Måske bør man reservere overgearet tju-bangretorik til hungersnød og storpolitiske trusler. Men når det gælder onsdagens all english Champions League-finale mellem Chelsea FC og Manchester United på Luzhniki Stadion i Moskva, er en god portion patos absolut på sin plads. De 90 minutter med scoringer i begge ender plus diverse ekstratid var et lille mirakel for fodboldens fremtid og tindrende underholdning for millioner af fans verden over. Og så var det alle tiders mentale rutsjetur for klodens bedste fodboldspiller, Cristiano Ronaldo.
Først lignede han én, der ikke rigtig fattede det. Men kort tid efter United-keeper Edwin van der Sars redning af den indskiftede Chelsea-forward Nicolas Anelkas straffespark i den forlængede spilletid piblede lykken frem i den 23-årige portugisers ansigt. Først spurtede han hen til den hollandske målmand flankeret af jublende rød-hvide holdkammerater. Og så faldt han sammen i det græstæppe, der dysten igennem havde voldt atleterne så meget besvær. Krampen og mærkerne efter utallige infights mellem de to storklubber, som traditionen tro tirrer hinanden til sidste flossede nerve, var pist væk.Sammen med resten af de røde djævle fra den gamle arbejderby i England havde Ronaldo skrevet historie. Én gang til.
De gjorde det i 1999, da de sensationelt besejrede Bayern München på to mål i de allersidste sekunder på Camp Nou. Dengang var Ryan Giggs med, og med en sen debut i Moskva og et veleksekveret straffespark kunne den 34-årige waliser skrive en vaskeægte double up på sit curriculum. Engelske mestre for Gud ved hvilken gang og nu Europas konger på grønsværen. Begge gange med Chelsea i rollen som forsmået førsteelsker.
Der er grænser for, hvad menneskekroppen kan holde til, især når man har scoret på en flot header i første halvleg, brændt et straffespark i overtiden og blafret med armene i frustration over de hårde nysere fra hovedstaden. Dér lå Ronaldo, med sikkerhed årets kommende FIFA-nr.1, med hovedet begraveti græstotterne, mens ryggen rytmisk pumpede op og ned. Store mænd græder. Og rigtige fans elsker at se på det. Lad os bare kalde det en lykkelig homofobi.
I mellemtiden søgte Chelsea-anfører John Terry trøst hos træner Avram Grant efter en misser ved stillingen 4-4. De grådfyldte øjne hos den ellers så seje Terry - manden, der ligner en macho-udgave af Tintin - var forståelige . En scoring fra hans fødder havde ekspederet Chelsea op på ærestribunen og overrækkelsen af pokalen med de store ører. Og gad vide, hvad Frank Lampard og Didier Drogba tænkte i de sekunder. Begge havde ramt træværket i kampens hede.
Revolutionerende 4-6-0-formation
Aktuelt findes der næppe noget andet hold, der er så spændende at følge rent taktisk, end de nykårede Champions League-vindere. Se bare løjerne i Moskva. United stillede med et lidt forsigtigt, men forståeligt 4-4-2-system, hvor Carlos Tévez og Wayne Rooney huserede helt på toppen med Ronaldo og Owen Hargreaves lurende lige bagved. Det lignede kvintessensen af engelsk fodbold, men i realiteten var det en variant af Fergusons revolutionerende 4-6-0-formation. Egentlig har Fergie tyvstjålet det striker-løse koncept fra sin italienske kollega, Roma-træneren Luciano Spalletti. Men med trekløveret Rooney-Tévez-Ronaldo og en genfødt Paul Scholes - som sædvanlig skadet som en blodig bokser, men trodsigt kæmpende i sin karrieres gyldne efterår - i hullet bag den offensive midtbane har den 66-årige tyggegummijunkie fra Glasgow opskriften på ferm og seværdig fodbold. Nede i Rom blev modellen delvist iværksat af nød. Men romerne kreerede gourmetmad ud af basisvarer, så at sige. På et tidspunkt manglede Spalletti ganske enkelt fuldblods angribere. Derfor fik Francesco Totti rollen som hængende spydspids med mandat til offensiv, når muligheden bød sig, mens rækkerne lige bag ham og wingerne i siden agerede som fleksibel bølge. Romerne angreb, når de kunne, og forsvarede sig, når de skulle. Den tidligere træner for det engelske landshold, Steve McClaren, var imponeret efter Romas samlede sejr over Real Madrid i årets Champions League: "Det var totalfodbold: Alle forsvarer, alle angriber."
