Verdens humanitære dilemma
Mere end to uger efter den tropiske cyklon Nargis raserede det sydlige Burma, og i sit kølvand efterlod mindst 140.000 mennesker døde og flere millioner uden mad og tag over hovedet, åbnede det militære regime mandag en lille lem over for den omkringliggende verden, som utålmodigt har ventet på at levere mere bistand til de nødstedte i floddel-
taet Irrawaddy. Under et møde i Singapore accepterede Myanmar-generalerne endelig at byde nødhjælpsarbejdere og bistand velkommen fra ASEAN-lande. Ifølge Singapores udenrigsminister George Yeo har ASEAN også fået tilladelse til at bruge
ekspertise fra internationale bistandsorganisationer. Men han tilføjede, at lande uden for de 10 sydasiatiske medlemsnationer »vil ikke kunne få ubegrænset adgang til Myanmar. Det vil afhænge af de specifikke behov«.
Det bedste man kan sige om denne udmelding er, at den dog er kommet. Det tog 16 dage for militærstyret at erkende, at det ikke selv kan håndtere den kolossale humanitære og økonomiske katastrofe. Men ASEAN’s engagement forslår ikke. Gruppen har ikke den fornødne kapacitet til at håndtere opgaven uden massiv bistand fra FN og bistandsorganisationer fra asiastiske lande som Kina, Japan og Australien samt fra USA og Europa. Det ville være et logistisk mareridt at kanalisere al hjælpen gennem ASEAN. De to største, Indonesien og Filippinerne, råder ikke over udstyr til at levere nødhjælp til floddeltaet; ej heller har de kapacitet til at genopbygge boliger, fabrikker, skoler og landbrug.
Den største udfordring lige nu er, at ingen aner, hvor stort behovet for nødhjælp og genopbygning er. Efter andre naturkatastrofer – bortset fra jordskælvet i Tangshan i Kina i 1976 – har FN fået øjeblikkelig adgang til at besigtige skaderne og evaluere nødhjælpsbehovet. I Myanmar har regimet lukket deltaet for journalister, mens diplomater og eksperter kun får begrænset adgang. Deres rapporter hviler derfor på et brudstykke af virkeligheden. Vi ved ikke, om det er sandt, at 2,5 mio. burmesere er husvilde og sultne eller om kolera er brudt ud.
Regimet anslog mandag, at genopbygningen vil koste 10 mia. dollar. Tallet kan ikke verificeres, men vi ved, at landets valutareserver er 1,5 mia. dollar. Som en af Asiens fattigste lande magter Myanmar simpelthen ikke selv at komme på benene. Genopbygningen vil tage årevis. I mellemtiden haster det med at få renset rismarkerne rene for saltvand, pløjet jorden, sået sæden, installere hygiejniske faciliteter, få tag over hovedet, bygge interimistiske skoler, etc. Noget af det skal ske løbet af to-tre uger. Ellers er det for sent, og så må man vente et halvt år med at plante den nye sæd.
Det er ikke fordi, det internationale samfund ikke kan løse denne opgave. Det blev klart bevist efter tsunamien i 2004. Udfordringen ligger på det politiske plan. Vi har at gøre med et regime, hvis autoritet hviler på et repressivt statsapparat, censur og lydighed. Lederne frygter – med rette – at deres magt og inkompetence vil blive stillet til skue, når de rige donorlande bringer hjælp ind over grænsen. Generalernes magtgrundlag vil smuldre under dem.
Men der er også en anden side af den historie. Det påhviler alle civiliserede stater at tilbyde Myanmar humanitær bistand. Men hvor langt skal vi gå? Er det acceptabelt at yde lån og bidrage til genopbygningen og derved give regimet den internationale legitimitet, det har anglet efter i årevis? Hjælpen bør gives på visse betingelser. Bistandsorganisationer skal have lov til at selv at uddele hjælp og som et minimum overvåge fordelingen. Ingen kan stole på Myanmars væbnede styrker og diverse repressive statsorganisationer. Det er nok uundgåeligt, at man fra Vestens side vil stille krav af politisk karakter. De vil blive afvist
og kan kun medvirke til at situationen går i hårdknude.
En væsentlig udfordring er USA’s og EU’s økonomiske sanktioner mod Myanmar. Det betyder, at lån til genopbygning er udelukket – også fra Verdensbankens side – medmindre man ophæver eller reviderer sanktionerne. Det sidste er kun politisk muligt, hvis regimet forbedrer menneskerettighederne i landet. Man kan roligt sige, at det er en urealistisk forventning.
Så hvad gør det internationale samfund? Det er muligt, at den kendte mantra – at et totalitært samfunds berøring med omverdenen udløser liberalisering indefra – børe være ledetråd for vestlig handling i Myanmar i de næste par år. Regimet kan ikke klare udfordringen alene. Før eller senere vil det være tvunget til at godkende massiv bistand og lån. Fordelen ved denne strategi er, at Vesten ikke kan beskyldes for indblanding i Myanmars indre anliggender.
Bagsiden er indlysende, at mange nødlidende mennesker risikerer at dø, hvis generalerne forhaler tiden. Der synes ikke at være en perfekt løsning på dette dilemma. En humanitær intervention kunne udrette mere ondt end godt. Overtalelse kombineret med indirekte trusler må være vejen frem.
 burchc