Bordfodboldspillets dannelsespotentiale kan måske diskuteres, men computer, film og internet kan sagtens gøre klogere. Det mener man i Aalborg, hvor man siden 2007 har lavet børnebibliotek på en ny og anderledes måde.
Debatten om bibliotekets rolle er ikke ny. I kølvandet på det udvidede biblioteksbegreb, der gør det lovpligtigt for bibliotekerne at give adgang ikke bare til bøger, men til internet, film, musik og multimedia, har diskussionen om bøgernes rolle på bibliotekerne raset. Sonja Ibach Nissen, bibliotekar og projektleder på det, der startede med at hedde 'det (næsten) bogløse' og nu hedder 'det levende børnebibliotek', fortæller, at ideen bag kommer af et ønske om at formidle indholdet af bibliotekets medier og i langt højere grad at få bibliotikaren på banen som formidler.
"Hvor vi førhen sad meget bag vores skrivebord, kommer vi nu mere ud blandt børnene og går i dialog med dem omkring det indhold, der er i medierne," siger Sonja Ibach Nissen, der ikke synes, at det biblioteksrum, der var på børnebiblioteket før, gav samme muligheder for en dialog med børnene.
Tanken er, at biblioteket først og fremmest skal være børnenes bibliotek, og derfor er der blandt andet oprettet lektieklub, læseklub og computerspilsklub.
Bibliotekspopulisme?
Generelt tegner der sig et billede af, at bøgerne fylder mindre og mindre på bibliotekerne. Tal viser da også, at bestanden af bøger er faldende, mens bibliotekernes bestand af andre materialer som film og musik er støt stigende. Hele den såkaldte biblioteksfejde er et eksempel på, at der foregår en kamp mellem på den ene side de, der vil gøre bibliotekerne til oplevelsescentre med fokus på mange forskellige medier, hvor bogen ikke nødvendigvis er i centrum, og på den anden side de, der mener, at bibliotekerne skal holde fast i at være bogsamlinger. Faldende udlånstal på bøger stiller bibliotekerne over for nye udfordringer med hensyn til at få 'kunder i butikken'.
Fakta: Bøger på biblioteket
Mindre bogbestand. Bibliotekernes bestand af bøger er faldet støt fra 1990 og til nu, mens alle andre materialetyper er gået op.
Færre udlån. Op gennem 90'erne til år 2006 har tendensen også været, at der bliver udlånt færre og færre bøger.
Færre biblioteker. Fra 1996 til 2006 er antallet af biblioteker på landsplan faldet fra 900 'betjeningssteder' til 681.
Flere udgivelser. De sidste par år har der været en stigning i antallet af børnebogsudgivelser. Både i de skønlitterære og de faglitterære
Formidling er således kodeordet for bibliotekar Sonja Ibach Nissen, der lægger stor vægt på formidling af det vidensindhold, biblioteket indeholder - hvad enten det findes i bøger, spil eller på internettet. Hun understreger desuden, at initiativet til biblioteket, hvor 90 procent af bøgerne er flyttet i kælderen, ikke handler om at få fokus væk fra bogen:
"Vi ønsker ikke at nedprioritere bogen, men søger tværtimod at eksponere den i langt højere grad. Dels gennem vores rum, dels gennem vores aktiviteter som f.eks. forfatterbesøg, læseklub eller læselystprojekter som DM i oplæsning." Ifølge Sonja Ibach Nissen har responsen på projektet været utrolig positiv, og det er bibliotekets vurdering, at folk opholder sig i længere tid på det levende børnebibliotek.
"Vi fornemmer helt klart, at der er kommet en helt anden stemning i udlånet, end der var før," siger Sonja Ibach Nissen. Og udlånet af bøger er hverken blevet værre eller bedre på det levende børnebibliotek i Aalborg, end de var før projektets start.
På spørgsmålet om, hvad forskellen er mellem en fritidsklub og et børnebibliotek med jukeboks og computerspil, svarer Sonja Ibach Nissen klart:
"Forskellen er, at vi har kompetencer til at kunne kvalitetsvurdere medier og formidle deres indhold. Dér ligger vores force som bibliotekarer," påpeger hun og nævner det overordnede formål som en anden grundlæggende forskel:
"Vores formål er at få synliggjort det indhold, som er i alle medierne for børnene."



