Jeg nåede lige inden koncerten at fortælle en nyomvendt Cave-fan, som skulle opleve manden på en scene for første gang, at jeg i de tre årtier, jeg løbende havde ageret publikummer til mandens koncerter, endnu havde til gode at blive skuffet. Ja, me and my big mouth. Det var nemlig lige, hvad jeg blev mandag aften i KB Hallen. Havde ellers glædet mig til, hvad erhvervsfolk kalder en sikker investering. Ja, jeg er godt nok ikke ved at dåne over mandens seneste udspil Dig, Lazarus Dig!!!, der udsendt tidligere på året udgør nummer 14 i rækken af regulære studiealbum fra den kant; dertil kommer koncert-optagelser, soundtrack, opsamlinger og mere - men ved også af erfaring, at nogle gange giver Caves sange bedst mening på en scene. Men mandag aften forlod Deres udsendte alligevel Frederiksberg med følelsen af at være blevet snydt.
Næsten for perfekt
Og det var ikke, fordi der var en finger at sætte på det rent tekniske. Med den uforlignelige sekstet The BadSeeds i ryggen under opsyn af kapelmester Mick Harvey spilledes der upåklageligt i alle positioner; jeg fristes til at sige, at det næsten var for perfekt! I hvert fald åbnede der sig på intet tidspunkt en sprække, hvorigennem man kunne lade sig falde. Det får være, hvad det er - en kritiker, der brokker sig over teknisk perfektion. Hvad er det for en verden, vi lever i? Nå, men opstillingen bestod af to slagtøjsspillere, bas, keyboards, førnævnte Harvey på lidt af hvert og så Warren Ellis, der helt sikkert gør en opsigtvækkende figur - han ligner en blanding af Charles Manson og én af de 12 disciple, som vi kender dem fra utallige malerier. Men hans indsats på mandocaster (en elektrisk udgave af en mandolin) og tenor-guitar er noget enslydende hen ad vejen. Af uransalige årsager trakterer han i denne sammenhæng ikke i stor stil sit hovedinstrument, violinen, men gør sig i udstrakt grad i at fyre powerakkorder af på sine miniatureguitarer.
Men uimodsigeligt er det, at The Bad Seeds er et ensemble, der mestrer de fleste stemninger og teksturer. Mærkeligt derfor at bevidne dette raffinerede ensemble i så overvejende grad tangere metervarerocken.
Dræbende normalrock
Synderen i dette besynderlige paradoks er så denne Nick Cave selv - han lærte sig for et par år siden nemlig at spille guitar, hvilket var udgangspunktet for sideprojektet Grinderman, som ud over Cave består af tre Bad Seeds på orlov. Denne kvartet udsendte sidste år en selvbetitlet skive, hvis upolerede direkthed pegede tilbage til Caves gamle band, det uforlignelige The Birthday Party, hvilket applauderedes vidt og bredt. Men det virker derfor også mærkeligt, at han ikke i Bad Seeds-sammenhæng lader guitaren hvile og koncentrerer sig om at give den som den derangerede snurretop-frontmand, vi kender og elsker. Men da sættet mandag aften i udstrakt grad bestod af sange fra Dig, Lazarus Dig!!!, spillede Cave rigtig meget guitar. Hvad han vel så også gør på pladen. Og når så Harvey også gav den på elguitar på hans ene side og Ellis tampede løs på sine strengeinstrumenter på den anden, befandt vi os tættere på den dræbende normalrock end på noget andet tidspunkt i Caves karriere. Og det var bare ufedt - allerhøjst en smule uinteressant.
Lovlig meget showbiz
Nå, men den fyldte sal hyldede ham som den genkomne et eller andet, stemningen var fantastisk, og i hvert fald den første halve time af koncerten forløb upåklageligt, med højdepunkter i Cave-klassikere som "Tupelo" og "Red Right Hand", hans måske bedste sang overhovedet. Men så gik der lige lovlig meget showbiz i den for min smag, med Cave som (alt for) venlig sprechstallmeister, ja grænsende til det indladende.
Et par af numrene fra det seneste album fik lidt luft under skørterne, heriblandt ikke mindst "We Call Upon The Author", men ellers var det hele lige lovlig Las Vegas-agtigt for min smag. Selvfølgelig skal Vor Helt have lov til at ældes, men med lidt mere stil, pleeze.
Nå, eftersom det er den eneste gang siden 1982, at jeg ikke har forladt en Cave-koncert i ekstraordinært opløftet tilstand, vil jeg hermed lade nåde gå for ret og erklære, at aftenen ikke var det rene spild af tid. Han gav skam både "Into My Arms" og "Hard-On for Love". I gode udgaver, tilmed. Så må De have mig undskyldt, at jeg forlod salen midtvejs i den anden byge af ekstranumre, men nok er som bekendt nok. I dette tilfælde over to timer af det.
Nick Cave & the Bad Seeds, KB Hallen, København, mandag
