Aftenshowet har lige excelleret i endnu en håndbremsevending af den kulørt kyniske variant. Foto: Agnete Schlichtkrull
Jeg kommer til at vende tilbage til dette syn, men jeg aner det kun, som en svag kuldegysning, mens jeg overværer det. Aftenshowet har lige excelleret i endnu en håndbremsevending af den kulørt kyniske variant. En danskers historie fra Irak, og om hans efterfølgende sammenbrud, er blevet afløst af to voksne mænd i hver deres kulørte ballon. Det er uhyggeligt. Unheimlich. Fremmed. Freakshow.
Ballonerne er over en meter i diameter, og de to mænd gennembryder de åbenbart meget fleksible membraner med deres hoveder, ben, arme. Af og til er de helt væk. Af og til hinker de på et ben. Af og til er kun hovedet fremme.
Zap til en kælder (nej, ikke den i Østrig), hvor en svensk herre tager sig en spiller, mens han prygler sin høvlebænk med en hammer. Konen skulle jo nødig få det korrekte indtryk af hvad der foregår i dybet efter aftenkaffen.
"Har I problemer med at onanere," spørger Jon Stewart med sit vanlige gavtyvegrin i The Daily Show. "15 gange om dagen," lyder det benægtende svar fire tv-dage senere fra den patologiske onanist Russell i I Can't Stop Masturbating (som en infantil TV2-medarbejder har oversat til Gok-amok!). "For det kan kun betyde én ting. Paven er her!" lyder det fra Jon Stewart. Og ja, religion synes også at være svaret, da Russell fire tv-dage senere søger hjælp hos en amerikansk prædikant for netop at lære at holde fingrene fra sig selv.
"Don't knock masturbation. It's sex with someone I love", sagde Woody Allen i Annie Hall. For Russell og den anden hovedperson Paul i I Can't Stop Masturbating er det snarere sex med en, de hader, svigter, er ude af kontakt med. Det er onani som isolation fra medmennesker, arbejdsliv, selvværd, engagement i fællesskabet.
En lummer virkelighed
Det er det sanselige såvel som politiske skrækscenarie, hvor individet ikke kan overskue sex med andre endsige nogen anden form for meningsfuld investering i omverdenen. Herunder politisk engagement, social bevidsthed, dialog, diskussion. Ingen siger dig imod i onaniens kusse- og pikdømme.
Alt er politik, selv når vi har sex, mener nogle. Alt er apolitisk, især når jeg har sex med mig selv, lyder svaret fra Onani United.
Jeg fjerner blikket fra skærmen og ser over på den forbandede Netto, som lyser så skamløst i natten. En undertøjsreklame ruller i stilling på et af de to nymonterede billboards. Pigen på billedet ser ud til at have pæne bryster. I ungdommelig forstand. Uden historie, uden personlighed, uden tyngdekraft. Og med denne særligt forførende teint som man vist kun kan opnå, hvis man har haft turistvisum til Photoshopistan.
Hendes krop forsøger at fange mig i en lummer rævefælde, og dem ved jeg, der er masser af på gader og stræder i vores nye lumre virkelighed. Vi er vidner til sanselighedens drivhuseffekt. Vi kan ganske vist holde varmen under den gennemseksualiserede overophedning, men vi står i til halsen i afsmeltet intimitet. Og det kan være svært at nå hinanden, når man skal træde vande.
Tilbage på skærmen har der været besøg i den svenske kælder, hvor farmand ynder at rive den af. Småborgerparrets søn har ladet sig inspirere af frisindet i nabokollektivet Tilsammans og befriet mandens porno. I en sød regn daler de hudfarvede sider over forældrene i den tørlagte ægteseng.
Lukas Moodysons fremragende film Tilsammans foregår i 70'erne, dengang porno stadig var under småborgerlig fortrængning. I dag findes der ikke noget mere småborgerligt, trivielt end at tage en spiller til synet af nogle kopulerende kroppe.
Ingen skam her nordpå
Men vent. Vi skal jo også elske vores kroppe. Og onanien har tidligere - senest for kvinden - været afsæt for frigørelse og selvrealisering. Bare spørg Madonna, som endda har vristet sig fri - i hvert fald pro forma - af sin katolske skam i fingerede onani-scener foran millioner af koncertgængere verden over.
Heroppe nordpå har vi gammeldanskere ikke nogen religiøs skamfølelse til at give vores seksualitet et ekstra kick. Så tillad mig at introducere skammen over at vende verden ryggen for egen nydelses skyld. Men tillad mig samtidig at gå skridtet videre og kalde onanien og dens alliance med pornografien for en instrumentalisering af kroppen i udemokratiske kræfters tjeneste. Først var det magthavernes trick at fange og drukne vores bevidsthed foran fjerneren og dermed afskære os fra samtalen. Næste skridt er åbenbart at isolere vores kroppe og dermed lægge endnu en form for samtale død (nypuritansk, moi?).
