 millioner mere end KLs tilbud før strejken. For dagplejerne drejer det sig om 50 millioner kroner, og for pædagogmedhjælperne om 20 millioner kroner, oplyser FOA.
Men ifølge KL's topforhandler, Mads Lebech (K), var det blot 35 millioner ekstra, der skulle til for at få en overenskomst på plads. Arbejdsgiverne har hidtil tilbudt treårige overenskomster, der koster 12,8 procent, mens sosuområdet kunne få lidt over 420 millioner ekstra kroner.
Forhandlingschef i FOA Steen Parker Sørensen siger, at det var vigtigst at skaffe medlemmerne mere i løn end det, som KL ville give i Forligsinstitutionen:
"Men når nu Mads Lebech åbenbart har behov for at melde et - lille - tal ud, så har vi beregnet, hvad forliget betyder i alt. Vi har regnet på de ting, som det er aftalt, at medlemmerne får i hånden, og det viser, at forliget giver mindst 115 millioner kroner mere end det, KL tilbød os i Forligsinstitutionen," siger Steen Parker Sørensen til foa.dk.
ritzau





