Ny bog

Den tvetydige landsforræder

Omfattende biografi om den danske SS-officer von Schalburg
16. maj 2008

Norge havde Quisling, hvis navn opnåede at blive synonymt for landsforræder. Tegneren Blix lader Quisling ankomme til Hitlers hof. "Quisling!" præsenterer Quisling sig. "Og navnet?" spørger adjudanten.

Helt så vidt kom det dog ikke for en af Quislings danske pendanter, officeren og den senere SS-kommandør C. F. von Schalburg. Men navnet Schalburg blev ikke desto mindre varemærke for det usleste usle under og især efter besættelsen: Personen, der i eget besatte land gik i besætterens sold, trak i de tyske elitestyrkers officersuniform og kæmpede og døde for fjenden.

Dertil kom, at myten om Schalburg afstedkom et forhold, der rakte langt ud over manden selv. Efter at Schalburg havde fundet heltedøden på Østfronten den 2. juni 1942, oprettedes på den tyske overkommando og SS-Reichführers ordre et militært korps i den faldnes navn. Korpset, hvis oprindelige hensigt var at udgøre de danske SS-styrkers rygrad, specialiserede sig snart i ren terrorisme og stod for adskillige af den sene besættelses alvorligste overgreb mod danskere.

På denne facon kom navnet Schalburg alligevel til at gå over i sproget. På dansk side saboterede man tyskernes materielle interesser: jernbaner, våbenfabrikker og tyske tilholdssteder; på den anden side schalburgterede Schalburgkorpsets brutale flok danske nationalsymboler og dansk ejendom - ofte som gengæld for det første. Begrebet schalburgtage hjalp forståeligt nok ikke på den afdøde officers i forvejen anløbne rygte, men ikke helt retfærdigt.

At komme i kamp

Von Schalburg - med dansk-tysk-russisk slægtsbaggrund - var glødende antikommunist, antisemit og patriot på én og samme gang. Hvad Schalburg foretog sig, var altid heftigt og med fuld skrue og uden antydning af nuancer endsige kvalificeret tænkning som grundlag. Soldat i marv og ben var han og med ét mål i tilværelsen: at komme i kamp for sin brændende overbevisning. I den forstand mere idealist end skurk.

Således kan Schalburg disse mange år efter opfattes, uden at man skal gøre for meget vold på kilderne, og således opfatter historikeren Mikkel Kirkebæk denne kontroversielle dansker, der tilmed var dansk nazist, men mere som følge af sine idiosynkrasier end som følge af speciel kærlighed til Tyskland. Desuden var Schalburg inderlig kristen. Dog glider holdningerne med tiden sammen; mødet med Adolf Hitler bliver et højdepunkt i Schalburgs korte liv. At Hitler tog sig kærligt af jøderne, mere end billigede Schalburg, der vist nok ikke deltog i (ret mange) likvideringer af jødiske mennesker, men som utvivlsomt kunne have gjort det.

Den yderste konsekvens

Dertil kom Schalburgs begejstring for Hitlers ombringelse af demokratiet. Demokrat var den biograferede ikke og delte dermed synspunkt med adskillige danskere i tiden, også nogle fra kongehuset. Det, der adskilte Schalburg fra en Kaj Munk og flere andre i så henseende, var, at førstnævnte drog den yderste konsekvens af foragten for parlamentarismens palaver og betagelsen af fascismens stærke mænd og gik over til fjenden. Det bødede han så for, kan man sige.

Mikkel Kirkebæk gennemgår minutiøst von Schalburgs liv og virke i en velskrevet og også meget spændende bog om denne person, hvis bekendtskab næsten ikke er til at bære. Måske bogen også er en kende for minutiøs. Eller for lang. Der kan sikkert ikke siges meget mere om von Schalburg, spørgsmålet er, om der ikke siges for meget. Nuancer skal man jo ikke kimse ad, men jagten på nuancer behøver ikke udelukke det redigerende instinkt og for eksempel udelade mindre detaljer.

Sagen er vel den, at Schalburg egentlig ikke var nogen særlig interessant person. Stærkt ensporet, ikke overvældende begavet - det kunne han jo dårligt være med den indstilling; ikke nogen stor soldat, lidt et taktisk hul i jorden og på alle stræk menneskeligt afstumpet. Schalburg var en type, af hvilken det 20. århundredes første halvdel desværre var rigeligt leveringsdygtig. En skidt knægt, en kommanderende kommanderet natur, der var parat til at gøre stort set, hvad han fik besked på. Det kunne nok siges kortere.

Kirkebæk skal dog have tak og ros for også at afdække denne side af besættelseshistorien om denne store landsforræder med det tvetydige motiv.

Schalburg - en patriotisk landsforræder

Mikkel Kirkebæk
511 sider
399 kr.
Gyldendal
ISBN: 978 87 020 64 933

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • Bro-modstand er opgivet

    Danske broer vækker mindre og mindre modstand. Beslutningen om nye broer træffes over hovedet på befolkningen, der har givet op og vænnet sig til broerne, lyder flere eksperters bud
  • Jokum-Rhode-dramatiker-02.jpg

    En verden uden utopier er en verden i forfald

    I en ny radikal gendigtning af Aischylos' 'Orestien' lader dramatikeren Jokum Rohde den antikke tragedie munde ud i en kommunistisk revolte. Vi har brug for utopier som et korrektiv til vores demokratisk-kapitalistiske samfund, lyder budskabet
  • Taleban vinder propagandakrigen

    De internationale styrker skal geare gevaldigt op for kommunikationen med den afghanske offentlighed, hvis de skal vinde befolkningens tillid, vurderer flere eksperter
  • turnright-912847198274.jpg

    Hjælp, jeg er højreorienteret ...

    Eller er jeg? Jeg er i gang med at give mig selv et grundigt serviceeftersyn på de politiske holdninger, men det må man ikke, og en veninde faldt fra med væmmelse
  • Ny stjerne, samme opskrift

    Danmark har i Caroline Wozniacki snart en tennisspiller i den absolutte verdenselite. Men Wozniackis succes ændrer ikke ved, at kvindetennis har udviklet sig til en sport, hvor det først og fremmest gælder om at slå rigtig hårdt
  • iranhomoseksuelle239847.jpg

    Irans militær anerkender homoseksuelle

    Selv om Iran betragter homoseksualitet som en forbrydelse, der skal straffes med dødsstraf, bliver nogle homoseksuelle mænd alligevel officielt fritaget fra deres militærtjeneste