Afsløret af bagsideteksten

Romandebutant Martin Krogh Andersen (f. 1978) har tidligere skrevet en bog om Johannes V. Jensens næsten ukendte avis, Pressen, som Nobelprismodtageren var redaktør for i 1906. Men Arsenalet viser, at han også må have været optaget af hele Jensens forfatterskab og især hans Himmerlandshistorier og deres overtro og særlinge.

Arsenalet er sat sammen af flere historier. Den første foregår i barndomslandet og skildrer et venskab mellem to 12-årige drenge. Jakob er den vilde af de to, den navnløse jeg-fortæller må bare følge med. Her er det ikke kun Johannes V. man bliver mindet om, men også Knud Meisters og Carlo Andersens Jan-bøger. En rask dreng er Jakob i hvert fald.

En anden del af romanen foregår 13 år senere, hvor de to mødes igen, de har nemlig en tredje historie til fælles, om skibsdrengen Jan Umb, der i 1887 dræbte det meste af en besætning på et russisk fragtskib - de to barndomsvenner, viser det sig, er "uløseligt forbundne", som det teaserrigtigt fremgår af bagsideteksten:

"Arsenalet er en roman om to meget forskellige drenges venskab og fjendskab. Om to drenge, der udfordrer hinanden til kanten, bryder op og udvikler sig i forskellige retninger, men hvis liv viser sig at være uløseligt forbundne."

Til kanten! Sådan en bagsidetekst giver mig en ubændig trang til at sidespringe til Bjørn Ignatius Øckenholts lille bog Bagsidetekster fra 2002, der indeholder 67 bagsidetekster til bøger, der ikke findes (hvilket teksterne netop peger på, også kunne være det samme). Øckenholt ophøjer bagsideteksten til en selvstændig kortprosagenre, men parodierer den, og viser, hvor let det er at gennemskue alle dens billige tricks. Alle forlagsredaktører burde eje et eksemplar af Bagsidetekster, men det gør de ikke.

Helt åndssvagt er sidespringet ikke, for ligesom man kan kende sine lus på travet, kan man ofte også kende sine trivibøger på bagsideteksten. Arsenalets er bygget op over modellen dramatisk uddrag fra bogen (skydevåben nævnes) efterfulgt af kort fyndig appetizer bygget op om et modsætningspar. Den er for meget, og det viser sig også at gælde en hel del af det, der står inde i bogen.

Hvide vintergækker

Hos Martin Krogh Andersen kan der ikke bare være lidt forårsblomster i en have, nej her hedder det: "I det tidlige forår lyste de hvide vintergækker under træerne, og i bunden af haven bredte en tyk tåge af erantisser sig langs jorden som en gul gas."

Hvilken farve skulle vintergækkerne ellers have? Og hvorfor er det nødvendigt både at skrive "tyk tåge" og "gul gas"? Lidt efter "rejser" påskeliljerne sig, for synger man besjælingens skønsang, kan blomster ikke bare findes. I det hele taget har forfatteren svært ved at holde igen med besjælinger og adjektiver. Beskrivelserne ender ofte i ren dobbeltkonfekt. I stedet for bare at lade en mor sukke, sukker hun og ryster opgivende på hovedet, hønsefjer er "dunede", og når nu man er i gang med at puste liv i et ur, så det kan skære stilheden ud i "nøjagtigt afmålte bidder", er det åbenbart fristende at gentage manøvren. Det bliver til tre gange udskåret stilhed på 17 linjer.

Sådan gasser Martin Krogh Andersen op, men han kan også andet, og det kommer især til udtryk i den del af romanen, der foregår, da de to barndomsvenner er blevet voksne og af hver deres vej optaget af historien om Jan Umb, der gik bersærk, fordi han var blevet undertrykt så længe. Her dukker tilsyneladende ægte, gamle dokumenter op og blander sig med Martin Krogh Andersens skrift - lidt ligesom en anden romandebutant, Simon Dencker, lod en oldefars rejsebeskrivelser gøre det i Kejsersnit fra 2007.

Martin Krogh Andersen har et ret flot spil kørende mellem dokumenterne og fiktionen og deres forskellige stillejer og så især mellem, hvad forfatteren kan vide sig sikker på er sket, og hvad han må fantasere sig til - og nogle gange helt bogstaveligt stjæle sig til. Al magt til fantasien og tyveknægtene, men virkemidlerne skal holdes nede.