Købt af det syriske diktatur

"Salaam," bliver der råbt over til den anden side. Det er noget nær det eneste, vi ikke-arabisktalende deltagere forstår. Fred betyder det. Vi er på Shouting Hill efter en etape på 30 kilometer i de syriske Golanhøjder. Her står vi en kæmpe flok med et syrisk flag i den ene hånd og et stykke organzastof i den anden. Tv filmer, fotografer knipser. Lystigt vifter vi med flag og organza over til den syriske by Majdal Shams, der er besat af Israel.

Efter Seksdagskrigen i 1967 okkuperede israelerne byen. Mange familier blev splittet. De må kun besøge hinanden ved særlige lejligheder såsom bryllupper. At råbe frem og tilbage over grænsen var før mobilalderen den eneste måde at kommunikere på.

Follow the Womens forkvinde, Detta Regan, råber også over til den lille forsamling ovre på den anden side:

"Vi vil gøre vores for at få hele Golan tilbage til Syrien."

Mediecirkus

Inden da har vi cyklet gennem Quneitra. Ødelagte bygninger på stribe står tomme og får lov til at forfalde. Israelerne bombede byen tilbage i starten af 70'erne i Yom Kippur-krigen, og Syrien har valgt at lade den stå som et slags museum. "Et minde om Israels grusomheder," siger en syrisk deltager.

Flere af cyklisterne på turen træder af for at tisse. Hvad de ikke ved er, at de ikke må bevæge sig uden for den asfalterede vej. Der er risiko for miner. Men information er ikke ligefrem de syriske organisatorers stærke side, hvilket er lidt pudsigt i betragtning af, at det er telegiganten MTN, der sørger for vores ophold og program i Syrien. Sponsor af Follow the Women i 2008 og officiel sponsor af FIFA World Cup 2010.

Vi bor på femstjernet luksus i de tre dage, vi er her. Cykeleventyret i Syrien begynder på et stejlt højdedrag uden for Damaskus. Der bliver sendt balloner op ved start. To trucks med journalister og fotografer kører foran os, og MTN har deres egen lille radiovogn, der sender direkte interviews og reportager fracykelturen.

Vi ved ikke, om de også rapporterer om de tre uheld, der sker inden for den 43 kilometer lange etapes første time. Det er stejlt, og ikke alle er vant til at cykle. Én brækker næsen ved et styrt, en anden hånden, en tredje - en kameramand, der pludselig springer ud på vejen og bliver torpederet af en cyklist - bliver bevidstløs og får hukommelsestab. Igen mangler der klare informationer om basale ting som dagens rute og om, hvordan man cykler. Til gengæld er der store vejbannere med MTN og Follow The Women på hele strækningen.

Hos diktatorfruen

Etapen ender i Damaskus by, hvor vi vækker begejstring hos indbyggerne. Godt 200 kvinder drøner gennem Syriens hovedstad, mens der bliver sunget: "I'm from here and you're from there - we want peace everwhere."

Derefter bliver vi kørt ud i en flygtningelejr med palæstinensiske flygtninge. En amerikansk deltager bryder grædende sammen og fremstammer noget om, "hvor forfærdeligt hendes regering har behandlet verden".

Tv filmer, fotografer knipser.

Om aftenen er vi inviteret hjem til den syriske diktatorfrue, Asma Al-Assad. Vi bliver mødt af en slank skikkelse i sort til knæ og skuldre, sort neglelak, et læder-armbånd og et par Christian Louboutin-stiletter med de karakteristiske røde såler. Det er svært ikke at lade sig betage af denne 32-årige yderst sympatiske kvinde. Asma Al-Assad disker op med et orgie af pindemadder, mens hun taler om universelle værdier som et godt familieliv. Den populære diktatorfrue, der er kendt for at engagere sig i samfundet, tager sig tid til at komme rundt til alle landegrupperne til en lille snak og et gruppebillede.

Danskerne spørger blandt andet - i forhold til de kontroversielle t-shirts, vi har fået trykt: "Er dialog med Israel vejen frem til fred i Mellemøsten?"

Asma Al-Assad svarer vagt, at "dialog mellem Israel og de arabiske lande er vejen frem. Men jeg synes, vi er kommet et godt stykke allerede". Hun ser desuden ikke sig selv som en politisk person.

Næste aften er programmet uden forvarsel ændret. Vi skulle have mødt en gruppe flygtningekvinder fra Irak og Palæstina. Men i stedet er vi til middag i noget, der ligner 'Las Vegas møder 1001 nats eventyr'. Det er en kæmpe restaurant med guldfarvede kupler, et skævt tårn kopieret fra Pisa og en Moulin Rouge-mølle. Vi mæsker os i hummus, fladbrød, kød og salater. Tv filmer, fotografer knipser. I to timer bliver vi underholdt af et danseshow om flyvende tæpper, Aladdin og kærlighed.

Det viser sig, at flygtningekvinderne har været forbi restauranten, men måtte ikke komme ind. Igen mangler der informationer fra de syriske koordinatorer.

Trods god mad og spændende møder med kultur og kvinder fra hele verden er der efterhånden flere, der får lidt dårlig smag i munden af hele mediecirkusset og topstyringen af vores program. Bliver vi i virkeligheden misbrugt af det syriske diktatur?

Det er måske prisen for femstjernet luksus, dyre restauranter og audiens hos diktatorfruen. En pris, flere helst havde været foruden.