Signaler til Clinton om at give op

Foto: ROBYN BECK/Scanpix

Flere demokrater lader anonymt Hillary Clinton forstå, at kampen er tabt, og at hun bør trække sig, så partiet kan blive samlet før præsidentvalget i USA.

Bortset fra George McGovern, en ærlig mand, som kender til at tabe valg, har ikke en eneste landskendt demokrat offentligt opfordret Hillary Clinton til at opgive sin kampagne for at flytte ind i Det Hvide Hus.

De behøver ikke at gøre det.

Der var mange andre måder at signalere på, antyde, insinuere og tilskynde det samme. Og der er bestemt ingen grund til at lægge stærkt pres på en historisk politisk skikkelse, en kvinde, som har ført en opslidende valgkamp, sikret sig millioner af stemmer og trukket et ukendt antal nye demokratiske vælgere til stemmeurnerne.

I stedet foretrak mange demokrater at sige lige så stille, hvad partiets præsidentkandidat i 1972 sagde højt på alles vegne. Barack Obama har sikret sig nomineringen ud fra enhver kendt målestok, sagde McGovern.

- Hillary vil selvfølgelig træffe beslutningen om, hvorvidt hun vil opgive kampagnen - og hvornår, tilføjede han.

- Men jeg håber, at hun kommer frem til den beslutning snart, så vi kan koncentrere os om at samle partiet, så det er i stand til vinde adgang til Det Hvide Hus i november.

Den demokratiske senator Dianne Feinstein, som støtter Clinton, erklærede, at duellen snart må slutte af hensyn til sammenholdet i partiet.

Da Obama omsider havde trængt Clinton op i et hjørne, gav han plads til hende. Senatoren fra Illinois var på vej til at blive den første sorte nominerede til præsidentvalget og øgede støt antallet af superdelegerede. Men der er ingen opfordring fra ham til Clinton om at fremskynde sin exit fra valgkampen.

- Jeg mener, at det vil være upassende, bagvendt og forkert af nogen af os at sige til senator Clinton, hvornår tiden er inde til, at kapløbet er slut, sagde senator Claire McCaskill, som talte på vegne af Obama i et telefonmøde med journalister.

- Det er hendes beslutning - og hendes beslutning alene. Og vi har tillid til, at hun gør det, der er det rette for den demokratiske nominerede. Vi tror på, at hun vil hjælpe med at arbejde hårdt på at samle vort parti.

Senator Chuck Schumer, en urokkelig støtte for senatorkollegaen fra New York, sagde:

- Det er op til hende at træffe en beslutning, og jeg vil acceptere den beslutning, som hun træffer.

På et spørgsmål om, hvorvidt Clinton stadig har chance for at blive nomineret, var den sædvanligvis snakkesalige Schumer tavs.

Andre demokrater var mere åbenmundede, men kun hvis de var anonyme. De sagde også, at tirsdagens primærvalg i North Carolina og Indiana i realiteten har afgjort duellen.

De spåede, at stedse flere superdelegerede vil søge over mod Obama. Og tvivlede på, at Clinton vil være i stand til at indsamle tilstrækkeligt mange penge til valgkampen. Hun røbede, at hun har lånt sig selv yderligere 6,4 millioner dollar (31 millioner kroner) i de seneste uger.

Clintons argumenter for at fortsætte valgkampen svandt langsomt bort.

Obama forøgede det samlede antal delegerede med tirsdagens resultater, hvor han vandt overraskende stort i North Carolina, mens hendes sejr i Indiana var yderst kneben.

Barack Obama råder over 1846 delegerede mod Clintons 1696 delegerede. Der skal 2025 til at sikre sig nomineringen.

Ydermere der ingen udsigt til, at Clinton kan overhale Obama, når det gælder den symbolske kamp om det samlede antal afgivne stemmer fra demokratiske vælgere ved primærvalgene.

Der mangler valg i yderligere fem stater samt Puerto Rico, og de afvikles i løbet af de nærmeste fire uger.

/ritzau/AP


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her