Friby-ordningen: Én forfatter ad gangen

OSLO - Forbrydelsen var en novellesamling om kvinders rettigheder. Straffen fra de iranske myndigheder var streng.

"Jeg blev arresteret på åben gade, fængslet, voldtaget og tortureret, men det værste var, at ingen i min familie vidste, hvor jeg var i knapt to måneder," fortæller Soudabeh Alishahi, som er den første forfatter, som fik ophold i Norge under friby-ordningen.

"Første gang jeg var i kontakt med myndighederne, sagde de bare, at jeg skulle opføre mig som en god muslim. Anden gang var det fængsel," fortæller Soudabeh Alishahi, som er ikke-troende muslim.

En del af den tortur, som hun blev udsat for i fængslet, var at blive sat i et lille rum med en højtaler, som messer koran-citater.

På det tidspunkt, hvor hun var i fængsel, blev mange forfattere og journalister i Iran bortført og dræbt. Deres lig blev fundet i udkanten af Teheran, og den skæbne så Soudabeh Alishahi ud til at skulle dele med dem.

Sidste øjeblik

I dag kan hun fra sin altan se ud over solbeskinnet betonbyggeri i det nordlige Oslo. Hendes mand, som også er friby-forfatter, kom hertil i 2003, og siden er datteren Yalda kommet til verden.

Og det var i sidste øjeblik, at Soudabeh kom ud af landet.

Efter opholdet i fængslet, hvor hendes pas blev inddraget, blev Alishahi løsladt - smidt en tidlig morgen på gaden tæt ved sit hjem. Hendes chokerede familie tog straks billeder af hendes forslåede ansigt, og de billeder kom til at betyde friheden for Soudabeh Alishahi. For da forfatter-organisationen PEN så billederne, opfordrede de hende til at søge om at komme under friby-ordningen.

Hun flygtede ud af landet på falsk pas med sin ældste datter og ankom til et norsk asylcenter i 2000. Herfra sendte hun ansøgningsskemaet til International Cities of Refuge Network (ICORN), og der gik kun kort tid, før hun fik svar.

"Jeg gik på gaden og fik pludselig en opringning. Det var en dame fra ICORN. Hun ville bare spørge, hvilket område af Oslo, jeg gerne ville bo i, og hvor mange værelser, jeg havde brug for," fortæller Alishahi.

Udvælgelsen foregår ved at forfatteren indsender et ansøgningsskema til ICORN, som så sender det videre til Writers in prison-komitéen i London. De vurderer så hver enkelt ansøgning og sender en anbefaling tilbage til ICORN. Herefter er det op til den enkelte værtsby at invitere en forfatter. Det var en gave ovenfra, da det skete for Soudabeh Alishahi

"Jeg sov ikke hele natten af bar overraskelse," fortæller Soudabeh Alishahi, som fik en toværelses lejlighed i den nordlige del af Oslo.

Du arbejder for CIA

I 1998 udgav Soudabeh Alishahi novellesamlingen 'Blå og rød' i Iran.

"Dengang var der ikke så store problemer med at udgive bøger. Men under Khatamis anden valgperiode blev det hele værre," husker hun.

Iran har en stærk litterær tradition. Men da fundamentalisterne kom til, forsøgte de at fjerne den ved at erstatte det gængse sprog, farsi, med koran-sproget arabisk, som kun få iranere taler.

Hendes noveller handler om forholdet mellem mænd og kvinder, og i en af novellerne får en kvinde foretaget en illegal abort. Det er ikke noget, som faldt i præstestyrets smag, og Soudabeh Alishahi kom derfor bag tremmer.

"I fængslet bruger de tortur til at få forfattere og journalister til at indrømme, at de får støtte fra USA eller arbejder for CIA. I fængslet fik jeg at vide, at jeg var arresteret på grund af bogen, men hvad kan man skrive, hvis man ikke kan skrive om politik og kvinderettigheder?" spørger Soudabeh Alishahi opgivende.

"Situationen i Iran bliver værre og værre. Som det ser ud nu, kommer jeg aldrig hjem," fortæller Alishahi, som dog har ivrig korrespondance med iranske forfattere, som stadig lever under censuren.

Censur smitter

Kosar Fatahi er Oslos nyeste gren på friby-træet, og han har nu været i Oslo i knap et år. Han har arbejdet med at oversætte bøger fra farsi til kurdisk, men selv om ordene ikke var hans egne, følte han sig ikke tryg i Iran.

Han flygtede derfor til Irak, hvor han også selv begyndte at skrive for kritiske aviser, som udgives ulovligt i Irak og sendes over grænsen til Iran.

Han har aldrig været i fængsel, men ligesom Soudabeh Alishahi, har han været indkaldt til samtale hos politiet.

Han kontaktede Norsk PEN, som hjalp ham ind i friby-programmet, som han i dag er en aktiv deltager i. Han arrangerer blandt andet kurdiske tema-aftner, oplæsninger og skriver stadig kritiske artikler til og om sit hjemland, nu uden censur.

"Som forfatter er man udsat for dobbelt censur," siger han.

"Først censurerer man sig selv, fordi man ved, der er emner, som man aldrig kan skrive om i Iran. Derefter bliver man censureret af kulturdepartementet," siger han.

Soudabeh Alishahi kender ikke til selvcensur, men den officielle censur har hun kun foragt til overs for.

"Det er dumme mennesker, som sidder i kulturdepartmentet. De kender intet til litteratur, bøger, internet eller noget andet. Hverken de eller deres gud har nogensinde åbnet en bog," siger hun opgivende.

Koshar Fatahi deler hendes antipati over for systemet.

"Jeg blev kun mødt med ondskab af kulturdepartementet. De blander religionen ind i alt, og man kan derfor ikke skrive om nogen samfundsproblemer, uden at man bliver censureret. På den måde bliver forfattere, journalister og hele samfundet begrænset. Censurmyndighederne prøver simpelthen at stoppe udviklingen og evnen til at tænke selvstændigt," siger Kosar Fatahi.

I dag bor Alishahi stadig i lejligheden og hun arbejder i en børnehave. Hun får ikke længere stipendium af ICORN, og hendes seneste roman er blevet afvist af forlaget. Men jobbet i børnehaven generer hende ikke.

"Jeg trives med det. Jeg ville dog ønske, at jeg kunne komme på deltid, så jeg fik mere tid til at skrive bøger, for det er jo derfor, jeg er her. Det er jo åndssvagt, at jeg flygtede fra Iran, fordi jeg er forfatter. Nu arbejder jeg i en børnehave, og det kunne jeg jo ligeså godt gøre i Iran," smiler hun.