ÅH det nationale bæger er svømmet over. Skidt med tørklæder og strejker. For er det ikke mageløst interessant, at medierne i det store udland jævnligt beretter, at vort lands statsminister er kommet i betragtning til den nyskabte toppost som formand for Den Europæiske Union. Sådan synes den samlede benovede presse at agere, uanset om man - som en anden lederskribent på denne avis har skrevet - har den holdning, at Fogh kan gøre mere skade i Europa, end han formår herhjemme. Eller om man - som ledere i Politiken og Jyllands-Posten har givet udtryk for - mener, at Fogh er en kandidat, Danmark kan være stolt af. Og følgelig indkalder medierne dagligt eksperter, som udfrittes om, hvorvidt vores Fogh er dygtig nok (det mener de fleste); er populær nok (her skiller vandene bl.a. på grund af de danske EU-forbehold, Irak-krigen og statsministerens ven ovre i Washington, men på den anden side er der jo den lave arbejdsløshed, den fleksible velfærdsstat og Foghs kompetente håndtering af østudvidelsen, der trækker Danmark frem i forreste EU-række). Endelig følger i naturlig fortsættelse heraf en strøm af medierapporter om forbeholdene, som skal afskaffes, helst pronto for at gøre Fogh stueren i Bruxelles.
HVAD ingen medier beretter er det væsentlige politiske slagsmål, også for Danmark, der foregår lige nu i kulisserne om fremtidens magtfordeling i Europa. Afhængigt af udfaldet kan den nye EU-formand blive en ligegyldig kransekagefigur, der skal lede Unionens fire årlige topmøder, eller en vægtig politisk figur på den internationale scene.
Magtkampene er at finde internt i EU - hvordan skal magten fordeles mellem den nye præsident, den nye EU-udenrigsminister og den fortsat magtfulde Kommissionsformand - og mellem medlemslandene indbyrdes.
Eksternt: Vil store medlemslande lade en EU-formand føre ordet på deres vegne ? Ministerrådet er medlemslandenes forum, og det er her, formanden skal lede sagerne.
Internt: Ingen tror, at Kommissionen har tænkt sig at overlevere sin magt på nogen sølvbakke til Ministerrådet (læs: den nye præsident). Kommissionen er med sit betydelige embedsapparat godt klædt på med over 20.000 ansatte og et væld af akademiske eksperter på alle EU's fagområder. Den nye præsident og hans kommende beskedne sekretariat ser ud til at havne på omkring 1.000 EU-embedsmænd af den højtuddannede slags. Læg dertil Unionens nye udenrigsminister, der også skal have noget at lave, repræsentere Unionen udadtil f.eks. Hvad er der tilbage ?
DET er ikke i Foghs interesse at ende som Ministerrådets ceremonimester - uanset at statsministerens evner som taler er eminente. Han er politiker og vil have magt, hvor han end kommer hen. Naturligt nok, og det ville klæde den danske presse at koncentrere sig mere om fremtidens politiske geografi i EU end at fortsætte fortabelsen i endeløse diskussioner af, om Fogh er mere populær end Tony Blair eller Jean-Claude Juncker.
