Jeg må hellere præsentere mig. Mit navn er John, John James, John James Jr. faktisk, og jeg er på Facebook. Jeg har selvfølgelig også et ‘rigtigt’ navn - det er Søren Bo, og føles en smule prosaisk, det er f. eks. ham, der taler nu - men det handler egentlig om den anden. Det handler om John James. Det handler om mig som John James.
I forbindelse med identitetsdannelser i virtuelle rum og realityprogrammer hører man nu, at nutidens unge er ‘narcissister’. Dette prædikat modtages af de ældre med en nikkende, indforstået mine, (som en sandhed man ikke kan forklare, men hellere må acceptere) og af de unge med en skuldertrækning. Men frem for ukritisk at sluge denne kollektive selvforelskelse som en mystisk X-faktor, må man se på de psykologiske, og i dybere forstand kulturelle og økonomiske, determinanter, der ikke bare fortæller, at jeg skal elske mig selv, men også hvordan jeg skal gøre det.
Et af de mest populære steder, hvor jeg kan få lov til at dyrke mig selv er Facebook. Når jeg vågner om morgenen, famler jeg mig hen til computeren og lader den starte. Kort efter tikker det ind med opdateringer på virtuelle begivenheder: nye ‘venner’, min nuværende hotness-rank, ‘fællesskaber’ for det ene og mod det andet, nye tests jeg kan tage for at kende min personlighed bedre. Hver dag er der en lang række beslutninger, der skal træffes, og jeg føler mig som en romanforfatter til en uafsluttelig bog om mig selv.
I begyndelsen oprettede jeg et falsk navn: John James (What’s in a name, right?), men blev hurtigt klar over at dette ikke var normen. Tværtimod var det en anelse plat og useriøst. Frem for at blive betragtet som en sexet cyber-renegat, en digitaliseret James Dean med virtuel vind i håret, led min ‘status’ under denne åbenlyse mangel på forståelse af Facebooks sociale kodeks.
Folk på Facebook er på trods af den åbenlyse selviscenesættelse ‘bare sig selv’, ifølge det sociale kodeks
Man skulle naturligvis hedde sit ‘rigtige’ navn, ganske som hele mit sociale netværk havde valgt at gøre. Man er jo, som en ven forklarede mig, ‘bare sig selv’, hvilket vil sige mere af sig selv - man bliver en slags mer-identitet, ‘suppleret’, ‘fyldt ud’, man opnår en art tabt ‘helhed’. Men hvilken?
Den kastrerede vaffel
Ifølge den franske psykoanalytiker Jaques Lacan, fødes jeg som en menneskelig ‘omelet’ (l’homme-lette som han vittigt kalder det), hvilket vil sige, at jeg lever i et libidinøst flow, hvor alt opleves som mig, og jeg spredes i alle retninger.
Snart rives jeg dog ud af min oceaniske omelet-tilværelse, jeg ‘kastreres’, ifølge Lacan, til en slags vaffel-tilstand, jeg udbredes og formes nu i bestemte retninger, jeg bliver opmærksom på særlige nydelsesområder (mund, røv, penis etc.), hvorigennem min libido kanaliseres.
Men kluden eller brystet jeg sutter på, bleen jeg skider i, stemmen jeg kærtegnes af, garnvindingen jeg leger med, adskilles endnu ikke fra mine nydelsesområder, men opleves som ‘manglende’ dele af mig. De er mig, og dog er de noget udvendigt. Derfor fascineres jeg så meget af min egen afføring - det er en ‘manglende’ del af mig selv, noget ydre som jeg identificerer mig med - og som jeg kun kan forholde mig ambivalent over for.
Det mest fundamentale af disse selv-fremmede komponenter og udvendige identifikationer er imidlertid mit eget spejlbillede. Her ser jeg en slags sammenhængende helhed, noget jeg har ‘mistet’, et levn fra en fjern omelet-tilværelse, et ideal-jeg. Personen i spejlet er både mig, og samtidigt noget uigennemtrængeligt andet.
