Umiddelbart fremstår Birthe Rønn Hornbech som taber, efter at hun i en kronik i Politiken onsdag udtrykte sig kritisk om regeringens politik og om Dansk Folkepartis 'stuerenhed'. Allerede dagen efter måtte hun bøje sig under det kollektive ministeransvar og tilslutte sig den lovgivning, hun havde advaret imod i kronikken. Da havde statsministeren annonceret, at han havde kaldt sin minister til orden og understreget, at hendes illoyale handling ikke måtte gentages.
Fogh valgte at forcere beslutningsprocessen omkring tørklæder og dommerembeder, så regeringen onsdag eftermiddag kunne lancere et lovforslag om forbud mod religiøs beklædning hos dommere samt genindførelse af en symbolsk dommerkappe.
Forslaget er på forhånd sikret bred støtte i Folketinget, idet både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti bakker op.
Læs mere om
Dansk Folkeparti reagerede på Hornbechs kritik af partiet for med en annonce med en burkaklædt dommer at have udvist "fanatisk antimuslimsk" indstilling. Hornbech var tavs og flygtede fra mediefolk i Christiansborgs korridorer.
Gådefuld adfærd
Umiddelbart er det gådefuldt, at Hornbech som minister i Fogh-regeringen skriver en kronik, hvor hun markerer uenighed med statsministerens tydelige hensigt med at lade et regeringsudvalg arbejde med tørklædesagen. Gårsdagens kommentarer refererede to teorier som forklaring på gåden:
At Hornbech er så ny som minister og så personligt naiv, at hun ikke har kunnet gennemskue, hvor uacceptabel hendes illoyalitet måtte blive opfattet. Den forklaring forekommer meget usandsynlig. Hornbech er en overordentlig erfaren parlamentariker med betydelig juridisk kompetence. Hun er en skarp analytiker og vil udmærket kunne vurdere konsekvenserne af kronikken.
Den anden teori er, at Hornbech faktisk har haft til hensigt at 'presse' Fogh i retning af hendes standpunkt med truslen om en åben konflikt i regeringen. Men den forklaring forekommer heller ikke sandsynlig. Kronikken havde den modsatte effekt.
Hardliner
Endelig kunne en tredje forklaring være:
Debatten om tørklæder har været konfus, og Dansk Folkeparti levede op til partiets tradition for provokerende annoncer og plakater, da de lancerede billedet af en burkaklædt person med en dommerhammer i hånden.
DF's provokation udløste en markant modreaktion, da et eksklusivt selskab af 'koryfæer', forhenværende toppolitikere og journalister og nogle af landets bedste og mest folkekære kunstnere i et åbent brev tog afstand fra DF's annonce og politik på tørklædeområdet - en sammenlignede med nazisternes antijødiske kampagner i 30'erne
Dette åbne brev har påvirket Rønn Hornbech voldsomt. Hun må have ment, at hun selv naturligt hørte hjemme i dette celebre selskab. For at signalere netop det, sendte hun Politiken sin kronik.
Hornbech har haft nogle hårde måneder som ny integrationsminister. Men hun havde på forhånd virkelig gode forudsætninger for at udfylde den vanskelige post: Hun var kendt og respekteret for stor konsekvens i holdningerne til demokratiske grundprincipper og frihedsrettigheder.
Men Hornbech har også i årevis været en hardliner inden for udlændingepolitikken og var blandt de første, der klart accepterede også kontroversielle midler for at reducere indvandringens omfang.
Og for det tredje har hun tydeligt haft et ekstraordinært godt personligt forhold til statsministeren, som det blev antydet, da Hornbech og Fogh nærmest flirtede foran kameraerne ved ministerudnævnelse.
Hornbech måtte som minister indgå et snævert forlig med DF for at sikre gennemførelsen af regeringens valgløfte om en begrænset udflytning af asylsøgerfamilier med børn.
Følte sig belastet
Det lykkedes, men store dele af opinionen og oppositionen skældte hende hæder og ære fra, fordi hun ikke havde realiseret et bredt forlig om asylpolitikken, som Fogh havde stillet i udsigt under valgkampen. Dog var dette 'brede forlig' et senere, mere langsigtet forlig, byggende på indsamlede erfaringer fra andre europæiske landes asylpolitik - og ikke den bundne opgave med valgløftet, hvor DF - som forligspartner - havde vetoret ifølge de af alle accepterede parlamentariske spilleregler.
Men uanset at det var mindre retfærdigt, må Hornbech have følt belastningen ved stribevis af artikler, der hævdede, at hun var en gigantisk skuffelse som minister, at hun havde solgt ud af sine principper etc.
Tilskyndet af de velansete borgeres åbne brev har Hornbech åbenbart følt, at hun måtte redde sit image, koste hvad det ville. Aktionen har dog ikke givet hende megen ære. Havde hun konsekvent fastholdt kronikkens synspunkter, skulle hun have trukket sig som minister under samtalen med Fogh onsdag, i stedet for at bukke, acceptere skideballen og den beslutning, hun havde talt imod.
Klare grænser
Et andet spørgsmål gælder, hvem der får gevinst af en polariseret tørklædedebat. De fleste europæiske lande har gennem århundreder haft særlige regler for dommerpåklædning, med kapper og parykker.
Folketinget kan legitimt - inden en konkret situation sætter sagen på spidsen - regulere reglerne.
DF kalder sig nu selv antimuslimsk og henviser til en stribe forslag til begrænsning af muslimsk-inspirerede kulturformer som kønsdelt badning, hallal-mad og tørklæder.
DF gennemførte for over to år siden en vigtig sanering af partiets retorik, da Pia Kjærsgaard krævede skarp sondring mellem 'muslimer', som partiet ikke kunne have noget imod, og så 'islamister', den moderne politiserede form for islam, der har været udgangspunkt for terrorisme.
At partiet nu kalder sig 'antimuslimsk', skal ifølge partiets egne talsmænd opfattes som en uændret holdning, idet partiet skelner mellem modstand mod dele af muslimske kulturer, men stadig netop ikke nærer modvilje mod de mennesker, der bekender sig til islam, altså muslimerne. Derimod er partiet fortsat skeptisk overfor 'islamister'.
Mange kritikere tvivler på, at Dansk Folkeparti tror på egne spilleregler, men andre vil mene, at det befordrer fredelig debat og nødvendige kompromisser, at parterne tager hinanden på ordet og fastholder klare grænser i debatten i stedet for at tilsløre.
Specielt når der bag de forslag, som et kritisk mindretal finder forkerte, står et meget stort flertal af vælgerne og af Folketingets medlemmer.
