Børnene i asylcentrene skal hjælpes

Der bor i Danmark knap 400 børn i 0-17-årsalderen i de danske asylcentre. Det er det senest oplyste tal fra Integrationsministeriet. Det er børn, der for manges vedkommende er kommet hertil inden for de seneste 5-8 år sammen med deres forældre. Baggrunden er flugt fra hjemlandet og fra krig, forfølgelse og traumer. I Danmark er deres forældre indtil videre nægtet asyl, børnene lever derfor i lejrene på ubestemt tid, fordi forældrene nægter at rejse hjem. Inden for de senere år er der sket visse forbedringer af situationen for børnene, herunder at de kan gå i skole uden for centrene, ligesom det også er understreget, at de kan modtage bistand fra de sociale myndigheder.

Spørgsmålene i offentligheden har blandt andet drejet sig om konsekvenserne for børnene af opholdet i asylcentrene, især for de børn, der har levet der i adskillige år. Derfor er der inden for de seneste to år gennemført flere undersøgelser her i landet (af Institut for Folkesundhed, Socialforskningsinstituttet, Udlændingeservice og en gruppe speciallæger og psykologer). Resultatet af disse undersøgelser efterlader ikke megen tvivl om, at børnenes ophold i asylcentret påvirker dem i negativ retning.

Men især tre spørgsmål trænger sig på:

-Er der en tidsmæssig grænse for, hvornår børn tager alvorligt skade af opholdet i et asylcenter?

-Vil børnene i asylcentrene få det bedre, hvis de sammen med deres forældre får mulighed for at flytte ud af centret?

-Overtræder den danske stat sine forpligtelser i henhold til FN’s Børnekonvention ved at lade børnene opholde sig så længe i et asylcenter?

Langvarige belastninger

De mange undersøgelser på området omfatter børn af holocaustoverlevere, børn af krigsveteraner, børn af flygtninge, børn, der selv er på flugt, børn i asyllejre og børn med krigsoplevelser. Blandt andet derfor kan der ikke uden videre generaliseres ud fra undersøgelsesresultaterne.

Men tre forhold står relativt fast i den internationale forskning om flygtningebørn. Det ene er, at børn især rammes, hvis der er tale om langvarige belastninger. Det er det vedvarende i situationen, der påvirker dybt. Det andet er, at det vigtige for børn er den samlede livssituation for familien. Det traume, som for eksempel en flugt er for et barn, skal ses i forhold til den forudgående og efterfølgende livssituation. For børn i asyllejre er det for eksempel af afgørende betydning, om deres forældre får en lindring for deres traumer ( PTSD).

Det tredje vigtige forhold er, at børn ofte rammes indirekte gennem deres forældre. Det er forældrenes smerte og lidelse, der rammer børnene, det er deres måde at forholde sig på, der er afgørende for børnenes modstandskraft.

Når børns reaktioner er så dybt integreret i forældrenes situation, hænger det sammen med forældrenes overskud til omsorg og nærvær, men også mere komplicerede faktorer, for eksempel at børn er tilbøjelige til at overtage forældrenes reaktionsmønster. De vil ofte over-identificere sig med forældrene for at beskytte dem. Derfor ligner symptomerne hos børn ofte forældrenes symptomer. En dybtgående dansk undersøgelse af asylsøgende børn viser, at børn fra asylsøgende familier er præget af angst, de er sårbare, har let til gråd, de har ofte konflikter med andre børn og kan virke triste og ofte kede af det. Og hvis forældrene fastholdes i deres livsmønster, vil børnenes egne fortællinger og livshistorier - deres fantasier og grundlæggende livsmod - blive en del af et fortsat traumatisk forløb. Forskningen taler om denne videregivelse af forældrenes traumatiske oplevelser som en ‘andengenerationseffekt’. Men under alle omstændigheder er det børnenes fantasier om forældrene og deres lidelser, der fastholder dem i en række negative reaktionsmønstre.