Bevidstheden om min ‘mangel’ - de her ‘kastrationer’ - træder dog først egentligt i kraft senere, retrospektivt, ved min tilegnelse af sprog, subjektivitet og betydningsdannelse, som er det radikale brud med enhver rest af omelet-tilværelsen. Sproget er, for Lacan, ikke noget vi bare bruger - det bruger samtidig os. Det definerer os. Sprog har, som ethvert semiotisk system (tøjstil, bipbip-spil, busplaner - you
name it!), snarere en intern betydningsdannelse, nogle ‘funktioner’(som Jeg og Du), der udfyldes af subjekter i udsigelsen. Vi ‘råbes an’ i sproget, ‘rekrutteres’ af dets betydningsdannende funktioner, tager ‘residens’ i dets jeg og du.
Ideal-fatamoganaet
Drengen og pigen får nu gennem sprogets betydningsdannelse, henholdsvis nogle faderlige og moderlige ideal-repræsentationer, som skal ‘udfylde’ deres ‘mangelforhold’. Disse er ikke biologiske størrelser, men diskursivt og kulturelt forankret - de ideal-repræsentationer jeg skal spejle mig i, er formidlet gennem institutioner som stat, skole og medier. Men da de er ‘overindividuelle’, kan ideal-repræsentationerne netop aldrig opnås - de forskyder sig fatamorganisk, når jeg griber efter dem. Som Rimbaud sagde, “Jeg er en anden”, skal John James og hans samtidige, hvis Lacan har ret, snarere sige ‘Jeg er den Anden’ - forstået som de diskursive institutioner, som jeg bliver subjekt igennem.
Identitetsdannelsen i massemedierne (cyberspace, tv, film, reklamer etc.) former sig efter disse ideal-repræsentationer. Mine spejlbilleder her former sig som en ‘manglende’ del af mig selv. At danne en internet-identitet, eller identificere sig med personer ‘der spejler os selv’ i kitchede reality-shows er vores svar på, hvad det 1-årige barn gør når det fascineret og ambivalent betragter sin egen afføring. Det er mig - og dog noget udvendigt. Det er min retrospektivt, tabte ‘helhed’.
‘Vi er narcissister!’ samstemmer vi jublende, hver gang massemedierne ringer med klokken, og vi, som Pavlovs hund, går til fadet af kulturkitsch, der er så grundigt foretygget efter faste identifikatoriske formler, at ingen risikerer at få det galt i halsen.
Det er indlysende, at disse narcissistiske identifikationsdannelser i kulturindustrien passer som hånd i handske med vestlig forbrugerisme og monopolkapitalisme. Tilsyneladende mindsker vi skellet mellem en dominerende politisk og økonomisk elite og den brede middelklasse, når jeg på Facebook kan ‘realisere’ mig selv som om jeg var en filmstjerne, eller når Martin fra X Factor kan styles til at ligne Justin Timberlake. Samtidig overtager vi dog ukritisk de værdier, som vores ideal-spejlinger repræsenteres og forklarer dem som udtryk for vores ‘realiserede’ selv, vores ‘naturlige’ psyke. “Se her, vi kan også” siger vi, “Skellet er slet ikke så stort”.
Den falske lighed
Men skellet er stort, og vi bekræfter ukritisk de nuværende magtstrukturer, ved at spejle os i de ideal-identifikationer senkapitalismen mulig - og nødvendiggør, og vi bliver i samme greb selvfølgelig de mest effektive forbrugere. Vi tilslører afstanden mellem pædagogen og præsidenten fordi begge kan sende en sms-besked og drikke en cola, hvad der på den ene side er et oprør mod senkapitalismens reelle modsætninger og på den anden side er en ‘ufarlig’ løsning.
Men, kan man indvende, er dette ikke bare en fagskadet litteraturstuderende, der er sur over at betale licens, lider af vennemangel på Facebook, har glemt sit kodeord til Myspace, og derfor gået på finkulturelt raid mod lidt afslappende underholdning? Det er det sikkert også, men det er vigtigt at indse, at denne dumpt mættende underholdningsindustri er ikke harmløs, bare fordi den glider let ned. Tværtimod er det netop ved, at skjule sig og benægte deres egen eksistens, at vores samfunds ‘magtstrukturer’ virker særligt effektivt - magt som ikke så meget er ‘noget nogen af har’ (skumle mænd, der stryger sorthårede katte ved et egetræsbord), som ‘noget der virker igennem os’ (et slags ‘uskyldigt’ led i systemet selv), og vores kollektive narcissisme, denne ‘ret’ til at ‘realisere sig selv’ har psykologiske, og i videre forstand sociale og økonomiske, årsager. Ved vores blinde tilegnelse af kulturelle værdier som universelle, som noget naturligt, der har været undertrykt bliver vi (uden egentlig at vide af det) dårligere til at stille spørgsmål til hvilket samfund vi vil have, og hvilke mennesker vi vil være.
