Skam over forlagene

Der er fire oversættere blandt de kunstnere, der modtager statens livsvarige ydelse. Det lave antal siger noget om den ringe bevågenhed, denne faggruppe har, på trods af at de fleste bøger, der udgives, er oversatte.

Mange litterære oversættere er fuldtidsoversættere til stor glæde for landets læsere, men den løn, forlagene giver dem, er mildest talt ussel, selv om de er højt kvalificerede sprogbegavelser med universitetsuddannelse. De behersker ofte flere fremmedsprog og mestrer især deres eget modersmål til næsten fuldkommenhed.

Oversættere får udbetalt et beløb på mellem 1.900 og 2.200 kroner pr. ark, dvs. 16 sider à 2.000 enheder. For en bog på små 300 sider vil honoraret typisk være cirka 30.000 kroner - uanset oversættelsens sværhedsgrad. For den samvittighedsfulde oversætter er arbejdet meget tidskrævende, hvorfor timelønnen ofte ligger under mindstelønnen.

Selv store forlag går ikke af vejen for at trykke arkprisen med 100 kroner, og for ekstern tekstredigering af oversættelser betales typisk for en kriminalroman 4.000-5.000 kroner, lidt mere for en vanskeligere tekst, men slet ikke hvad der burde betales for en opgave af den karakter.

Svag faggruppe

Tidligere blev honoraret udbetalt straks efter aflevering af oversættelsen, men nogle forlag venter nu til efter redigeringsfasen, så oversætteren først bliver betalt både én, to og tre måneder - måske mere - efter, at arbejdet er udført.

Forlagene forsvarer de lave honorarer med, at der ikke er råd til at udgive så mange oversatte bøger, hvis oversætterne skal betales bedre, men dels er ikke alle udgivelser nødvendige, dels kan det ikke forsvares, at det altid er den samme faggruppe, der skal trykkes økonomisk. Der synes aldrig at være tale om, at fastansatte forlagsfolk kunne holde igen. De får ellers i modsætning til oversætterne både feriepenge, løn under sygdom og indbetaling til pension.

Når forlagene år efter år kan slippe af sted med groft at underbetale de litterære oversættere, skyldes det udelukkende, at oversætterne er en heterogen, lavt organiseret og derfor svag faggruppe. At forlagene udnytter denne svaghed er helt utilstedeligt - skam over dem!

Ufølsom redigering

Blandt forlæggere, der deltager i den tiltagende jagt på salgssucceser, er der desværre efterhånden opstået den udbredte opfattelse, at en tekst skal normaliseres, i hvert fald når den ikke er skrevet af en stor forfatter. Forlagsredaktører går derfor ufølsomt ind og betonretter i teksten, foretager en række ændringer mod oversætterens bedste overbevisning og ikke sjældent i modstrid med ordlyden i originalteksten. De tillader sig at stryge ord og hele sætninger for ikke at skræmme læserne med uortodokse vendinger.

Enhver forfatter har krav på, at hans tekst bliver taget alvorligt, og naturligvis burde det være enhver oversætters ret at afgøre, hvad og hvordan der eventuelt skal ændres i en oversættelse. Det er jo oversætteren, der i sidste ende er ansvarlig for oversættelsen og lægger navn til den.

Tidligere var der en standardkontrakt for oversættere, men forlæggerne opsagde den for en del år siden. De fleste forlag bruger den dog stadig, men den trænger til grundig revision. Et større forlag har udarbejdet sin egen meget forringede standardkontrakt. Heri står der meget om forlagets ret til både det ene og det andet, men praktisk talt intet om oversætterens rettigheder, intet om hvornår honoraret skal udbetales, intet om retten til at læse anden korrektur og intet om, i hvor stor udstrækning forlaget må foretage indgreb i oversættelsen. Her er også alle sekundærrettigheder strøget, så oversætteren ikke mere får betaling, når oversættelsen benyttes i bogklubudgaver, som billigbog eller lydbog og ved oplæsning i radio og tv. Til gengæld får oversætteren den fyrstelige sum af 2.300 kroner pr. ark! Den kontrakt burde boykottes, men et af problemerne for oversætterne er, at langtfra alle er organiserede i Dansk Oversætterforbund, og at der altid findes en, som er villig til at påtage sig oversætterarbejde, fordi han eller hun mangler penge eller bare dukker sig og frustreret finder sig i betingelserne.

Gode oversættere kan ikke værdsættes højt nok. I stedet for at overveje at om- eller nedlægge den livsvarige kunstnerydelse bør politikerne sørge for, at flere oversættere bliver tildelt denne hædersgave og dermed får et anstændigt livsgrundlag, som det er vanskeligt eller umuligt for dem at skabe sig alene ved flid.

Karin Bang er ph.d., forfatter og oversætter