Kun sig selv
Sjovt/tragisk nok bliver hyper-onanisterne Russell og Paul til en form for ufrivillige oprørere, fordi de ikke er i stand til at opretholde et normalt liv. Ganske vist er de dybt isolerede individer, men de er ikke i stand til at bidrage til produktionen, de er simpelthen faldet af samlebåndet med hver deres næve lukket om hver deres ekstremitet. Uden mindste bidrag til bruttonationalproduktet. Men til gengæld også uden mindste pip i samfundsdebatten. Der skal med andre ord fares med lempe derude i de danske hjem, når man skal lære sin krop at kende.
Og det er under indtryk af Russells og Pauls skæbner, at jeg kommer i tanke om ballondrengene fra Aftenshowet nogle dage tidligere. Billederne af de to hoveder, der stikker op af hver deres kulørte gummiboble. Ude af stand til at røre ved andre, kun sig selv.
Aftenshowet DR1, torsdag
The Daily Show DR2, fredag
Tilsammans DR2, fredag
Gok-amok! TV2, tirsdag
Claus Gade Sørensen
9. maj, 2008 #
Unheimlich. Fremmed. Freakshow.
Og surrealistisk.
Det var min historie om ophold i Irak på trods af terror og efterfølgende sammenbrud, der blev afløst af to mænd i kulørte balloner.
Jeg søger viden og forsøger at forstå verden, andre … og mig selv... Det har jeg skrevet en bog om.
Den aften lykkedes det mig at komme ind i kassen. Ind på den anden side af skærmen. Derind hvorfra folk taler ud til andre. Ind i Aftenshowet. Freakshowet.
Det var en surrealistisk oplevelse.
Forstil dig Rådhuspladsen. Forestil dig et glasbur på Rådhuspladsen, forestil dig en stor flok hujende, strejkende sygeplejersker, forestil dig du er inde i glasburet, forestil dig du bliver næsten presset op i glasburets rude af to store kulørte balloner, der bliver pustet op af to halvnøgne mænd iført kulørte shorts. Imens du forbereder dig. Forestil dig Paula Larrain. Forestil dig så, at du bliver kaldt ind og skal fortælle om nærdødsoplevelser, hvorefter de to voksne mænd kravler ind i deres kulørte balloner, for at blive afløst af en pige på en et-hjulet cykel.
Monty Python Flying Circus kunne ikke have udtænkt det bedre. Jeg smiler endnu.
Håndbremsevending af den kulørt, kyniske variant?
Måske. Der skal produceres tv.
Men derinde i kassen, i glasburet, oplevede jeg nogle søde mennesker, der brændte for det, de lavede. Det gælder også værten Louise, der var travl men solidarisk.
De mennesker der er inde i kassen: De producerer.
De der sidder og kikker på kassen konsumerer.
Jeg søger viden og forsøger at forstå verden, andre … og mig selv… derfor smed jeg mit fjernsyn ud for mange år siden. Til fordel for nærsyn. Det er utroligt, hvad man kan opleve, når man kommer tæt på, ude i virkeligheden.
Smid dit fjernsyn ud. Kom tilbage til nærsynet, overblikket og virkeligheden.
Kvalificer din samtale, dyrk den, læs en bog, en avis … men smid nu bare det fjernsyn ud. Prøv det.
Start måske med at stille fjernsynet i kælderen.
Siden mit fjernsyn røg ud, har jeg ved nærsyn oplevet Bagdad, og skrevet en bog om det. Det får man ikke tid til, hvis man lider af fjernsyn.
Med venlig hilsen
Claus Gade Sørensen
Ib Ostenfeldt Jensen
9. maj, 2008 #
Fjernsyn er en folkesydom
Lars Christiansen
9. maj, 2008 #
God artikel!
Aftenshowet er dybt perverst, ligesom Go'aften Danmark og alt det andet kynisk-kulørte snakkegøgl de sender.
Der er mange irriterende studieværter. Jeg synes, at Hans Pilgaard ta'r prisen som den mes vammelt-indsmigrende og pinligt-lommefilosofiske af dem alle. Men konkurrencen er benhård.
Ralf Christensen
9. maj, 2008 #
Tak, Claus Gade Sørensen, for det gode råd. Jeg skal overveje det. Lyder i øvrigt som en syret oplevelse at blive dyppet i glasburet.
