Barack Obamas mod til at vinde

Politisk manifest. 'At give en god tale er ikke nok', lyder John McCains og Hillary Clintons refræn. Men de har formentlig ikke læst Obamas bog særligt grundigt, for så ville de have vidst, at han ikke er kommet til sin succes på grund af sit udseende, personlige charme eller oratoriske evner. Foto: Mark Wilson/Scanpix

Det er ikke så lidt af en oplevelse at vende tilbage til denne bog skrevet af Barack Obama i sine første to år i Washington som senator fra Illinois. Et værk, der helt åbenlyst skulle tjene som et politisk manifest for en aspirerende præsident. Nu er Mod Til At Håbe udgivet på dansk af Informations Forlag i en kompetent oversættelse af Niels Ivar Larsen.

Da bogen udkom i sin engelske udgave i 2006, havde Obama endnu ikke fattet en beslutning. Den faldt først under familiens årlige juleferie på Hawaii i december. Efter sin erklæringstale i Springfield i januar 2007 sprang værket øverst op på The New York Times bestsellerliste og blev der i lang tid.

Interessen for dette nye politiske fænomen i amerikansk politik var usædvanlig stor. Men de færreste tog den afro-amerikanske politikers ambitioner særlig seriøst. Normalt har det været sådan i amerikansk historie, at kandidater til landets højeste politiske embede må prøve mere end en gang, førend det lykkes at blive præsident. Givet Obamas unge alder var det den overvejende opfattelse i medier og politiske kredse, at valget i 2008 ville blive en generalprøve på et senere forsøg i 2012 eller 2016.

De færreste havde forestillet sig, at en politisk grønskolling - endda en farvet person - ville have succes med at udfordre Clinton-familiens mægtige og velsmurte politiske maskine. I 16 år havde Hillary og Bill Clinton været det demokratiske partis uformelle ledere, og den rolle var de ikke forberedt på at opgive uden modstand.

Generationsskifte

Men nu - halvandet år senere - står det klart, at Clinton-æraen i amerikansk politik er overstået. På den ene hånd og mod alle odds har Obama udrettet, hvad mange demokrater inderst inde har set frem til i mange år. Clinton-parret er blevet detroniseret og vil næppe blive savnet.

Obamas præstation er således lidt af et svendestykke, ikke mindst fordi hans chance for at vinde stillingen i Det Hvide Hus er overordentlig høj. Tiderne er ikke ligefrem modne til en forlængelse af republikanernes mandat efter otte katastrofale år med Bush-dynastiet.

Generationsskifter er generelt smertelige for dem, der en dag pludseligt vågner op og må erkende, at magten er ved falde dem af hænde og ende i favnen på yngre politikere. De har jo hverken erfaring eller kompetence - som Hillary Clinton og John McCain ofte har sagt om Obama - til at regere USA og den frie verden.

"At give en god tale er ikke nok," lyder deres refræn.

Men de har formentlig ikke læst Obamas bog særligt grundigt, for så ville de have vidst, at han ikke er kommet til sin succes på grund af sit udseende, personlige charme eller oratoriske evner.

Radikale reformer

Ikke alene har han reflekteret længe og dybtgående over sin holdning til en række centrale spørgsmål i amerikansk politik og USA's rolle i verden. Han er også kommet til den konklusion, at radikale reformer af det amerikanske samfund er umuligt uden en gennemgribende ændring af den måde, man fører politik på i Washington. Det er det revolutionære og lovende ved Obamas kandidatur: At en udbredt kynisk apati over for politik kan blive fejet af banen og erstattet af et ægte politisk engagement i den unge generation af amerikanere.

I sin bog beskriver Obama præcist den herskende tilstand.

"Lige så snart vi (demokraterne, red.) sænker niveauet for den politiske debat, vil vi tabe. For det er præcis denne satsning på ideologisk renhed og rigidt ortodoksi (en henvisning til de to partiers antagonistiske forhold, red.), der gør tidens politik så fuldkommen forudsigelig og hindrer os i at finde nye måder at løfte de udfordringer, vi står over for som nation," skriver han.

Snusfornuftige vælgere

Obama er realistisk. Han ved, at bestræbelsen på at forandre amerikansk politik er en Sisyfos-udfordring. På den anden side kan han ikke stille sig tilfreds med status quo, fordi han som pragmatisk politiker higer efter at se resultater. Modsat Clintons postulat er Obama om noget ekstremt resultatorienteret. Han tror bare ikke på unødig konfrontation. Han søger at finde fælles punkter og bygge på dem.

"Måske vil ethvert forsøg på at ændre spillereglerne være frugtesløst. Og måske har trivialiseringen af politikken for længst nået det punkt, hvorfra der ikke længere er nogen vej tilbage," skriver han og tilføjer straks: "Men sådan ser jeg ikke på det".

Når det kommer til stykket, tror Obama, at flere ting samler amerikanerne end deler dem. En god snusfornuftig og praktisk holdning til tingene - man kunne kalde den almindelig fornuft - findes i befolkningen.

"Jeg stoler på Jer," siger han ofte på sine valgmøder.

Men det er selvfølgelig ikke tilstrækkeligt at have en politisk filosofi og et program klar til at sætte i ovnen. En succesrig præsidentkandidat skal også kunne udtænke en strategi til, hvordan han vinder sit partis nominering og præsidentvalget. Det står der naturligvis intet om i Obamas bog.

Også her har han bevist at tilhøre en særlig klasse. Indsamlingen af over 200 mio. dollar er en absolut rekord. Organisering af græsrødder i god tid før partivalg og rekruttering af millioner af nye vælgere tog Clinton-maskinen - der forlod sig på et netværk af lokalpolitikere - fuldstændig på sengen. Græsrodsbevægelsen er Obamas mesterstykke. Ingen bør tvivle på, at den vil kunne løfte ham på en bølge til Det Hvide Hus.

Og så begynder det at blive spændende, for hvad vil Obama bruge præsidentembedets kolossale magt til?