Vi er alle skyldige

En ny skurketype er ved at snige sig ind i biograf-mørket. Den ligner hverken de gammeldags seriemordere eller de følelseskolde. Den nye filmskurk ligner snarere et almindeligt menneske - faktisk ligner den i betænkelig grad du og jeg
16. maj 2008
Af: Per Juul Carlsen

Vi har set alle former for skurke og monstre. Intelligente seriemordere, der spiser deres ofre. Rovdyr fra det ydre rum, der mæsker sig i menneskeheden. Bestialske mordere med knive i stedet for fingre. Tyranniske skoleinspektører, der hiver øret af små drenge.

Men tag jer i agt for en ny type skurke, der er endnu mere rystende og chokerende end Darth Vader, Hannibal the Cannibal eller skoleinspektør Lindum Svendsen fra Drømmen: nederdrægtige væsener, der spekulerer i friværdi og selvfed trivsel, mens moralen forfalder omkring dem, skrækindjagende bæster, der kun går i biografen for at hygge sig med mord og tortur. Uhumske typer, der svælger i den virkelige verdens død og ødelæggelse på internettet. De er alle på vej ind i biograferne. Og det mest chokerende ved de her nye typer skurke er, at de ligner helt almindelige mennesker. I princippet er det du og jeg.

Publikum som skurk

De første vidnesbyrd om den nye type skurke har allerede ramt biograferne. I forrige måned var der premiere på østrigske Michael Hanekes Funny Games, en direkte reaktion på ironisk, legende filmvold, som man kan se den i film af Quentin Tarantino og hans disciple. Haneke henvendte sig direkte til det unge publikum, der svælger i mord og tortur, og forsøgte at vise, hvordan biografpublikummet er direkte medskyldige i den eskalerende gru i billedmedierne. Han ville give os dårlig smag i munden over at betragte andre menneskers lidelser som underholdning.

Den idé blev fulgt op i sidste uge af en Gregory Hoblins ganske traditionelle thriller, Untraceable, der har det lille interessante twist, at skurkene i filmen er de samme som i Funny Games, altså almindelige mennesker, der betragter andre mennesker, mens de dør en spektakulær og gerne smertefuld død. I Untraceable opretter en computertroldmand en hjemmeside, hvor et menneske bliver tortureret ihjel, men kun hvis andre mennesker logger sig på siden for at studere synet. Og det gør folk - i hobetal.

Det er en direkte kommentar til den følelseskolde dyrkelse af ægte død, der florerer på internettet, for eksempel i form af små film, hvor terrorister halshugger gidsler. Og en direkte kommentar til menneskets særlige natur, naturligvis.

I næste måned dukker en helt tredie type skurk op i de danske biografer i Søren Kragh-Jacobsens thriller Det som ingen ved. Der er ikke tale om en blodtørstig slambert, men derimod om et helt igennem almindeligt menneske, der har spekuleret i at hytte sit eget skind og udnytte sin friværdi, mens myndighederne lige så stille har gjort Danmark til et overvågningssamfund med stærkt udvidede beføjelser til diverse efterretningstjenester. Det som ingen ved er en klassisk thriller af Hollywood-tilsnit, men med et los i rumpen til magelige gennemsnitsdanskere, der har snorksovet, mens politistaten er blevet sneget ind af bagvejen.

Skabte vi også Hannibal?

Ideen med at lade selve publikummet være skurken er ikke ny. Allerede i 1936 viste østrigeren Fritz Lang, hvilke forbrydelser en løbsk menneskemængde kan udføre i sin amerikanske film, Fury, hvor en rasende, blodtørstig hob krævede et menneske henrettet for noget, han ikke havde gjort. Og Michael Hanekes Funny Games er egentlig en genindspilning af hans egen 10 år gamle tysksprogede film.

Men der er ikke tvivl om, at de 'almindelige' skurke vil præge biograferne i de kommende år. Filmverdenen har brug for ny energi, nyt skurkeblod. Seriemordere er stadigt fascinerende, men hvordan overgår man Hannibal the Cannibal og giver os det frydefulde filmchok, vi elsker? Og hvordan skaber man en mørkere fyrste end Darth Vader?

Det er så godt som umuligt. Til gengæld er der rigeligt med spændende muligheder ved at vende kameraet mod Den mørke Side af biografpublikummet. Menneskets psyke har uanede ressourcer at suge af. Er der nogen, der har fortjent at optræde i skurkerollen på film, er det du og jeg. Det falder endda helt naturligt i en tid, hvor det står mere og mere klart, at vi er gang med at pine livet af vores egen Moder Jord.

Og er det måske ikke os, der i vores ublu krav om underholdning selv har skabt rædselsvækkende skabninger som Hannibal the Cannibal og Darth Vader og gjort dem til de stjerner, de er?

Per Juul Carlsen er vært på P1's filmprogram, Filmland.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • ff-2obamaposter239874923874.jpg

    'Vi vil så gerne have, at Obama skal være progressiv...'

    Barack Obama er af både danske og amerikanske medier blevet beskrevet som progressiv, en forandringens mand. Men Obama har under hele kampagnen placeret sig 'godt i hovedstrømmen', mener flere eksperter
  • ladies.jpg

    Man bliver grim af at skrive

    Det er sjældent, at den nordiske samtidslitteratur formår at tilfredsstille både intellektuelt og litterært. Men det gør Mara Lee
  • 20080828-131150-6.jpg

    En bjørn i ulveklæder

    Der er tale om en utilgivelig og farlig russisk magtdemonstration, som kan få alvorlige følger for forholdet mellem Rusland og de tidligere sovjetrepublikker, som er blevet bestyrket i deres frygt for russiske imperiale hensigter, og forholdet mellem Moskva og Vesten
  • Karadzic i deres hjerter

    Efter 13 år på flugt begynder retssagen mod krigsherren fra 90'erne, Radovan Karadzic, i morgen i Haag. Jens-Martin Eriksen er i den anledning rejst til det dybeste Serbien, hvor folkekultur rimer på krigspolitik
  • ff-932874923847bobbitt.jpg

    'Stort set alt, hvad vi ved om terror, er forkert'

    Han regnes som favorit til at blive sikkerhedsrådgiver for Barack Obama og har fungeret som rådgiver for seks forskellige amerikanske regeringer. Information har talt med den amerikanske forfatter og professor Philip Bobbitt
  • ff20080826-181437-pic-486019354.jpg

    Under overfladen

    Den danske filminstruktør Kasper Barfoed er stor fan af sin amerikanske kollega Michael Mann, hvis film 'Collateral' har været en stor inspiration for Barfoeds seneste film, thrilleren 'Kandidaten', der har premiere på fredag