Myter fordrejer løgne og får dem til at se naturlige ud. Opgaven er derfor at se bag myternes fordækte karakter, sagde den nu afdøde franske sociolog Roland Barthes altid.
Om marxisten Barthes har været inspirationen for EU-Kommissionens nye rapport om euroen er nok tvivlsomt. Rapporten er skrevet i et tørt økonomisk sprog, og stilen er milevidt fra poetiske Barthes' snurrige sætninger.
Men med undtagelse af sproget er det alligevel et rigtigt mytedræbende Barthes-ærinde, Kommissionens embedsmænd er ude i, når de i rapporten skyder myten om euroen som drivkraft bag massive prisstigninger ned.
For er der noget, europæerne er fælles om i en tid, der ellers glimrer ved den totale mangel på fælles europæiske projekter, så er det forestillingen om, at priserne fik et ordentlig nøk opad, da euroen blev indført som fysisk valuta i januar 2002.
Kortvarig prisstigning
Da butikker og forhandlere skulle skifte de gamle prisskilte ud med nye europriser, så mange af dem deres snit til at runde op og score en ekstra gevinst.
Derfor hedder det sig, at det er blevet meget dyrere at leve i eurozonen efter indførelsen af euroen - eller 'teuroen' som tyskerne siger for at få det til at rime på teuer (der betyder 'dyr' som i en dyr vare, red.) Men det er en myte. En myte, der efter seks år ikke har bund i nogen form for virkelighed. Indførelsen af euroen gav nationale prisstigninger på 0,1-0,3 procentpoint, har Kommissionen beregnet. Men i hele perioden med euroen har den gennemsnitlige inflation i euro-området kun været to procent om året mod en gennemsnitlig inflation på 8-10 procent i 1970-1980'erne.
Selv inklusiv de seneste tal, der viser, at inflationen i eurozonen lige nu er omkring tre procent, har prisstabiliteten i eurozonen på den baggrund aldrig været mere stabil.
Hvorfor er det så alligevel en vedtaget sandhed, at euroen driver priserne op i den blå Europa-himmel? En del af forklaringen skal findes i betydningen af de nære dagligvarer. Først og fremmest de fødevarer, som lige nu bliver dyrere og dyrere rundt omkring i Europa.
Stigningen i fødevarepriserne virker ekstra stærkt på mange forbrugere, fordi de hver dag konfronteres med prisstigninger under deres daglige indkøb.
Mange priser er faldet
For forbrugerne bliver det til en slags fantomsmerter i husholdningsbudgettet. En smerte, der er reel nok, men også en smerte, der bliver forstærket af psykologiske faktorer.
Oplevelsen af at for eksempel kød og mælk bliver mærkbart dyrere, bliver til en mere generel oplevelse af, at alle varegrupper er blevet dyrere. Også selv om prisen på flere varegrupper som tøj, mobiltelefoner og bærbare pc'ere faktisk samtidig falder.
Den type varer køber forbrugerne bare ikke så ofte, at de bemærker prisfaldene. Eller omvendt så køber forbrugerne disse varer lidt oftere, så de stadig fylder det samme i husholdningsbudgettet på trods af prisfald. Et oplagt eksempel på det sidste er de mobiltelefoner, som stort set alle europæiske familier i dag ejer minimum et eksemplar af.
Forklaringer på prisstigninger i Europa er der mange af: Bl.a. mangel på konkurrence, der flere steder tangerer karteldannelse. Men hvor ondt det end gør, når fantomsmerterne rammer husholdningsbudgettet, er det forkert at skyde skylden på euroen.
For én gangs skyld - og nok kun denne ene gang - ville professor Barthes måske have nikket anerkendende til de nålestribede embedsmænd i EU-Kommissionen.
