En fremmed i New York

Don DeLillos nye roman, Den faldende mand, starter med ordene: "Det var ikke længere en gade, men en verden, en tid og et rum med faldende aske og næsten nat."

Asken og mørket skyldes de brændende tvillingetårne den 11. september 2001 i New York, en begivenhed, der i DeLillos optik ryster verden så meget, at man kan tale om et før og et efter:

"Dette var verden nu," som han skriver et par linjer længere nede.

Ud af røgen og ind i denne nye verden træder Keith, en advokat på omkring de 40, der med nød og næppe er sluppet ud af sit kontor i World Trade Center, hvor han arbejder. I en tilstand af chok og kun lettere tilskadekommen begiver han sig hjem til sin ekskone, Lianne, hvor han indlogerer sig på ubestemt tid.

Forholdet mellem Lianne og Keith er fri for den friktion, der gjorde, at de i sin tid blev separeret, ikke desto mindre indleder Keith et forhold til en anden kvinde, inden han kaster sig helhjertet ud i en tilværelse som pokerspiller, hvor han ved bordet for en stund kan falde til ro i illusionen om, at han er et kontrollerende væsen i en enkel verden: "Spillet havde struktur, rettesnore, behagelige og lette mellemspil af drømmeagtig logik når spilleren ved at det kort han har brug for, er det kort som med sikkerhed falder. Og så, altid, i det afgørende øjeblik som bestandig gentages hånd efter hånd, valget mellem ja og nej. Kalde eller raise, kalde eller folde, den lille binære puls bag øjnene, valget der minder en om hvem man er," som der står i Jørgen Nielsens prisværdige oversættelse, der fanger DeLillos karakteristiske klinisk-konstaterende, detaljemættede og nervøst dirrende prosa på kornet.

Terror og kunst

Der gives også plads til Liannes dannelsesrejse, hendes pensionerede mor og dennes kæreste, der vist nok var tysk terrorist i 70'erne, men i dag er kunsthandler og ikke mindst Keith og Liannes søn, der sammen med sine to venner bruger tid på at glo op i himlen efter fly og en vis Bill Lawton, som der tales om på tv. Desuden rumsterer performance-kunstneren Falling Man, der til new yorkernes på skift morbide fornøjelse og grumme forargelse lever af at kaste sig ud fra bygninger med en skjult sikkerhedsforanstaltning under sin nålestribede habit, samt i små kapitler for sig den vordende terrorist Hammad, der må skrå over sine muslimske medstuderende på gulvet for at smutte ud på toilettet, når han skal onanere om natten.

Selv om disse to figurer givetvis optræder som personificeringen af et gennemgående DeLillo-tema - spændingen mellem kunst og terror, mest udtalt i Mao II (1977), hvori forfatteren Bill Gray sammenligner kunstneren med terroristen, idet de begge forsøger at påvirke samfundets fælles sjæl - føles de mildt sagt som karikerede påhæng til, hvad der er romanens virkelige brændstof, nemlig skildringen af den fremmedgjorte Keith, der paralyseret bevæger sig rundt i sin nye absurde verden.

Med Den faldende mand har Don DeLillo nemlig forladt Den Store Historie og de snurrige politiske konspirationer - som han tumlede så mesterligt med i blandt andet Vægten (1988) og Underverden (1997) - for at fokusere på en enkelt mands eksistentielle problemer og i kølvandet herpå stille skarpt på de følelsesmæssige omkostninger, de overlevende betaler for et terrorangreb.

Resultatet er, som vi skrev, da vi anmeldte Falling Man for et års tid siden, en inciterende og bevægende roman, hvis ukomplicerede handling er båret af en flok ikke altid lige elskværdige figurer, der efter al-Qaedas angreb på USA er drevet af sex, vold og kunst og et beskedent ønske om at finde sig selv - samt hoved og hale på en surrealistisk verden.