De, som ikke byggede Norge

Den norske forfatter Erlend Loe (f. 1969) har i Danmark haft kæmpe og velfortjent succes med sine hylende morsomme romaner Doppler og Volvo Lastvagnar, som med larmende humor konfronterer civilisationens trivialitet med naturens kalden og livets velsignelser - og de nordiske folkeslag med hinanden. Så stor succes, at man er begyndt at oversætte hans tidligere romaner til dansk. Sidste år fik vi den lille debutbog Kvinden flytter ind, og nu er romanen L fra 1999 blevet oversat.

Hvis forfatterens senere romaner er at sammenligne med velkomponerede spillefilmskomedier, så havde Kvinden flytter ind snarere karakter af en minimalistisk sitcom om parforholdet. Og jeg billigede oversættelsen, fordi man bagklogt vidste, at den ikke bare var en lidt tynd bog af en lidt vel ung mand, men ouverturen til et humoristisk festfyrværkeri.

Men nu ved jeg ikke rigtig, om jeg orker mere ouverture. Det bedste ved romanen L er dens fysiske format: 500 tilpas luftige sider trykt sammen i et yderst behageligt lommeformat, som det er en fornøjelse at lade glide ned i tasken og hive op igen. Sådan burde alle bøger være: kompakte, glatte og til at favne i én hånd.

Urskøjter

Når det så kommer til læseoplevelsen, tja- Bogen handler om, hvordan jeg-fortælleren, en 29-årig nordmand ved navn Erlend Loe, arrangerer en ekspedition til en ø i Sydhavet sammen med seks andre unge nordmænd. Udgangspunktet er jeg-fortællerens skøjtetur en vinter i Trondheim, hvor vinden er så stærk, at han kan lade sig blæse hen over isen. I hovedet har han Thor Heyerdahls bog om sin ekspedition til de polynesiske øer på balsaflåden Kon-Tiki.

Og så er det, der opstår en "teori": jeg-fortællerens teori om, at Stillehavsøernes befolkning kom drivende fra Sydamerika ikke på flåder (som Heyerdahl ønskede at bevise), men på skøjter, hen over isen. Det er på den ene side tåbelig fjollet (jeg kunne ikke en gang få min 12-årige søn til at grine ad det), på den anden side fører det til en poetisk vision:

"Og jeg tænker videre: Da de så stod der på deres primitive urskøjter og lod sig føre vestover - det må have taget måneder - og hørte den monotone lyd af vinden og skøjternes jern - er det så ikke naturligt at forestille sig, at denne lyd må være blevet betydningsfuld for dem? (-) Jeg må finde den karakteristiske sang, der har sit udspring i lyden af skøjtejernet mod isen."

Videnskabelig teori eller poetisk vision, måske er der ikke så langt mellem de to - og det lykkes faktisk fortælleren at gøre visionen til begyndelsen på en rejse og en fortælling: Han kontakter gud og hvermand, herunder den norske konge og medierne, og kommer af sted med sine seks mand til en ø med liflig kokos, saftig ananas, enerverende myg og ulidelig varme. Detaljeret dokumenteret bål for bål i kapitlet "32 bål" og foto for foto i midteropslagets billedserie af Loe og kammersjukkerne med blomsterkranse, kokosnødder og groende skægvækst.

Lavenergi

Det, der hele tiden kredses om, er spørgsmålet om, hvad en ung mand gør, som er født efter heltenes tid - efter de store kampes, de store fortællingers, de store bedrifters tid. "Vi, som ikke byggede Norge," hedder første kapitel, og det er en sådan generations selvopfattelse, romanen formidler. Og det gør den så på bedste laid back, ironiske, postmoderne 90'eragtige vis: Den kaster et tomt tegn (urskøjteteorien) ud i verden og lader det få 'virkelige' konsekvenser. Den parodierer fællesskabet af driftige, ekspeditionsrejsende mænd med en flok unge fyre, der tusser rundt under palmerne og 'leger' forskning: Leder efter urskøjter på havets bund, leger socialt eksperiment med forskellige samfundsformer (oligarki, enevælde, kommunisme, etc.), klassificerer pigetyper i "Pigernes periodiske system" osv.

Der er meget lidt energi i det, og det er vel også meningen, men jeg savner den højspænding af humor, som Loe senere har udviklet, og som har givet forfatterskabet den drivkraft, som de tidlige bøger savner.

Men nu, mens jeg sidder og skriver dette, er der alligevel et stilistisk træk ved Loes roman, som trænger sig på, og som jeg ville ønske jeg kunne imitere: Den absolutte syntaktiske enkelhed. Den informationstæthed, som jeg her har siddet og bøvlet med med at pakke ind i mine sætninger, uden at de bliver for lange og fnidrede, formår Loe at aflevere ganske ubesværet i sin enkle, naive syntaks. Det er selvfølgelig også derfor, bogen kommer til at fylde små 500 sider, men de er hurtigt læst. Og det kan man da godt få tiden til at gå med, mens man venter på de andre Loe-bøger, som allerede er udkommet.