Islandsk investeringsgigant skrumper i krisetid

Den islandske investeringskæmpe Baugur, der blandt andet ejer Magasin og Illum, har solgt kraftigt ud af sine aktiviteter de seneste måneder, men selskabet kom ud af 2007 med et resultat på mere end en halv milliard kroner. Det afslører Baugur-topchefen, Gunnar Sigurdsson, i et usædvanlig åbenhjertigt interview med dagbladet Børsen. "Vores balance er i dag reduceret med en tredjedel til omkring 200 milliarder islandske kroner (13 milliarder kroner) i forhold til årsskiftet," siger Gunnar Sigurdsson. I sommeren 2007 havde Baugur 60 procent af sine aktiver placeret i unoterede aktier, 40 procent i noterede. Nu er fordelingsnøglen 80-20, siger topchefen.

Baugur er et af Islands største investeringsselskaber og har over de seneste seks år købt op for milliarder i blandt andet Danmark, Storbritannien og USA. Bankforbindelserne er blandt andre de tre store banker i Island: Kaupthing, Landsbanki og Glitnir samt internationale pengehuse som Barclays, Royal Bank of Scotland, Lloyds TSB og Deutsche Bank, oplyser topchefen.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her