- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?
Jeg er melankoliker. Det er irriterende, fordi jeg tit har svært ved at være i nuet og nyde det. Hvorimod der ikke er grænser for, hvor godt det har været, når noget først er slut. Personer, der giver udtryk for, at melankolien er sådan en blød og rar hyggesorg, er ikke melankolikere. De er bare sentimentale.
- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?
Jeg kan godt lide at begrave mig i store projekter.
- Hvilket teknisk hjælpemiddel vil du nødigst undvære?
Min krop..? Udover det må jeg sige, at jeg er blevet dybt afhængig af min iPod. Den ville jeg have svært ved at undvære. Men et liv uden krop? Umuligt!
- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?
Jeg har få, men nære venskaber. Og det er i min vennekreds, jeg finder mine helte og heltinder. Det træk, som mine meget forskellige venner har til fælles, synes jeg, er en evne til at stå ved sig selv og til at danne og bearbejde egne holdninger. Jeg er langt fra altid enig med dem, men jeg nærer grundlæggende en dyb respekt for dem - selv om jeg ofte prøver at skjule det.
- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?
Pas.
- Hvornår føler du dig mest misforstået?
Jeg føler mig sjældent misforstået. Jeg synes, jeg er ret god til at få mine pointer igennem. I forbindelse med udgivelsen af vores plade Zen Sucker, har et par anmeldere påstået, at vi har lagt os op af Interpol. Det synes jeg er en misforståelse, fordi det band ikke har nogen plads i mit hjerte - eller i min pladesamling for den sags skyld. Jeg havde hellere set bands som The Sound eller The Church (anno Starfish) nævnt, men OK, de er vel forsvundet fra den kollektive referenceramme - hvis de nogensinde var en del af den.
- Hvad er din største bedrift?
Det er mit liv. Jeg kan lide det, og de mennesker og opgaver, der er i det. Jeg håber ikke, jeg fucker det op.
- Dine største fejl?
På det personlige plan kender jeg flere, der synes jeg er ulidelig at være sammen med den første time, efter jeg er stået op. Begreber som 'nidkær nazist' og 'en fontæne af negativitet' er blevet brugt til at beskrive mit sindelag om morgenen. Man kan sige, at jeg springer op som en løve og falder ned som et lam.
På det kunstneriske plan fortryder jeg vores forrige plade, Tourist With a Typewriter. Jeg synes, den er vag. Til gengæld har skammen været en stor drivkraft i forhold til at genopfinde os selv på vores nyeste udgivelse.
- Din drøm om lykken?
En konkret en af slagsen har jeg ikke i øjeblikket, da der i øjeblikket sker store omvæltninger i mit liv.
- Din sindsstemning netop nu?
Den er meget sammensat. Jeg er i udslusningsfasen af et parforhold, der har varet næsten ni år, og som har haft afgørende betydning for, hvem jeg er i dag. Det er jeg selvfølgelig meget ked af. Men jeg glæder mig også til at skulle bo for mig selv for første gang, siden jeg var 21 - selv om det også fylder mig med gru og rædsel.
Samtidig er jeg overvældet og meget stolt af den modtagelse vores plade har fået. Alle de positive tilkendegivelser, vi har modtaget i den sidste tid, gør mig glad. Det er klart, at man er lidt anspændt op til man sender en plade på gaden, som man har arbejdet på i meget lang tid, og som for øvrigt er noget anderledes, end det man tidligere har lavet. Så det er behageligt, når spændingen udløses på en positiv måde.
- Hvilken dyd er den vigtigste?
Jeg må nok svare noget så kedeligt som, at næstekærlighed er den vigtigste dyd. Selv om jeg er ateist.
- Hvilket kunstværk har haft størst betydning for dig?
Det har jeg svært ved at rangordne. Der er selvfølgelig en del musikere, der har haft betydning for min udvikling som sangskriver, men dem vil jeg lade det være op til anmelderne at identificere. Aktuelt klinger min højtestimerede kollega og tidligere samarbejdspartner Peter H. Olesens debutroman Korrekturlæseren stadig i min bevidsthed, jeg har et flip med det amerikanske band Spoon, som jeg forsøger at overtale arrangørerne af Pop Revo til at booke til næste års festival, og før natlampen slukkes, napper jeg lige et enkelt portræt af en topnazist fra Joakim Fests Det tredje riges ansigt.
- Hvad betragter du som din største ulykke?
Jeg er så privilegeret, at jeg ikke kan svare på det.
- Dit motto?
I øjeblikket: Alt er korrumperet!
Poesibogen beder hver uge en ny person svare på en rækkke faste spørgsmål