Måske skulle Det Store Spørgsmål i sidste uge ikke have været, hvem der vandt X-faktor, men Martin Heideggers “Hvorfor er der overhovedet Væren og ikke bare Intet?”.
Nu kan man desværre ikke ‘adde’ Heidegger som sin friend’ på Facebook. Men John James har allerede postet dennes spørgsmål på sin profil - under billedet af sig selv i et dampende badekar, solbrændt naturligvis, hvor skyggerne slikker sig over mavemusklerne på den ‘rigtige’ måde, hvor blikket er drejet nobelt væk fra billedet mod en metafysisk ukendt, en mytisk X-faktor, og hvor det lange, lysblonde surferhår falder med tilkastet elegance.
Søren Bo Aggerbeck Larsen er studerende ved Litteraturvidenskab, Institut for Kunst - og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.
Kommentarer
Heidegger svarede selv på sit retoriske spørgsmål ved at tilslutte sig et af intethedens mest fanatiske partier: det tyske nazistpartiet. Derfor kan man ikke undre sig over, at hans popularitet siden har været støt voksende, særlig i den vestlige “demokratiske” “offentlighed” af frivillig totalitaristisk kvasifilosofisk ordsvindel.
“Facebook” er det ikke værd at spilde et sekund på, det er mindst lige så tomt som TV og Se og Hør osv. At vor tid domineres totalt av selvoptagede og forfængelige idioter og deres tomhed vidste vi fra før. Man kan ikke gøre andet med den slags end at vende det ryggen og i stedet glemme hvad klokken er, føre en samtale om noget vigtigt med sine venner - face to face - eller læse en god bog, løbe en tur i naturen før den bliver helt ødelagt osv.
“Aktiv lydighed er total. Passiv modstand er uovervindelig.” (B. Gracian, 1653).
Facebook er Aftenlandets Undergang.
Facebook er en dekadent, konsumkulturs gravskrift!
Facebook accelerer dommedag!
Amen
Kulturkritikken fra Litt.vid. på KU har talt!
@John James
På facebook er der i øvrigt en gruppe, der hedder “Michel Foucault destroyed my sense of reality”.
Men det her billede på ondskaben er sgu da meget godt:
(skumle mænd, der stryger sorthårede katte ved et egetræsbord)
@John James
Fik du en god karakter for din Lacan-opgave?
Det er eddermaneme en usportslig måde at generere flere profilbesøg på!
Uhh en såkaldt højkulturel der hader medier han betragter som lette og intetsigende. hvor nyt og revulotionerende. Nogen gange er de såkaldte højkulturelle sgu de mest arogante kulturkonservative og langt værre end repuklikanere og df.
lad os lige se på rtiklens påstande igen.
Påstand 1.. FAcebook er selvpromovering. Her har forfatteren jo kun til dels ret. selvfølgelig laver man en profil men facebook handler jo mindst ligesåmeget om at holde kontakt med venner og bekendte og om at hygge sig med små fjollede ting som virtuelle vampyrer. At det kan skade vort samfund har jeg noget svært ved at se, men det er jo typisk for kultureliten at mene at alt der ikke handler om menneksets dybeste følelser er letkøbt og ligegyldigt. hygge og underholdning er ikke tilladt uanset hvor rar og inteligent denne nderholdning så måtte være.
