"Er vi i virkeligheden forskellige," spørger et slideshow med billeder af mellemøstlige og arabiske kvinder i forskellige situationer. Vi sidder i en konferencesal på Crown Hotel i Amman, hvor de jordanske organisatorer overrasker positivt med at sætte fokus på kvinders bemyndigelse i Mellemøsten. Kvindevinklen har hidtil været gemt godt af vejen til stor skuffelse for mange deltagere.
Jordan er en tiltrængt pause fra al mediehysteriet i Syrien. Vi er danset - bogstavelig talt - over grænsen fra Syrien til Jordan til trommer, sækkepiber og mænd i jordanske folkedragter.
Næste grænse der skal krydses, er den mellem Jordan og Vestbredden.
Flygtninge?
Vi cykler over King Hussein Bridge. 46 grader celsius står der på termometeret og israelske flag er sat op i anledningen af 60-året på vejene alle de steder, de har kunne komme til det på vejen mod Jericho.
"Tak fordi I er kommet for at bakke op om vores sag," siger guvernøren af Jericho, Areef Alja'bry.
"Vi mangler støtte fra det internationale samfund. Sammen skal vi kæmpe for rettigheder til vores land og folk," fortsætter Alja'bry. Efterhånden har vi vænnet os til, at vi åbenbart allerede har valgt side i denne konflikt. Et par danske deltagere overvejede et øjeblik ikke at tage med til Vestbredden, men et par nordirere gjorde alvor af dette og blev i Jordan. De har fået nok.
Khaled Al Sa'di viser os rundt i sit hjem; flygtningelejren Aqbat Jaber lidt uden for Jericho, der huser godt 7.000 flygtninge. Umiddelbart virker det ulogisk, at egne landsmænd bor i flygtningelejre på egen jord; de har oven i købet de samme rettigheder som andre borgere i Palæstina. Kan Khaled l Sa'di ikke bare flytte?
"Vi bor her for at minde verden om, at der er folk, der lever sådan. De fleste der bor her vil vise verden, hvor svært det er at være palæstinenser," siger den 26-årige studerende i organisatorisk udvikling. Flere palæstinensere går rundt med en sort t-shirt med påskriften: "Vores land er ikke til salg." 1948 står der på ryggen af den med et blodrødt ottetal.
Også politikerne i regionen har fokus på jubilæet.
Ved Yasser Arafats gravsted i Ramallah bliver vi mødt af Mahmoud Abbas' udenrigspolitiske rådgiver, Amal Jadou.
"60 års besættelse må snart høre op. I må tage budskabet om fred med hjem til jeres lande," siger hun.
"Vi har alle begået fejl i denne konflikt," erkender Amal Jadou: "Men der skal dialog til, og så nytter det jo ikke noget at bygge en kæmpe mur. Det skaber ikke ligefrem dialog," fortsætter hun.
Ingen tvivl længere
Trods en udelt begejstring for hele turen, mødet med alverdens kvinder, andre kulturer, cykling og den overvældende gæstfrihed er vi i den danske gruppe splittet rent holdningsmæssigt. Vi er 20 deltagere delt op i en ældre og en yngre generation. De yngre deltagere havde ikke ventet så meget anti-israelsk retorik, der har gennemsyret hele turen. Måske lidt naivt.
"Vi troede jo, at det var en fredsorganisation, der forholder sig neutralt. Det kan man ikke være, hvis man allerede har valgt side," siger en dansk deltager. Et synspunkt, der også deles af folk fra andre lande.
De ældre deltagere er tværtom glade for, at vores cykelforetagende har et propalæstinensisk fokus. Men det står ikke i Follow the Womens formålsparagraffer nogen steder.
Trætte sidder vi alle på hotellet i Ramallah, hvor den danske formand foreslår at gøre status over fire års cykling for fred.
"Det er på tide at diskutere, hvad Follow the Women står for og hvor vi vil hen med organisationen. Der er eksempelvis nogle, der er desillusionerede over, at cykelturen begrænser os til at støtte palæstinensiske sag," siger Stine Krog-Pedersen.
En palæstinensisk deltager tager budskabet så nær, at hun går i raseri fra mødet. Initiativet giver anledning til 20 minutters ikke særlig konstruktiv og ophedet diskussion. Det bliver pludselig meget tydeligt for os, hvor svært det kan være at forhandle fred med så mange forskellige kulturer og meninger indblandet. Diskussionen lukkes ved, at det endelig bliver slået fast én gang for alle:
"Hvis dette ikke er en organisation, der støtter palæstinenserne i kampen for deres land og rettigheder, så kan jeg ikke være med længere," siger den britiske forkvinde og initiativtager, Detta Regan. Nogle klapper og hujer. Andre går slukørede i seng.
Serie
223 kvinder cykler i disse dage for fred i Mellemøsten. Turen går fra Libanon til Syrien, gennem Jordan og videre til Vestbredden. 25 lande er repræsenteret og 20 af deltagerne er fra Danmark. Information har spændt cykelhjelmen og rapporterer fra årets Follow the Women. Dette er sidste dagbog i serien.
