En gammel ny filosofs belæringer

I disse dage er stakkene af bøger i Paris, som handler om maj 68, ved at vokse sig så høje som barrikader. Man kan læse et utal af vidnesbyrd og analyser om de dage, der ikke mindst udmøntedes i en stak forrygende staccato-citater; 'Vær realist, kræv det umulige', 'Det er forbudt at forbyde', senere udvidet af selveste revolutionsfører Daniel Cohn-Bendit til 'Det er forbudt at forbyde at forbyde'.

Midt i disse bunker ligger så en løjerlig bog. På omslaget genkender man filosoffen André Glucksmanns ansigt, der efterhånden lægger sig stærkt op ad Max Von Sydows i Det syvende sejl - eller er det snarere dødens ? For en mand, der utrætteligt har bekæmpet det onde selv, siden han stillede sig på Alexander Solsjenitsyns side i halvfjerdserne, er det passende. Ved siden af står et åbent blik med cigaret i flaben, det er den 29-årige søn, Raphaël, dokumentarfilminstruktør, der har begået værker om folkemordet i Rwanda og om den Orange Revolution i Ukraine. Den essaysamling, Glucksmann og søn har begået i fællesskab: Maj 68 forklaret for Nicolas Sarkozy, må siges at være en absolut kuriositet i 68-bunken.

For hvorfor er det nu lige, at Sarkozy skal belæres om 68? Især når Glucksmann selv, mod slutningen af præsidentkampagnen for lidt over et år siden, sprang ud som Sarkozyst? En anden tidligere maoist og 'ny filosof' Bernhard-Henri Levy - der sammen med Glucksmann i halvfjerdserne brusede frem i franske medier med kritik af stalinistisk totalitarisme - valgte omtrent samtidigt at støtte Ségolène Royal. Selveste røde Dany Cohn-Bendit karakteriserede på det tidspunkt Glucksmanns valg, som en omtolkning af Descartes' 'Jeg tænker ergo, er jeg', til 'Jeg tænker helt alene, ergo er jeg'. Helt alene var Glucksmann nu ikke.

Sarkozy: inkarnationen af 68

Men den 29. april 2007 var han alligevel en temmelig ensom filosof til sarkozys vælgermøde i Paris, hvor præsidentkandidaten til manges undren i valgets allersidste opløb, rettede et heftigt angreb mod maj 68:

"De ville have os til at tro, at offeret er mindre vigtigt end forbryderen. De ville have os til at tro, at der ikke var noget værdihierarki. De erklærede, at alt var tilladt".

For næsen af 68-oprøreren Glucksmann fik Sarkozy valget i 2007 til at tage sig ud som et opgør med ånden fra 68, og han lagde dermed afstand til den venstrefløj, der prøvede at få et samarbejde hen over midten i stand.

Og i stedet for at blive sur stod Glucksmann og smilede. Det så sønnen, og det er dette, de tilsyneladende diskuterer i denne bog.

Det er noget af et paradoks, de to glucksmanner vil have Sarkozy og ikke mindst alle os andre til at tro. Deres tese er nemlig, at Nicolas Sarkozy ikke kan likvidere ånden fra 1968 af den simple grund, at han er inkarnationen af den. Det brud, han fejende vandt præsidentvalget på, er et brud med et gammelt Frankrig på præcis samme måde, som 68 var et brud med fortidens stivnede former. Dengang i form af de Gaulle, de stivnede fagforeninger og et topstyret socialistparti.

Selvom det var Glucksmanns gamle ven, røde Dany, der var målet for Sarkozys angreb, mener Glucksmann, at nutidens Dany, det er Sarkozy.

Sarkozys måde at tale lige ud om tingene på, at være i arenaen og på tv-skærmene og over det hele, det var sådan, Dany gjorde det i 68. At det er lykkedes en fraskilt indvandrersøn med større interesse for USA, og hvad der ellers ligger ud over grænserne end for landbrugsudstillinger i Correze at blive Frankrigs præsident, er et direkte resultat af mentalitetsændringen fra 68.

Altid modtænker

Men selvfølgelig forbliver Glucksmanns bog ikke et forsøg på at forklare Sarkozy, hvad 68 gik ud på. Den er i overensstemmelse med hans tidligere værker, et opgør med et fransk system, der får på hatten, om det er den traditionelle højrefløj, eller ikke mindst den pseudosocialisme François Mitterrand stod for i sine 14 år som præsident.

Det er stadig det 'onde', André Glucksmann kæmper mod, selvom det er Raphaël, der beretter, hvorledes det var Mitterrands arkaiske syn på situationen i Afrika, der førte til Frankrig tragiske implikation i folkemordet i Rwanda.

En af grundene til, at Glucksmann ikke kunne stemme socialistisk i 2007, var socialistpartiets manglende opgør med arven fra Mitterrand, mens Sarkozy netop gjorde oprør mod sin egen partibaggrund. Og her var selv Dany med i spillet på den forkerte måde: Cohn-Bendit, der i 68 pestede mod politikernes indbyrdes aftaler og små forretninger, rendte frem og tilbage mellem Royal og Bayrou og prøvede at få hemmelige aftaler i stand.

André Glucksmann er på mange måder en ægte næsten anarkistisk liberalist, der altid har kæmpet imod den gennemtrængende, og næsten totalitære franske idé om, at det er staten, der styrer folket, om det nu er i de Gaulles eller kommunismens ånd. Ikke mindst når det førte til katastrofer på internationalt plan. Han har altid været en modtænker, men også så meget, at han her som andre steder får rodet sig ud i paradokser. Han beundrer Sarkozys realpolitik, men efterlyser store idealer og bruger et helt kapitel på at dekonstruere dekonstruktivisterne med Derrida i spidsen.

Men på hans egne betingelser ville det da være skønt, om man blot kunne nyde Glucksmann spillende skak med døden på verdens store politiske arena. Det er her, bogen bliver larmende stille omkring filosoffens egne uforbeholdne opbakning til invasionen i Irak. Når man har så travlt med, med Stendhal, Montaigne og Shakespeare i hånden at redegøre for, hvorledes alle andre tager fejl, kunne det have været rart med bare en smule selverkendelse. Var invasionen, selv i allerbedste mening, ikke netop en af de abstrakte ideer, det går så gruelig galt med i virkeligheden ? Og var den ikke netop udført af nærmest personificerede stater? Hvad gør man ikke, når det er selve djævlen, man kæmper imod.