Undersøgelserne af familiers langvarige ophold i asylcentre viser, at forældre gradvist mister deres forældreevne. En nyere australsk undersøgelse taler om, at forældreevnen “undermineres” af opholdet. Forældrene oplever selv, at de mister evnen til at udøve omsorg for deres børn og “at styre” dem. De oplever sig ikke som “gode forældre”, selve forældrerollen smuldrer for dem, og de bliver dårligere til at håndtere problemer i det hele taget. Flere undersøgelser - senest publiceret internationalt af en dansk forskergruppe sidste år - dokumenterer klart, at jo længere ophold i et asylcenter, des flere psykiske problemer og psykiatriske lidelser opstår der.

En kritisk grænse

Hermed er vi nu tilbage ved de spørgsmål, vi stillede indledningsvis. Det første handler om længden af tiden i asylcentret og konsekvenserne for børnene. Svaret, der afhænger af barnets alder og familiens situation, er, at når familiens livsperspektiv efter omkring et års tid i centret bryder sammen, påvirkes familien og børnene dybt. Her går en kritisk grænse. Næste grænse går, når familien får afslag på asyl. Og familiens ressourcer forringes helt alvorligt, når familien skal gøre sig håb om at få humanitært ophold på grund af tilstedeværelsen i familien af alvorlig sygdom. Nu sættes nemlig selvforstærkende sygdomsprocesser i gang. Derfor er det korte svar: Den kritiske længde for et barns ophold i et asylcenter vil oftest være mellem et og to år. Ud over den periode forstærkes familiens og barnets problemer kritisk.

Men vil børnene så ikke få det bedre ved, at familien flytter ud fra centret? Der foreligger en enkelt svensk undersøgelse (fra 2007), der i store træk bekræfter denne antagelse. Som også udtrykkes af en 42-årig mor med pakistansk baggrund (Politiken den 28. oktober 2007), der er flyttet fra Kongelunden til et rækkehus i Vangede:

“På Kongelunden ønskede jeg, at det skulle blive ved med at være nat. At det aldrig blev morgen, så jeg kunne sove livet ud. Nu ser jeg, at mine børn har det godt, og jeg føler, at der er grund til at leve.”

Og de tre børn har fået det bedre. Det har moderen også, hun er ikke mere selvmords-truet, men faderen er stadig alvorligt syg efter psykisk sammenbrud.

En udflytning fra et trist og håbløst center kan sætte positive processer i gang. Derfor er det korte svar bekræftende. Det lange svar er, at børnenes udvikling er dybt afhængig af forældrenes situation. Derfor får børnene ikke et styrket livsforløb, før deres forældres situation bedres. Deres situation er tæt vævet ind i forældrenes, derfor er det familiens samlede livsforløb, der skal lægges til grund, også når det er hjælpen til børnene, der vurderes isoleret set. Indsatsen over for børn af flygtninge og krigstraumatiserede er mere end noget andet en familieindsats. Derfor er svaret på lidt længere sigt, at forældrene skal bringes ud af det håbløse krise-bekræftende forløb, hvor de skal være alvorligt syge for at få lov at blive i landet. Det gør dem endnu mere syge. Løsningen er derfor, at de skal i gang med de personlige udviklingsmuligheder, der ligger i arbejde og uddannelse.

Ikke til at misforstå

Og så det sidste spørgsmål: Overtræder den danske stat FN’s Børnekonvention ved ikke at give alle børn mulighed for udflytning fra et asylcenter efter max. to års ophold i centret - og ved ikke at støtte forældrene til at komme ud af deres selvforstærkende traumatisering? Når nu konventionen tydeligt præciserer, at “- i alle foranstaltninger vedrørende børn - skal barnets tarv komme i første række” (artikel 3) og endvidere understreger, at myndighederne “- skal træffe alle passende foranstaltninger for at fremme fysisk og psykisk helbredelse og resocialisering for et barn, der har været udsat for enhver form for forsømmelse - tortur - eller væbnede konflikter -” (artikel 39)?

Teksten er ikke til at misforstå. Vi bør derfor hjælpe børn af asylsøgere ved at give familien bolig uden for centret - og ved at give deres forældre humanitær opholdstilladelse med mulighed for at blive integreret i samfundet. Først da får både børn og forældre det bedre. Og vi undgår den berettigede kritik, at vi “forværrer situationen for disse sårbare grupper”, som det advarende siges i en australsk undersøgelse.

Per Schultz Jørgensen er professor emeritus, dr.phil.Edith Montgomery er cand.psych., ph.d. på Rehabiliterings- og Forskningscentret for torturofre