Censur er måske for stærkt et ord, hvor begræsninger i ytringsfrihed er mere dækkende. Men skribenterne i et nyt nummer af PEN's medlemsmagasin er man ikke karrige med at bruge det, når det handler om USA, som vi normalt anser for en af ytringsfrihedens stærkest fremskudte bastioner. PEN er en international sammenslutning af forfattere med afdelinger i diverse lande og verdensdele, hvis formål er at støtte censurramte forfattere og dermed ytringsfriheden overalt i verden.
USA-censuren er temaet denne gang, og magasinet bringer i den forbindelse en liste over bøger, som har været forbudt, er forbudt eller søges forbudt. Interessant læsning.
Man vidste jo godt, at f.eks. Nabokovs nu klassiske roman Lolita, der gav navn til et helt kompleks udi psykolgiens fagsprog, blev ramt af censuren i USA, da den udkom i 1955. Mere overraskende er det, at drengebøgerne om Tarzan også har været forbudt flere steder i Guds eget land, fordi junglens konge levede i synd med sin Jane, skriver Mille Rohde og Jens Lohmann i en artikel. De var ikke lovformeligt gift - og har uden tvivl dyrket sex sammen oppe i trætoppene, hvilket ikke mindst aberne har kunnet tage skade af eller hvad?
Krænkende passager
Sagen er nemlig den, at censuren i dag ikke finder sted centralt fra Washington, men lokalt rundt omkring i staterne og rundt omkring i de enkelte skoler og biblioteker m.v. De kan selv bestemme. Lokale domstole kan ligledes gribe ind.
Lad gå, når det gælder om at beskytte børnene. Det kan være fair nok, men voksenbibliotekerne? Jamen, de er jo tit privat finansieret.
I de største byer er der nogenlunde frit slaw for ytringsfriheden, men kommer man ud i provinsen, skrues bissen på. Det har typisk været 'sex, krænkende passager' og frække ord, stødende sprog, som har været årsagen til de lokale udstødelser. Hvilket har - man tror, det er løgn - ramt blandt andre Anne Franks Dagbog, Hemingways Farvel til våbnene og J.D. Salingers Forbandet Ungdom.
Fra nyere tid er der f.eks. Anthony Burgess' Clockwork Orange. Arthur Millers En sælgers død blev i sin tid anklaget for blasfemi, og de kristne har i det hele taget været grundigt på krigsstien.
Hulebjørnesex
Sågar Hulebjørnens Klan har man haft på censurdisken i afdelingen for sex. Aldous Huxley, William Faulkner, Anne Rice og Stephen King har man ligeledes været efter og Ray Bradburys Fahrenheit 451. Der er snart ikke den litterære bog, der ikke kan anses for meget, meget farlig.
Også overraskende har man været på nakken af den stakkels Mark Twain. Da Huckleberry Finn udkom i 1885, blev den anklaget for at gøre negerdrengen for klog. Så sent som i 1990'erne igen, men denne gang for at bruge ordet 'nigger.' Venstreorienterede grupper samt organisationer i den farvede befolkning forlanger begrænsninger ud fra en politisk korrekthedsvinkel. Huckleberry Finn skal være den bog, som har været forbudt flest gange i USA's historie, og med Harriet Beecher Stowes Onkel Toms Hytte har den også været rivegal.
Det værste er det pres, som magtfulde forældregrupper og andre lægger på boghandlerne. Ikke blot den enkelte, men kæderne. Så bliver boghandlerne ramt på pengepungen, og det kan gøre dem yderst medgørlige. Hvilket igen smitter af på forlæggerne, som lader det gå ud over visse forfattere. Og som Arthur Miller formulerede det: "Efter selvcensur er det næste skridt, at du benægter selvcensuren!" Akkurat som med voldsramte kvinder for nu at parallelisere.
