Aktivismens pris

SOLDATERNE flygter fra det danske forsvar. Og det i en grad, så Danmark om få år ikke længere kan deltage i internationale missioner. Alarmklokkerne lyder både fra personaleorganisationerne og fra kommende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen. Hvis flugten fortsætter, ligger Danmarks aktivistiske udenrigspolitik om kort tid i ruiner.

Allerede nu er forsvaret langt bagud i forhold til de mål, som regeringen har sat. 1.800 danske soldater skulle i dag have været udsendt på fredsbevarende og fredsskabende missioner i udlandet, men på grund af personaleflugten er under 1.200 ude i verden. Og ingen tror længere på, at de magiske 2.000 mand, som ifølge det gældende forsvarsforlig skal være udsendt ved udgangen af 2009, kan nås.

For modstanderne af Danmarks engagement i Irak og Afghanistan er flugten fra forsvaret en kærkommen nyhed, der beviser, at de har ret. Soldaterne kan ikke se meningen med missionerne og siger op, lyder det triumferende. Synd, at det ikke er sandheden.

Årsagerne til flugten fra det danske forsvar skal findes andre steder. Først og fremmest i højkonjunkturen og den generelle mangel på arbejdskraft, der gør, at både menige soldater og officerer uhyre nemt kan finde sig lukrative civile job, hvor lønninger, arbejdstider og betingelserne for familieliv er langt mere attraktive end i forsvaret.

Fem års omstrukturering af det 24.000 mand store forsvar har også sat sine spor. Konstante rokader, utallige flytninger mellem landsdelene, nye arbejdsopgaver og nye vilkår vil uvilkårligt give personaleudskiftning.

Og dertil kommer selvfølgelig et voksende pres fra de pårørende, når de internationale operationer bliver farlige.

DE SIDSTE ni måneder er 10 soldater blevet dræbt i Helmand, og over 20 såret. Det er så mange, at Danmark nu er den nation, der har betalt mest i forhold til sit indbyggertal for at give afghanerne en bedre fremtid.

For det er først og fremmest det, de danske soldater er med til. Spørger man forsvarsminister Søren Gade (V) om formålet med krigen, lyder svaret som regel, at vi er i Afghanistan for at sikre, at al-Qaeda ikke igen kan bruge landet som base for terrorangreb mod Vesten.

Begge formål er korrekte, men langt fra uproblematiske. Som den afghanske demokratiforkæmper Malalai Joya har påpeget under sit besøg i Danmark i sidste uge, er det en foruroligende samling krigsforbrydere, narkobaroner og korrupte politikere, der er sat til at bestyre det spæde afghanske demokrati.

Og al-Qaeda har blot rykket teltpælene nogle hundrede kilometer mod øst, ind i Pakistans uvejsomme stammeområder, som hverken USA, NATO eller den pakistanske hær kan kontrollere.

Umiddelbart er prisen for disse fremskridt meget høj. Syv et halvt år krig, 740 koalitionssoldater samt flere tusinde afghanske soldater, politifolk, embedsmænd, lærere og andre civile har foreløbig betalt med deres liv for at skrive Afghanistans historie om.

Et flertal af danskerne synes, at prisen er for høj. I hvert fald vil de gerne have de danske soldater hjem og det jo hurtigere, jo bedre. Men hvad er alternativet? Trods sult, fattigdom, arbejdsløshed og fortsatte sikkerhedsproblemer mener tre ud af fire afghanere, at vi skal blive. De ved udmærket, at det internationale samfunds milliardbistand og militære tilstedeværelse er deres store chance for at få landet på fode igen efter årtiers borgerkrig.

OM SUCCESEN er inden for rækkevidde, afhænger af øjnene der ser. De danske soldater i Helmand ved udmærket, at de aldrig ser den sidste talebaner. Men det er heller ikke målet. Målet er at sikre, at det ikke igen bliver Taleban, der regerer landet. Og det vil med garanti ske, hvis den 43.000 mand store ISAF-styrke trækkes ud i morgen eller om et år.

Forskellen på succes og fiasko afhænger med andre ord helt af, hvordan målet defineres. Og det mangler den danske regering fortsat at forklare danskerne. Målet er ikke i første omgang at gøre Afghanistan til et fuldgyldigt demokrati. Målet er at gøre Afghanistan så stabilt, at det kan modstå Taleban og al-Qaeda. Og hvis regeringen derudover kan levere et minimum af service og fremskridt til den hårdt prøvede befolkning, er det godt.

Men der er lang vej endnu, før selv dette beskedne mål er nået. Chefen for den danske Helmand-styrke oberst Jens Lønborg mener, at de danske soldater skal blive ved fronten i to til fem år. Derefter kan man nøjes med færre folk til at træne og rådgive den afghanske hær. Hvis den spådom skal blive virkelighed kræver det imidlertid, at vi er villige til at betale lidt endnu.

Partierne bag den aktivistiske udenrigspolitik må gøre sig klart, at den aktivistiske linje koster både menneskeligt, materielt og på andre måder. Har de f.eks. en samlet strategi for, hvordan Danmark skal forholde sig til den aktivistiske udenrigspolitisk mange følgeproblemer? CIA-forsvindinger, Guantánamo, fangehåndtering og det faktum, at Danmark er kommet på listen over al-Qaedas favoritmål? Hvis det er tilfældet, mangler de i al fald at fremlægge den for os andre.