Rigsadvokaten kommer til at afgøre, om en betjent skal anklages for vold, fordi han med sin stav slog en svensk mand i hovedet i Parken i april 2005.

En gruppe svenske fodboldtilhængere vil gå videre med den meget omtalte sag, hvor betjenten og andre politifolk brugte deres stave mod tilskuere til en kamp mellem Malmö FF og FCK. Også betjenten selv vil klage over afgørelsen, som statsadvokat Lise-Lotte Nilas traf i går i den tre år gamle affære. Det skyldes, at han har fået hård kritik af statsadvokaten.

’Særdeles kritisabel’ lyder statsadvokatens bedømmelse af politiassistentens opførsel, som dog ikke kan føre til en anklage om overtrædelse af straffeloven. Der er ikke beviser for, at han havde forsæt til at begå vold, mener statsadvokaten.

I stedet står betjenten til en disciplinær straf, som for eksempel kan bestå i en bøde eller en irettesættelse.

Uden at orientere sig om, hvem eller hvor han ramte, svingede han med stor kraft sin stav og ramte svenskeren Ola Jangbecker i hovedet, fastslår statsadvokaten.

Svensk undren

De svenske fodboldtilhængeres advokat undrer sig over, at der ikke skal rejses en straffesag.

Det er paradoksalt, fordi politiets eget reglement jo siger, at man ikke må anvende stav mod hovedet. Mine klienter er dybt rystede over afgørelsen,” siger advokat Åge Kramp.

Ola Jangbecker var sygemeldt og havde tilbagevendende anfald af hovedpine en måned efter slaget, som gav en flænge på cirka 10 centimeter.

Jeg føler det lidt som om, jeg har fået bank af mine egne,” siger Jangbecker, der er vagt i et privat vagtværn i Malmø.

Svenskerne vil klage til rigsadvokaten over afgørelsen, og det samme vil som nævnt den kritiserede politiassistent. Hans advokat, Torben Koch, langer hårdt ud mod statsadvokat Lise-Lotte Nilas:

På grund af kritikken af sagsbehandlingstiden har statsadvokaten besluttet at give offentligheden en luns kød. Man har ofret en bonde. I mine øjne har betjenten ikke gjort noget forkert,” siger Torben Koch.

Samtidig siger han, at det er en myte, at politifolkene har trukket sagen i langdrag. Tværtimod skyldes de tre år, at byretten ikke ville beskikke advokater for betjentene, og de blev derfor af deres advokater rådet til i første omgang ikke at lade sig afhøre, lyder det.

Tabte pistol

Den kritiserede betjent tabte under begivenhederne i Parken sin skarpladte tjenestepistol, men opdagede det ikke. Også dette er kritisabelt, fastslår statsadvokaten.

I alt slog de civilklædte betjente cirka 50 gange på de svenske tilskuere. Både antallet og måden, stavene blev brugt på, har fået Politiklagenævnet til at rejse en mere generel kritik: Der blev “anvendt en unødig og for hårdhændet - og dermed uberettiget - magtanvendelse, der medfører, at de pågældendes adfærd må karakteriseres som kritisabel,” skriver nævnet. Men statsadvokaten kan ikke skrive under på denne vurdering.

Hun har i stedet valgt at kigge isoleret på hver eneste episode, og konklusionen er altså, at kun en enkelt betjent kan lastes for sin opførsel.

I øvrigt har Københavns Politi efter hændelsen ændret taktik ved store fodboldkampe. Nu er der ikke længere civilklædte betjente på tribunerne - og i så fald blot som såkaldte ‘spottere’. Ved kampen for mere end tre år siden bar nogle af betjentene ikke synlig legitimation, og enkelte svenskere troede i første omgang, at de blev overfaldet af danske hooligans. Københavns Politi har fortalt statsadvokaten, at civilklædte betjente skal iføre sig gule veste, hvis de både inden og uden for stadion vil anholde borgere.

Det langstrakte forløb i fodboldsagen er en af årsagerne til, at justitsminister Lene Espersen (K) nedsatte et udvalg, som skal forbedre politiklageordningen. Statsadvokat Lise-Lotte Nilas erkender, at der er gået alt for lang tid. Det er ‘overordentlig utilfredsstillende’, lyder det selvkritisk i den 98 sider lange afgørelse.