Påstand 2. (som ligger implicit) Selvpromovering er dårligt. Hvorfor….vi har vel alle lyst til at vise verden hvem vi er og det kan jeg simpelthen ikke se noget samfundskadeligt i. ved mindre man ønsker et maoistisk mønstersamfund hvor alle går i ens tøj og bliver kaldt ved nummer istedet for navn kan jeg simpelthen ikke se det skidte i selvpromovering. Indvidualisme og forskellighed er styrker sålænge et ikke bliver brugt til at tryne andre
P, jeg tror, det handler om, at vi veluddannede og/eller talentfulde er bange for, at grænsen mellem udøver og tilskuer forsvinder, så vi veluddannede og/eller talentfulde ikke længere har nogen at vise vore forfinede kunster for.
Det, tror jeg, er en stor misforståelse. I lande, hvor der er udbredt amatørkultur, f.eks. England, hvor hver flække har et “operatic society”, der dog mest spiller Gilbert og Sullivan operetter, vokser interessen for den professionelle kultur, og ligeså med skrivende befolkningers lyst til den professionelle forfatters langt mere gennemarbejdede værker. Interessen vokser med beskæftigelsen, som vi også så, da Danmark havde en befolkning af politisk organiserede og aktive, frem til det socialdemokratiske forræderi i 90erne.
Tjah steffen det kan du jo have ret i og man kunne jo også være så fræk at påpege det dobbeltmoralske i at en person der skrive højpandede klummer til en intelektuel avis brokker sig over selvpromovering
Jeg kender intet til Facebook, men det er fordi jeg er så uhyggeligt paranoid med hensyn til internet som sådan. Desuden har jeg nærlæst den 25 sider lange agreement, som de fleste bare siger ‘ja’ til uden overhovedet at vide, hvad de faktisk forpligter sig til, og det er interessant læsning. Jeg har efterfølgende bedt alle de folk jeg kender, som anvender Facebook om ikke at nævne hverken mit navn eller andre data i deres skriverier. Man skal sgu være forsigtig med, hvad der sådan står om een rundt omkring på nettet.
Jeg er årgang 69 og er opvokset med internet, men derfor foretrækker jeg nu alligvel real life. Der har man da i det mindste nogenlunde styr på, hvem der følger med og undgår at ens personlige oplysninger bliver genstand for handel.
Jeg forbeholder mig retten til at være paranoid.
Tak for de forskellige kommentarer til artiklen. Der er dog et par ting jeg gerne vil forsøge at svare (tilbage) på, omend det selvfølgelig bliver brutalt og forenklet.
For det første mener jeg godt Heidegger kan bruges til noget trods sin (´desværre alt for velvillige) indlemmelse det nazistiske parti. Trods det, at han tilsyneladende underskrev sin filosofiske dødsdom, samtidig med sin biografiske (moralske), er der bred enighed om, at hans skrifter bør reddes ud af asken, og at de rent faktisk har ufattelig stor og blivende værdi. Selvfølgelig har han, som Nietzsche i øvrigt, ind imellem nogle direkte forvrøvlede eller afstumpede passager, men en kritisk tilgang til disse åbner netop op for resten, som sagtens kan og bør bruges i ufatteligt mange sammenhænge i dag.
Desuden mener jeg ikke, at det famøse spørgsmål bare er ‘retorisk’; det er tværtimod af eksistentiel karakter, eller netop kun ‘retorisk’ i den forstand, at de sproglige strukturer kan afsløre nogle vigtige ting om os selv. For Heidegger hænger retorik/sprog og identitet uløseligt sammen. Det er altså ikke bare et ‘fancy’ spørgsmål, som alle med en bachelor i filosofi skal fyre af når de møder potentielle amorøse partnere i byen, men det vigtigste og mest interessante af alle spørgsmål, på alle tider og for alle mennesker. ifølge Heidegger. og ifølge en bred sammensætning af undervisere og forskere på de højere læreranstalter i dag.
