Frygt og fortrængning

Ikke mange tyske krimier finder vej til det lidt forudsigelige danske krimimarked, hvor bestsellerlisterne suverænt styres af britiske, amerikanske og nordiske forfattere. Det er synd. Tyskerne kan noget andet - i det omfang altså, man kan tale om 'noget andet' som et fælles anliggende. Et af de forlag, der har taget tyskerne til sig, er Ole Sohns, der for et par år siden udgav en fin lille tysk sag af Günter Ohnemus, Den russiske passager, og nu kommer så Caruso synger ikke mere af Anne Chaplet.

Sidstnævnte er langt fra en klassisk krimi med opklaringen af en forbrydelse som det væsentlige. Krimielementet er snarere en undskyldning for at hudflette den tyske historie og den moderne hjemstavnsdyrkelse. Fortrængning og fortid er viklet ind i hinanden på en morsom og dog dybt alvorlig facon.

Det centrale i bogen er det østtyske overvågningssamfund og den kultur, der gennemsyrede DDR, hvor familiemedlemmer og nære venner stak hinanden til sikkerhedstjenesten. Den store historie om tillidsbrud og angiveri flettes fornemt ind i den lille landsbyhistorie, hvor alle også overvåger hinanden - både på den gode og den dårlige facon. Den lille overvågning i landsbyen affinder reklamemanden Paul Bremer sig med, efter at han er flyttet ud på landet efter et mislykket ægteskab. Han er ensom, men har fundet et helle, hvor han trods naboernes øjne kan være sig selv. Landsbyidyllen krakelerer dog en sommer, hvor heste bliver skændet, bygninger bliver stukket i brand, og en lokal mand bliver fundet myrdet, hængende på en kødkrog i et kølerum. Landsbyboerne er sikre på, at gerningsmændene til det hele kommer udefra. Det er de fremmede. Formentlig rumænere. Eller måske er det nogle fra storbyen. Og dog:

"Denne forklaringsmodel gjaldt ikke længere: Brandstiftelse var en landlig specialitet. Heller ikke hesteskænding kunne man uden videre skyde fremmede i skoene. Her var den regionale fordeling af bestemte forbrydelsesformer entydig. Derfor måtte man egentlig gå ud fra, at det var en af 'os'."

Fjenden skal tilsyneladende altid findes hos os selv - eller tæt på i hvert fald.

Mens selve fortællingen, landsbyrammen, og personerne er morsomme, rørende og fulde af fortidens smerte, er der et element, der trækker ned, når nu det rent faktisk er en krimi: Det går lige an, at synsvinklen overrumplende skifter fra Paul Bremer, som man tror er hovedpersonen, til andre af bogens personer, værre er det, at morderen ikke findes ved gedigent håndværk, men alene ved et tilfælde. For en krimi trækker det altså ned. Men fordi der er så meget andet, politisk og poetisk, på spil, går det an. Og det skal ikke afskrække læsere fra at give sig i kast med det tyske.