En god måde at holde øje med politiske tendenser på er at opsnappe de ord, der dukker uventet op. Ofte kan sådanne ord spottes i erhvervslivets lidt ukritiske rovdrift på visse termer, hvor man ikke går så meget op i, om ordene skifter betydning undervejs i importen af dem fra helt andre områder.
I virksomhedernes årsberetninger kan man f.eks. se, at der er dukket et nyt ord op. Ordet er momentum. Fra managementlitteraturen, hvor det oftest hedder 'at holde momentum,' har det bevæget sig over i den politiske journalistik. Man kan f.eks. se det brugt i de politiske journalisters omtale af Barack Obama.
Han er en person, der har momentum, fordi han, som journalisten Peter Mogensen f.eks. skriver, forstår at tilpasse sig "de nye muligheder, som udviklingen i almindelighed tilbyder samfund kloden over, i særdeleshed mennesker og samfund der rykker".
Momentum bruges nu ikke længere i klassisk mekanisk udgave i betydningen: den impuls, som sammen med masse og hastighed beskriver ting som kraft og acceleration. I stedet bruges det om at kunne holde farten oppe og samtidig være i retning og i bevægelse hen imod noget, der ser ud til at ligge som et indre mål for bevægelsen.
Det er jo forunderligt, når bevægelser ser ud til at rumme både deres eget middel og deres eget mål. Det er særlig heldigt, hvis Barack Obama er opildnet af en stærk retfærdighedssans, hvormed han har tænkt sig at reformere det amerikanske sundhedsvæsen, og at denne retfærdighed får en virkelighed allerede forud for, at han har magt til at realisere den. Med momentum kan Obama, allerede inden han opnår politisk indflydelse, udgøre et sigtepunkt for den fremtidige amerikanske indenrigspolitik.
Det er meget langt fra den kontraktpolitik, man så i 1990'erne. En kontrakt gør fremtiden forudsigelig og vis; en fremtid hentet fra tilliden til en persons momentum er en fremtid, der er åben og forjættende og dog udgør et håndterligt og medieret rum for handling.
Det interesseløse behag
I filosofien har man længe overvejet dette besynderlige fænomen, at vi opfatter det som tillidsvækkende, når personer i vores nærhed udfører deres profession på den særlige måde, der forener passion og uegennyttig saglighed. Det er fascinerende, når nogle menneskers virke ser ud til at være båret af lyst grænsende til et nødvendigt kald, men hele tiden bevarer et fokus på sagen snarere end på, hvad vedkommende selv kan få ud af det.
Immanuel Kant formulerede dette som et paradoks, han kaldte 'det interesseløse behag', mens Aristoteles blot tænkte det som en mulighedernes virkelighed. At noget er muligt betyder hos Aristoteles, at det skaber en form for mulighedsrum, hvor en række dispositioner kan komme til udfoldelse.
Vi er således vant til at forvente noget af fremtiden, som kan læses af den nuværende situations dispositionelle karakter. Aristoteles beskriver dette ved at sige, at vi sammentænker bevægelsens mål og middel. Hans bevægelseslære eller lære om 'momentum' er formuleret dobbelt, netop som både energeia og en-telecheia. Tanken er, at bevægelse både er at være i gang (en-ergon) og at være på vej et sted hen (en-telecheia). Bevægelse er både energi og sigte. Aristoteles' bud er da oven i købet, at der for den politiske fremtid må satses på de særligt elegant udførte aktiviteter, der både rummer sit eget mål og ser ud til at give energi til den der udfører dem. Og sådan nogen finder man i kunsten af navigere et skib og at forstå at bevæge sin krop i dans og at kunne spille fløjte, men man finder dem også i statsmandskunsten.
Ny alliance
Med momentum er der med andre ord ingen automatik og fuldstændig forudsigelighed i forhold til den fremtid, der venter. Den politiske kunst må da siges endelig at være blevet anerkendt som kunst. Om der er personer, der formår at leve op til denne tillid, kan man ikke vide.
Men de mange amerikanske vælgere - lige nu er det vælgerne i West Virginia - forventer velsagtens, at der med Barack Obama og hans særlige momentum er en forandring og fornyelse undervejs, som netop er fornyelse og ikke gentagelse af det forgangne. Momentum må ret forstået betyde, at fremtiden ikke er uvis, kun løfterig og lovende. En fremtid tegnet af en person med momentum kommer uventet, men i tæt samarbejde med dem, der 'er' fremtiden.
Det er en ny alliance i politik mellem politiske kandidater til lederposter og bemyndigede vælgere/borgere. Den nye alliance er i en vis forstand personbåret og personfikseret med alt hvad dertil hører af typer af journalistisk dækning af kandidaternes sindsstemninger, spontanitet og beregning, men den er også andet og mere end personfikseret.
Det nye i alliancen mellem mennesker med momentum og vælgere med tiltro til en fremtid, der skal komme uventet, består i, at man ikke hæfter sig ved de politiske bedrifter og løfter om det samme, men at man ser på en person med dispositioner, der i visse situationer ville kunne komme til udfoldelse. Vil man lære disse dispositioner at kende, må man spørge til folks holdninger og til den patos, som de fremfører dem med.