angående det højkulturelle: Jeg forstår godt din indvending, og din kritik af arrogante, finkulturelle connoiseurs-typer synes jeg også er vigtig. Det er vel nogenlunde den som Blachmann forventes at indtage i et program som X-faktor, eller programmer som smagsdommerne til tider forsøger at lufte. Men for mig at se handler det ikke om at fordømme reality-shows ud fra en PH-agtig moraliseren, eller en finkulturel smagsetik, men tværtimod om at nøgternt afdække sammenhængen ml. diverse massemedier eller hvad er blevet kaldt nutidens ‘narcisissistiske kulturindustri’ og så kapitalistiske markedsmekanismer i d. 21 årh. En finkulturel moraliseren vil have den omvendte effekt - den vil, tingsliggøre programmet som gangbart og uafhængigt, netop fordi vi (for)dømmer om det. Vi konsoliderer os med det, netop idet vi distancerer os fra det, hvad netop skjuler de overindividuelle magtstrukturer det udøver. Jeg synes det er langt mere interessant at beskæftige, hvorfor denne ‘selvrealisering’ eller kulturindustri ikke vil lægge kortene på bordet, og bekende kapitalistisk kulør. Man er vel interesseret i redelighed?
Desuden er facebook, som det også pointeres god for mange ting. Men individualismen er det ofte så som så med. Det udlægges ofte som noget der har været undertrykt, og som nu endelig bryder løs. Men jeg tror at dette ’ undertryk’ på sin vis er opstået simultant med muligheden (nødvendigheden) for at udleve det. Jeg synes at de værdinormer vi fremviser i den sammenhæng skjuler sig bag vores ‘selvrealisering’ og at de ikke er universelle, naturlige eller eviggyldige, men tværtimod specifikt hsitoriske og kulturelle. Jeg synes ikke den er særlig heterogen eller udpræget forskelligartet. Der udlægges en fast skematisme som med ‘variable’ gentager nogle uafvigelige narrative strukturer og kodede former. En hårtjavs bliver som Adorno siger det, udtryk for ens personlighed. Men er det nok, og er det egentlig et udtryk for mangfoldighed? Det er for mig at se ikke muligheden for noget ‘radikalt andet’ (som vi bør være påpasselige med skitsere - den er nemlig ikke totaliserende socialisme eller terrorisme, de to fjendebilleder kapitalismen ynder at operere med idag, og som jo ikke er reelle alternativer ) men tværtimod ‘det samme’ i gentagelse.
. ‘
Men selvfølgelig, tingene er aldrig ensidige, konsumenten er ikke bare et offer, han er også en taktiker, der som en art parasit (i positiv forstand) laver om og manipulerer på disse koder. Og det er i en sådan sammenhæng jeg forsøgte at skrive artiklen. Der er ikke snak om at nedlægge facebook eller kulturindustrien, men at bruge dem snarere end at forbruge dem. At spørge os selv, så vidt muligt, hvilken form for individualisme vi ønsker at besidde, at arbejde nærmest anarko-syndikalistisk og dog varsomt på at udkaste alternativer det bestående, at etablere en kritisk offentlighed, at måske i den konstante virksomhed med systematiske strukturer at ane ‘mulighedens mulighed’, som Adorno kaldte det, en anderledes og bedre måde at leve med hinanden på.
Men som sagt, endnu engang tak for de kommentarer og læsninger der har været af artiklen. Der er jo ikke en ‘rigtig’ holdning, det skader ikke spor at diskutere det…
ps. og selvfølgelig en særlig tak, for det smukke manifest, Lars Christensen,
Hvad enten man er enig i Søren Larsens kronik eller ej, mener jeg dog stadig, at den er vigtig, da den belyser en problematik der desværre ikke er særlig meget fokus på.
Typisk KUA-gøgl skrevet af en fyr der har læst for meget Foucault, Lacan, og alle de andre franske tåge-hoveder (Althusser? Laclau-Mouffe? Derrida?) og for lidt biologi, kemi, fysik, matematik og filosofi.
“Subtil magtanvendelse”, ukritisk brug af social-konstruktivisme, kritik af “monopol”-kapitalismen, psyko-analytisk leg med lort og et par stavefejl hist og pist.
P.S. Du kan godt add’e Martin Heidegger som ven på Facebook (på samme måde som du kan vælge at “være” John James)
P.P.S. De skumle skurke (jeg tror det er Ernst Stavro Blofeld og hans karikatur “Dr. Evil” du hentyder til) stryger HVIDE katte.
P.P.P.S. Hvis de “naturlige” fader- og moder-roller blot er sociale konstruktioner, som indlejres i subjektet gennem sproget og sociale mekanismer, hvordan kan dyr så “lære” hvordan de skal opføre sig som fædre og mødre??