Der har været megen snak i medierne om de reformer, der angiveligt skal have fundet sted i Cuba. Det er også rigtigt, at Raul Castro har overtaget en del af sin brors opgaver, skønt cubanerne selv absolut ingen indflydelse har haft på det. Det er også rigtigt, at cubanerne nu kan købe mobiltelefoner, mikrobølgeovne og bo på femstjernede hoteller. Men selv om de nok byder ændringer velkomne, så tror jeg ærlig talt, at de håber på meget mere. Med en gennemsnitsindkomst på mindre end 20 dollar har de færreste cubanere råd til den slags, og dermed er de forhindret i at gøre, hvad indbyggerne andre steder i denne del af verden kan - nemlig at benytte sig af de muligheder, som et frit samfund og en åben økonomi byder på.

Er Raul Castros reformer så nybrud eller tilpasning, som en artikel i Information for nyligt spurgte? Mit svar er, at det ved vi først, når en blivende demokratisk udvikling er undervejs i Cuba, og når cubanerne har organisationsfrihed og frit kan sige, hvad de mener. Noget andet at være opmærksom på er selvfølgelig en fri og uafhængig presse, der ikke er underlagt censur. Det vil også være et afgørende skridt i den rigtige retning, når den cubanske regering tillader borgerne at starte deres egne virksomheder og forbedre levevilkårene for deres familier. Men først og fremmest vil vi vide, at regimet er på den rette vej mod et helt nyt Cuba, når det løslader sine politiske fanger og indleder en dialog med det cubanske folk om landets fremtid.

Stadig et diktatur

Det triste er, at Cubas indbyggere stadig lever i et diktatur, ligesom de har gjort det i næsten 50 år. Trods al snak om reform, så har regimet ikke ændret på sine gamle vaner. Sidste december stormede de cubanske myndigheder en katolsk kirke, brugte tåregas mod menigheden og trak 18 kirkegængere udenfor. Og for blot få uger siden blev ‘De hvide Damer’, en borgerettighedsgruppe som hver søndag demonstrerer fredeligt til fordel for deres uretfærdigt fængslede slægtninge, tævet og trukke væk fra Revolutionspladsen, da de forsøgte at aflevere et bønskrift til regeringen, der opfordrede til løsladelse af politiske fanger.

Vi skal ikke glemme, at det nuværende cubanske styre har sin oprindelse i de totalitære ideologier i det 20. århundrede, som retfærdiggjorde undertrykkelse og despotisme med ønsket om at skabe ‘nye mennesker’ og perfekte samfund. Den 21. maj er der i USA tradition for at vise solidaritet med det cubanske folk. Solidaritet med det cubanske folk betyder støtte til deres kamp for at opnå de rettigheder, der nævnes i F.N.’s Menneskerettighedsdeklarationen såvel som i Den Internationale Konvention om Civile og Politiske Rettigheder. Cuba har for nylig underskrevet sidstnævnte, men hvornår vil Raul Castros regering mon leve op til dens bestemmelser? Som enhver kompetent iagttager vil kunne berette det, så er cubanere blevet smidt i fængsler, og udlændinge smidt ud af landet for blot at uddele af Menneskerettighedsdeklarationen.

Vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene. Cuba har stadig lang vej endnu, og Danmark og USA kan ikke bare sidde og vente på sidelinjen. Det cubanske folk har brug for vores hjælp og solidaritet. Det er derfor vil skal blive ved med at lægge pres på Castro-regimet.

James P. Cain er USA’s ambassadør i Danmark