Per Vadmand
9. maj, 2008 #
Tak til Ralf Christensen for en demonstration af totalt meningsforladt ordonanistisk tomgang.
Tænk hvis den plads var blevet brugt til en seriøs tv-anmeldelse.
Jakob Schmidt-Rasmussen
11. maj, 2008 #
Uuh, gys. De SNEDIGE magthavere tvinger os til at zappe vores hjerner til grød hver aften, så ægte, forpligtende fællesskaber eroderer og erstatter kritik tænkning med rituel tiljubling af magthaverne.
(Hvem var det nu, magthaverne var? Christian Nissen, den lumske højresatan!? Rupet Murdoch eller Berlusconis obvermand; ingen har gennemskuet hans rænkespil. Før nu ... De bliver snedigere og snedigere på højrefløjen; nu fører de venstreorienteret politik for at narre fjenden!)
Jakob Schmidt-Rasmussen@ofir.dk
11. maj, 2008 #
Værten Jens Blauenfeldt fortalte i en udgave af Aftenshowet om sine første tanker i forbindelse med terror-angrebet:
'Jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte: Hey, det er amerikanerne, nu får de smæk. Det har de rigtigt godt af' sagde Jens Blauenfeldt i programmet tirsdag aften."
Det er et tydeligt eksempel på, hvordan Aftenshowets sinistre bagmænd hjernevasker det folkelige publikun med snedig højreorienteret propaganda, ved at lade usympatiske studieværter fremsætte indlysende vanvittige synspunkter og udgive dem for at være venstreorienterede:
Det er en virkeligt snedig måde at miskreditere oppositionen på. Berlusconi og Rupert Murdoch kunne slet ikke hamle op med Christain Nissen, som de fleste stadig opfatter som venstreorienteret. Perfekt spin.
Højrehundene er næsten lige så gode til at miskreditere venstrefløjen, som den ekstreme del af venstrefløjen selv er ...
Ralf Christensen
11. maj, 2008 #
Dav Per. Jeg beklager at du ikke forstår min anmeldelse. Fortæl mig hvad du mener med en seriøs tv-anmeldelse.
Per Vadmand
12. maj, 2008 #
At den handler om tv.
Life J
12. maj, 2008 #
Ralf, jeg vil nok sige at det var en elendigt skrevet artikel, som render rundt over det hele, men bortset fra det, så synes jeg da, at du har fat i den rigtige ende. Der er ingen grund til at fremføre religiøse eller på andet grundlag tabuiserede fordømmelser af onani, men når så meget er sagt, kan man godt være sig bevidst at det er en ensom oplevelse, og at i den grad det tilskyndes, fremmer det isolationen. Og der er unægteligt en tilskyndelse til mere isolation i vestlige samfund, så internetpornoen tjener virkelig et formål for forbrugersamfundet. Vi kan klare den selv. Gør os til bedre, mere isolerede forbrugere. Jo mere isolerede, jo mindre forbrugerenheder (individ vs. familie) jo mere forbrug. Jo helt bestemt.
Ja og så smid da fjernsynet ud.
Men iøvrigt - og selv om jeg ikke har set nogen af de udsendelser du taler om - synes jeg at en fjernsynsanmeldelse godt kan være helt udmærket når den beskæftiger sig med de problemstillinger som udsendelsen rejser snarere end med udsendelsen selv, og i det har du da, eller i det mindste er du lige ved at have, gjort det godt.
Per Vadmand
12. maj, 2008 #
Tja, Life, så er det måske bare mig, der ikke kan se forbindelsen mellem "Aftenshowet" og en artikel om onaniens velsignelser.
Life J
12. maj, 2008 #
Per, det forstår jeg ikke, hvad du mener med, jeg har som sagt aldrig set Aftenshowet eller nogen af de andre udsendelser eller udtalt mig om onani som en velsignelse, kun forholdt mig til artiklens indhold.
Per Krogh
13. maj, 2008 #
Hvem pokker ser Aftenshowet? Hvem gider dog spilde tid på noget så meningsløst, pinligt og platumuligt? Programmet er totalt blottet for intelligens og journalistisk flair; det er da bare så lawsy at man får krum' på æ tæer, som vi siger vest for Storebælt.
Ralf Christensen
14. maj, 2008 #
Well, Per, det står skrevet til sidst i anmeldelsen. Ballonmændene er ude af stand til at røre andet end sig selv, mens kun deres hoveder stikker op af ballonnerne...
Og hvad mener du med at det skal handle om tv? Jeg skriver om op til flere programmer transmitteret på tv. Du bliver nødt til at skære det ud i en tykkere form for pap.
Skriv en kommentar