Det er ganske enkelt ikke korrekt, når Espersen og Rohleder i Information den 13. maj hævder, at Krogerup Højskole, hvor jeg var forstander 2005-2008, ikke rykkede, når det gælder den danske udlændingepolitik.
Eleverne på skolen fik sat markant fokus på forholdene for børnene på asylcentrene, som senere blev taget op politisk; også af mange borgerlige politikere. Ligesom vi kæmpede for ungdomshuset, ligesom vi gik imod latterliggørelsen af muslimer osv.
I Påtalen anker de to debattører over mine bud på fornyelsen af højskolen. Nu var kritikken i kronikken ikke specifikt rettet mod Vallekilde højskole, så det var ikke nødvendigt at føle sig truffet.
Det er set før
Skribenterne kommer ikke selv med konstruktive bud på højskolens fremtid. Eneste ide er et forberedelseskursus til Journalisthøjskolen, som man trods alt har hørt om før.
Det er mestendels en gang rønnebærrene er sure og debattørerne forholder sig ikke til min hovedpointe, nemlig hvorledes vi tiltrækker unge med anden etnisk baggrund, som bør være en central opgave for den moderne højskole.
Når det gælder multikultur har både Krogerup og Europahøjskolen gjort interessante erfaringer, som måske kunne inspirere...
Det er nødvendigt, at alle højskoler tager sig selv alvorligt i nakken og dokumenterer, at skolerne overhovedet er relevante her i begyndelsen af det 21. århundrede.
Vist findes der ikke nogen enkelt mirakelkur for at redde højskolen i dag. Men én ting ligger efter min mening fast:
Vi kan ikke nøjes med at køre videre ad de vante spor. Og der er brug for dristighed, fantasi og personlig integritet for at komme videre.
De to højskolefolk kritiserer, at jeg på både Krogerup højskole og Europahøjskolen tiltrækker markante navne fra ind- og udland.
Men på sådanne engagerede skoler, der spiller en rolle i samfundsdebatten, er det naturligt, at politikere som Line Barfod, Jeppe Kofod og Ellen Trane Nørby har deres gang.
Man kan være enige eller uenige med dem, men de er stjerner i den unge politikergeneration.
Andre som den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer har en indsigt og viden, som kan tilføre den danske debat nye ideer og perspektiver, når det for eksempel gælder Europas fremtid. Højskolerne ville gøre sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at trække på den slags personer. Jeg synes, debattørernes populistiske snak om bræk og kändisser ligner en Jantelov i ny forklædning.
Aktuelt har vi på Europahøjskolen og den økologiske landbrugsskole på Kalø besluttet fremover at indføre to kødfrie dage om ugen for både medarbejdere og vore mange elever.
Det er et beskedent bidrag, men hvis vi vil ændre verden til det bedre, må vi starte med os selv. Og hvis andre fx højskoler følger trop kan vi måske få rettet verdens skæve gang.
Argumenterne for at handle og handle nu er overbevisende både ud fra hensynet til klimaet, miljøet, de globale uligheder og pgr. af vandmangel. Klima- og fødevareproblemerne er alt for alvorlige til at overlade alene til politikerne. Derfor tager vi sagen i egen hånd.