Tilbage i onsdagens finale var der dømt klassisk 4-4-2-diamant hos United, og de succesfulde eksperimenter med 4-6-0-systemer og skiftende frontløbere var for en stund lagt i køleboksen. Forsigtigheden tegnede et tydeligt billede i de første 15 minutter. Mens Chelsea-drengene skød lange og lettere planløse bolde op mod muskelbundtet Drogba - der for det meste endte i en sandwich mellem Nemanja Vidic og Rio Ferdinand - kæmpede United-folket om retten til pasningsspillet på midtbanen. Konstant testede Ronaldo sin oppasser, Michael Essien, med arrogante finter selv i simple tilbagelægninger over få meter, og Rooney stormløb som pulserende handyman i toppen af Uniteds maskinrum i håbet om at finde en lille åbning i Terrys hermetisk lukkede defensiv og Petr Cechs syrede, orange dragt og tætsiddende hjelm.
Et sandt underværk
Forløsningen kom i det 26. minut med Ronaldos perfekt svævende hovedstødsmål efter forarbejde af Wes Brown og Scholes. Derefter åbnede matchen sig, og bortset fra en enkelt afstikker til 4-5-1 med Tévez som enlig target man forvandlede United sig til før omtalte 4-6-0. Snart kom Chelsea op i omdrejninger, og da Lampard koldt udlignede til 1-1 i halen på Essiens solopræstation, balancerede matchen på en knivspids med neglebidende patos blandt både røde og blå. Begge hold kunne vinde - eller tabe. Målt med underholdningens målestok var dén stillingskrig et sandt underværk. Det, der kunne have endt i taktisk fedtspil og nervøse skin-angreb, blev i stedet vekslet i stakkevis af chancer og kollektive krampeanfald efter 70 minutter. Men på et græsunderlag, hvor selv en hærdebred argentiner med lavt tyngdepunkt som Tévez flere gange mistede fodfæste, og med et gennemsnitligt løbepensum på mindst 12 kilometer, virkede skrøbeligheden som endnu et spektakulært element i manuskriptet.
Og nu er United mestre, så lad os til slut slå en krølle på fremtidens fodbold: 4-6-0. Fergusons succes - og man under ham den - er også hans akilleshæl. Det angrebsløse rotationssystem fungerer tydeligvis kun, fordi den romerske organisme er suppleret med Uniteds uomtvistelige individualister. At de indimellem bliver nervøse og falder tilbage i en efterhånden klassisk 4-4-2 eller 4-5-1 (eller 4-1-4-1 li'som Chelsea), er forståeligt nok, eftersom ingen hold kan diske op med totalshow i samfulde to halvlege. Men hvad sker der, hvis Rooney-Tévez-Ronaldo-trioen har en dårlig dag eller måske bliver splittet, fordi den ene eller den anden flyver videre til næste klub i karrieren? Hemmeligheden bag Ronaldos aktuelle triumf er Fergusons stædige tro på, at det godt kan lade sig gøre at forene team spirit med sublime enkeltmandsevner. Med netop de elementer og de rette folk på pletten virker Spallettis 4-6-0-system i Fergusons remake som det naturligste i verden. Fjern de samme elementer, og pludselig ligner totalfodbold et påklistret krav om fleksibel storhed, som de færreste kan honorere. Der skal ikke ret meget til for at få en dynamisk 4-6-0 til at stivne i en forudsigelig 4-3-3. Se bare det danske landshold. Mit gæt er, at Ferguson bider negle over fristelserne om lukrativt klubskifte for Ronaldo. Og ikke så meget over resultaterne. For de kommer jo netop med den dér gennemsigtighed af systemet og spillerne, der levendegør det.
Heldigvis. Og det er samtidig et forsvar for fodboldens patos-cowboys. De må godt græde.
