EN USÆDVANLIG offentlig appel stod i går at læse i et antal danske aviser, herunder Information. Appellen var usædvanlig ved den kreds af personer, der har fundet frem til en fælles henvendelse med et politisk indhold.

Kredsen spænder over bl.a. tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), tidl. statsminister Anker Jørgensen (S), tidl. højesteretspræsident Niels Pontoppidan, tidl. kulturminister Grethe Rostbøll (K), tidl. amtsborgmester Erling Tiedemann (V), tidl. finansminister Palle Simonsen (K), skuespilleren Jørgen Reenberg, tidl. PET-chef Jørn Bro og Matador-moderen Lise Nørgaard.

USÆDVANLIG ER henvendelsen også ved sit indhold. Der står stærke ord udtrykt i et afdæmpet tonefald. Her er indledningen:

Dansk Folkepartis burka-annonce og forslag om, at muslimer skal afsværge dele af Koranen, hvis de vil opnå dansk statsborgerskab, markerer et højdepunkt i partiets mistænkeliggørelse af et mindretal.”

Og så kommer en bemærkelsesværdig formulering: “Det danske samfund har ikke siden 1930’erne oplevet tilsvarende hetz - og slet ikke fra et stort indflydelsesrigt politisk parti.”

Dér står det - sort på hvidt og med en tidl. højestepræsident som medunderskriver - at man skal tilbage til nazisternes propaganda forud for Anden Verdenskrig for at opleve noget, der minder om det, som Pia Kjærsgaards parti byder på.

Det er en rystende beskyldning. Og hvad værre er: Den er sand.

DENJLESLØSE opvigling i annoncen galopperer i flere retninger. Annoncen viser en dommerhammer holdt i hånd af en burka-klædt kvinde - uanfægtet af, at den aktuelle diskussion er vakt af Domstolsstyrelsens accept af, at kvindelige dommere kan være iført tørklæder.

Til dagbladet Politiken har Pia Kjærsgaard bortforklaret sig med ordene:

Vi er klar over, at nogen vil sige, at det kun handler om tørklæder og ikke burkaer. Og hvad så? - siger jeg så. Det kan godt være, at der er nogen, der er forargede over, at vi bruger burka i vores annonce. Men det er meget sigende for reaktionerne, at de angriber os. Kunne nogen måske have forestillet sig for et par år siden, at vi skulle acceptere tørklæder i Folketinget og i Højesteret? Og kan man forestille sig, at det næste bliver en burka? Ja, det kan man da godt.”

Pia Kjærsgaard ved formentlig meget vel, hvor stor den symbolske forskel er mellem et tørklæde og en burka. Men hvad så? Siger hun så.

Yderligere opvigling er der i annoncens overskrift: “Thi kendes for ret: Underkastelse”

Og så er der annoncens kampråb - skrevet i barneskrift: “Gi’ os Danmark tilbage!” Den bagvedliggende forudsætning om, at Danmark skulle være taget af nogen, er purt i 1930’ernes tradition.

Mere er i vente af samme slags. På Dansk Folkepartis hjemmeside kan man se de næste to hetzannoncer: En burka-hyllet fru Justitia med sværd og en Asmaa-lignende tørklædesvøbt kvinde i Folketinget.

HVORDAN ER det kommet dertil? At et stort - og ofte hovedindflydelsesbærende - parti synker så dybt i sin agitation? Et svar er: Fordi de andre parti ikke siger klart nok fra.

Anders Fogh Rasmussen har tilladt Pia Kjærsgaard og hendes håndgangne mænd udskejelser, som en Venstre-formand uden tøven burde have taget afstand fra. Hør, hvad Foghs forgænger, Uffe Ellemann-Jensen, sagde i oktober 2001:

Dansk Folkeparti er rædselsfulde. De skal have så lidt indflydelse som overhovedet muligt. Vi skal ikke give dem igen, blot fordi de kan støtte os.”

Den linje har Venstre ikke holdt. Og Pia Kjærs-gaards appetit vokser, som hun fodres med indrømmelser. På en række af sine vigtigste yppe-kiv sager har hun tiltaget sig vetoret over for regeringen. Spørg blot integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

Når Fogh har fået råderum til sine skrab-ud over for Kjærsgaard, skyldes det, at ca. halvdelen af Socialdemokraterne nærer forestilling om, at hun kan overhales højre om i fremmedfjendtlighed. Derom vidner tragikomisk de seneste dages tørklædetrækkerier i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Dynamikken er blevet den, at hver gang andre partier hopper et fjed i Kjærsgaards retning, hopper hun et mindst et fjed længere ud.

MAGTSPILLET HAR fortrængt anstændigheden. VK ville i 1970’erne ikke regere på Mogens Glistrups galskab. Det holdt dem fra regeringsmagten. Det afkald vil de ikke gentage. Derfor lader de fremmedhadet blusse. Socialdemokraterne tror (delvist), at de kan få magten tilbage ved at gøre ligeså. SF’erne har nu valgt at lade, som om de kan lade hånt om problemet. Alt imens boltrer Kjærs-gaard sig - og slår nye skår i Danmark.

Hvis den usædvanlige appel kan være med til at genindføre anstændigheden på Christiansborg, skal den være ekstra velkommen.