Privilegiernes tid er forbi

Det blev kaldt for genialt. Værten med den store mund på DR2's program Jersild & Spin lignede en mand på vej mod en seksuel forløsning i begejstring over dette mesterlige stykke manipulation af vælgerbefolkningen, spin. Da Anders Fogh Rasmussen fejrede 10 års-jubilæum som formand for Venstre, holdt han ikke en stor fest med franske vine for de særligt indbudte. Han havde i stedet inviteret sine 12.000 'venner' fra sin Facebook-profil til en løbetur rundt om Damhussøen. Sådan fejrer en formand sig selv i 2008. Det blev ikke rigtig bemærket, at der faktisk kun dukkede 100 'venner' op til 'festen'. Det var altså under 1 procent af vennerne, som ville være med til denne form for festivitas. Der var tilsyneladende hverken kvinder eller ældre mænd, som ville bruge den herlige forårsdag på en løbetur med statsministeren. Det var de unge, raske mænd, som var trukket i løbetøjet med statsministeren, der lod sig interviewe - løbende! For enhver anden arrangør ville det være en eklatant fiasko at invitere 12 venner og ende med en enkelt gæst. Især når man betænker, at værten er meget berømt - ikke mindst for at være svær at komme i nærheden af. Denne sociale fiasko blev regnet for et fantastisk nummer af statsministeren. Den viste om noget, at statsministeren er en mand, som har gjort sig klart, at privilegiernes tid er forbi. Det gælder ikke om at have det sjovt og slippe sig løs, det gælder om at gøre det sundt og være i kontrol.

Det ironiske ved den langstrakte farce om finansminister Lars Løkke Rasmussens skandaløse bilag på 36 kroner for en fadøl, 900 kroner for en hotelovernatning og 12,5 krone for en kop kaffe er, at Løkke synes at være blevet offer for de nye idealer om afholdenhed og renfærdighed, som er sat af Anders Fogh Rasmussen. Kronprinsen er blevet et offer for kongens nye normer. Det var Anders Fogh Rasmussen, som moraliserede over Socialdemokraternes misbrug af offentlige ressourcer og inviterede til, at de nu kan moralisere over Lars Løkkes sjusk. Socialdemokraternes ledelse vil ikke selv have skidt på fingrene. Men de vil have skidt smidt efter Lars Løkke Rasmussen. For de ved, at det klæber. Så de har valgt den relativt ukendte Overdommer Prehn til at gøre det beskidte arbejde. "Det går ud over Løkkes troværdighed," siger kommentatorerne til vælgerne. Og så bekræfter en meningsmåling, at det er gået udover hans troværdighed. Og derfra er det en sag, for det er noget, der optager 'folk' og 'skader' Lars Løkke Rasmussen.

Løkkes forbrug er for almindeligt

Det sjove er i den sammenhæng, at de evindelige 'journalistiske' afdækninger af Lars Løkke Rasmussens gøren og laden ikke tegner et portræt af mand med ekstravagante vaner. Han har ikke drukket de dyreste vine eller bespist sine venner på restauranter, der ville være en businessleader som Asger Aamund værdig. Det mest påfaldende ved Løkkes forbrug er, at det er så almindeligt. Han drukket en flaske vin i Tivoli, taget en øl på en centerpub, købt kaffe på en servicestation og spist sild og pariserbøf med en kollega på Rio Bravo for 636 kroner. Så er der naturligvis taxaregningerne, som Danmarks Radios journalistiske flagskib Søndagsavisen 'undersøgte' i denne uge. Det hed sig i indslaget, at eksperter i offentlig forvaltning vurderede, at ministeren kunne være forpligtet til at betale taxaudgifter for over 100.000 kroner tilbage. Det, som de ikke fortalte i indslaget, var, at et eventuelt krav om tilbagebetaling er forældet efter fem år, da ingen med rimelighed kan forlange redegørelser 10 år tilbage for ture med taxa. Det, som de heller ikke sagde, var, at den ene såkaldte ekspert i forvaltningsret på sin egen hjemmeside ikke står anført som forsker i forvaltningsret, men derimod i erhvervsret. Denne ekspert udtalte så, at man muligvis ikke kunne gøre et juridisk krav gældende, men at man måske kunne tale om en moralsk forpligtelse til at betale tilbage. Denne juridiske ekspert blev pludselig til moralsk overdommer, og så hed det sig, at ekspert udtaler, at Løkke kan blive tvunget til at tilbagebetale taxaregninger.

Skildres som fordrukken og utro

Denne glidning fra jura til moral er signifikant for hele dækningen af Lars Løkke Rasmussens bilag. Det antages, at der har været tale om bedrageri eller groft misbrug af skatteborgernes penge. Antagelse om et journalistisk scoop bruges som alibi til at fortælle den ene historie efter den anden om øl, vin, cigaretter, hotelovernatninger og en betalingsfilm, som måske kunne være en pornofilm! Ingen historie for lille: "Her er Lars Løkkes druk-venner," proklamerede Ekstra Bladet stolt den 23. april. Fordi avisen havde lavet opnået aktindsigt, var det journalistisk legitimt at udpensle den ene aften efter den anden over de seneste 10 år. De mange artikler og tv-indslag efterlader det indtryk, at Lars Løkke har sejlet gennem de seneste 10 år på en syndflod af øl, vin, betalingsfilm og fester med vennerne. Sådan set er hans bilag allerede godkendt af revisionen, og sådan set er det i langt de fleste tilfælde embedsværkets ansvar at kontrollere ministerens bilag korrekt. Og sådan set er meget af det såkaldte 'rod' omkring hans bilag opstået, fordi han i en periode sad i en speciel position som både næstformand for Venstre, Amtsborgmester i Frederiksborg og medlem af Folketinget. Socialdemokraten Thorkild Simonsen, der som både forhenværende minister og borgmester i Århus skulle være kvalificeret til at fælde dom, har da også bemærket, at nu har sagen om Lars Løkkes bilag vist fået alt, hvad den kunne trække - og lidt til.

Men der er ingen grænse for granskningen i Lars Løkkes privatliv. Ekstra Bladet kunne uden kilder meddele, at Lars Løkke havde haft en affære med et andet folketingsmedlem.

Han portrætteres uden hæmninger som uhyre smålig, lettere alkoholiseret, umådeligt rodet og en utro ægtemand. Samme mekanisme udløste den offentlige undersøgelse af et samleje mellem Jeppe Kofod og et DSU-medlem på en højskole i Jylland: Juridiske eksperter blev indkaldt for, at det skulle ligne en journalistisk historie, og så kunne man fortælle, at Kofod var kendt for at være pigeglad og ikke havde brugt kondom.

Det er dybest set en sund logik, der sikrer, at de store ikke fester på de smås regning eller udnytter mennesker omkring. Indignationen over uretfærdige privilegier har været drivkraften bag solidariske fremskridt. Men indignationen retter sig sjældent mod strukturelle privilegier og virkeligt sociale modsætninger. Den forfalder til en massiv offentlig moralisme, der ender med at gøre den fest, som ingen gider deltage i, til den eneste acceptable fest.