Chen Guangcheng er selvlærd jurist og brænder for at forsvare almindelige borgeres rettigheder. Han er især blevet kendt for at hjælpe lokale folk i Linyi i Shandongprovinsen med et søgsmål mod myndighederne, der gennemførte systematiske tvangssterilisationer og tvangsaborter for at få folk til at leve op til étbarnspolitikken. Chen blev imidlertid allerede i 2002 kendt for at forsvare handicappedes rettigheder. I 1991 blev Chen klar over, at der findes en lov i Kina om beskyttelse af handicappede personer, hvori det bl.a. hedder, at handicappede skal have nedsættelse af eller fritagelse for obligatorisk arbejde, skatter, og andre sociale pligter, samt at myndighederne skal drage omsorg for de handicappede. Den dengang 20-årige Chen, der gik på blindeskole, besluttede, at han ville studere jura for at kunne forsvare både egne og andre handicappedes rettigheder. Det kostede ham mange anstrengelser at få de omtalte skattefritagelser. At det lykkedes ham, irriterede de lokale myndigheder.
Chen Guangcheng blev interviewet til bladet Law and Life i marts 2005. Intervieweren beskriver, hvordan Chen tog ham med til en retarderet nabo, der var lukket inde i et meget lille værelse med tremmer for vinduerne. Den unge mands mor forklarede, at hendes mand arbejdede inde i byen, så hun måtte passe både den retarderede søn og hele bedriften alene. Men selvom de regionale myndigheder havde udstedt et såkaldt 'handicapcertifikat', havde de lokale myndigheder opkrævet skat af ham, indtil Chen tog sig af sagen. "Jeg sagde til dem på rådhuset, at de ikke kunne opkræve skat af ham, og hvis de tvang familien til det, ville jeg indbringe sagen for retten," forklarede Chen.
Sat i husarrest
I 2005 hører Chen Guangcheng om adskillige tilfælde af tvangssteriliseringer og tvungne aborter i byen Linyi. Der var tilfælde, hvor en kvinde blev tvunget til abort få uger før den forventede fødsel. Det er forbudt, men lokale myndighedspersoner tager ofte drastiske midler i anvendelse for at overholde etbarnspolitikken - og forbedre egne chancer for forfremmelse. Chens dokumentation og den internationale presses omtale af sagen fik Kinas Nationale Befolknings- og Familieplanlægningskommission til at foretage en undersøgelse. Enkelte lokale embedsmænd i Linyi blev fjernet fra deres poster og nogle endda anholdt. Det skable imidlertid så megen vrede hos indflydelsesrige personer i Linyi, at Chen og medlemmer af hans familie i august 2005 blev truet og sat i husarrest. Da advokater forsøgte at besøge Chen og hans familie, blev de overfaldet, fik deres kameraer smadret og biler væltet, uden at politiet greb ind. Chen søgte støtte hos de centrale myndigheder, men uden held. I juni 2006 blev han officielt arresteret.
Han blev anklaget for at "skade offentlig ejendom" og "blokere trafikken". Politiet blokerede området rundt om retssalen for at holde Chens støtter væk. Kun tre af hans brødre fik lov at overvære retssagen, mens hans kone blev forhindret i at møde op. En af Chens egne forsvarsadvokater blev forhindret i at møde op i retten. Han blev tilbageholdt, anklaget for at have stjålet en pung. Chen blev i stedet repræsenteret af to af retten udpegede advokater, som han aldrig havde set før. Retssagen gennemførtes på én dag, og Chen blev kendt skyldig og idømt fire år og tre måneders fængsel. Han appellerede dommen, og byretten i Linyi underkendte dommen på grund af 'procedurefejl'. Selvom Chens egne advokater fik lov at repræsentere ham i den nye retssag, var også den karakteriseret ved alvorlige procedurefejl. I den første retssag havde tre af Chens naboer vidnet mod ham, men da de ville trække deres vidnesbyrd tilbage med henvisning til, at de var blevet tortureret til at vidne mod Chen, 'forsvandt' de. Chens forsvarer Li Jinsong udtalte til Washington Post, at nogen havde overværet, hvordan et af vidnerne blev kidnappet af uidentificerede mænd foran sit hotel natten før retssagen.
Ved domsafsigelsen i december 2006 blev den oprindelige dom fastholdt. Hans advokat har ansøgt om, at Chen kan afsone uden for fængslet på grund af sin blindhed. Denne ansøgning er hidtil forblevet ubesvaret. Chen blev i juni 2007, på opfordring fra fængselsbetjentene, sparket og slået voldsomt af andre indsatte, da han nægtede at lade sig kronrage, fordi det i Kina er et symbol på kriminelle. Fængselsmyndighederne har desuden nægtet ham det nødvendige udstyr i fængslet, så han kan skrive punktskrift.
Asiens Nobelpris
I juli 2007 modtog Chen Magsaysay-prisen, der ofte beskrives som Asiens Nobelpris. Chens kone, der fortsat er under tæt overvågning, ville rejse til Filippinerne for at modtage prisen på vegne af sin mand. Det lykkedes hende at undvige de lokale myndigheder og rejse til Beijing. Men hun blev stoppet i lufthavnen i Beijing af politi fra Shandong og eskorteret hjem igen.
Amnesty International anser anklagerne mod Chen Guangcheng for at være et politisk motiveret forsøg på at forhindre ham i at udøve sine fredelige aktiviteter som menneskerettighedsforsvarer. Amnesty har fremstillet et postkort stilet til borgmesteren i Linyi, der indtrængende anmoder ham om at sikre Chen Guangchengs øjeblikkelige og betingelsesløse løsladelse. Postkortet kan rekvireres fra Amnesty International.
Mette Hald Hundewadt er medlem af Amnesty International





