Det blev kaldt for genialt. Værten med den store mund på DR2's program Jersild & Spin lignede en mand på vej mod en seksuel forløsning i begejstring over dette mesterlige stykke manipulation af vælgerbefolkningen, spin. Da Anders Fogh Rasmussen fejrede 10 års-jubilæum som formand for Venstre, holdt han ikke en stor fest med franske vine for de særligt indbudte. Han havde i stedet inviteret sine 12.000 'venner' fra sin Facebook-profil til en løbetur rundt om Damhussøen. Sådan fejrer en formand sig selv i 2008. Det blev ikke rigtig bemærket, at der faktisk kun dukkede 100 'venner' op til 'festen'. Det var altså under 1 procent af vennerne, som ville være med til denne form for festivitas. Der var tilsyneladende hverken kvinder eller ældre mænd, som ville bruge den herlige forårsdag på en løbetur med statsministeren. Det var de unge, raske mænd, som var trukket i løbetøjet med statsministeren, der lod sig interviewe - løbende! For enhver anden arrangør ville det være en eklatant fiasko at invitere 12 venner og ende med en enkelt gæst. Især når man betænker, at værten er meget berømt - ikke mindst for at være svær at komme i nærheden af. Denne sociale fiasko blev regnet for et fantastisk nummer af statsministeren. Den viste om noget, at statsministeren er en mand, som har gjort sig klart, at privilegiernes tid er forbi. Det gælder ikke om at have det sjovt og slippe sig løs, det gælder om at gøre det sundt og være i kontrol.
Det ironiske ved den langstrakte farce om finansminister Lars Løkke Rasmussens skandaløse bilag på 36 kroner for en fadøl, 900 kroner for en hotelovernatning og 12,5 krone for en kop kaffe er, at Løkke synes at være blevet offer for de nye idealer om afholdenhed og renfærdighed, som er sat af Anders Fogh Rasmussen. Kronprinsen er blevet et offer for kongens nye normer. Det var Anders Fogh Rasmussen, som moraliserede over Socialdemokraternes misbrug af offentlige ressourcer og inviterede til, at de nu kan moralisere over Lars Løkkes sjusk. Socialdemokraternes ledelse vil ikke selv have skidt på fingrene. Men de vil have skidt smidt efter Lars Løkke Rasmussen. For de ved, at det klæber. Så de har valgt den relativt ukendte Overdommer Prehn til at gøre det beskidte arbejde. "Det går ud over Løkkes troværdighed," siger kommentatorerne til vælgerne. Og så bekræfter en meningsmåling, at det er gået udover hans troværdighed. Og derfra er det en sag, for det er noget, der optager 'folk' og 'skader' Lars Løkke Rasmussen.
Løkkes forbrug er for almindeligt
Det sjove er i den sammenhæng, at de evindelige 'journalistiske' afdækninger af Lars Løkke Rasmussens gøren og laden ikke tegner et portræt af mand med ekstravagante vaner. Han har ikke drukket de dyreste vine eller bespist sine venner på restauranter, der ville være en businessleader som Asger Aamund værdig. Det mest påfaldende ved Løkkes forbrug er, at det er så almindeligt. Han drukket en flaske vin i Tivoli, taget en øl på en centerpub, købt kaffe på en servicestation og spist sild og pariserbøf med en kollega på Rio Bravo for 636 kroner. Så er der naturligvis taxaregningerne, som Danmarks Radios journalistiske flagskib Søndagsavisen 'undersøgte' i denne uge. Det hed sig i indslaget, at eksperter i offentlig forvaltning vurderede, at ministeren kunne være forpligtet til at betale taxaudgifter for over 100.000 kroner tilbage. Det, som de ikke fortalte i indslaget, var, at et eventuelt krav om tilbagebetaling er forældet efter fem år, da ingen med rimelighed kan forlange redegørelser 10 år tilbage for ture med taxa. Det, som de heller ikke sagde, var, at den ene såkaldte ekspert i forvaltningsret på sin egen hjemmeside ikke står anført som forsker i forvaltningsret, men derimod i erhvervsret. Denne ekspert udtalte så, at man muligvis ikke kunne gøre et juridisk krav gældende, men at man måske kunne tale om en moralsk forpligtelse til at betale tilbage. Denne juridiske ekspert blev pludselig til moralsk overdommer, og så hed det sig, at ekspert udtaler, at Løkke kan blive tvunget til at tilbagebetale taxaregninger.
Skildres som fordrukken og utro
Denne glidning fra jura til moral er signifikant for hele dækningen af Lars Løkke Rasmussens bilag. Det antages, at der har været tale om bedrageri eller groft misbrug af skatteborgernes penge. Antagelse om et journalistisk scoop bruges som alibi til at fortælle den ene historie efter den anden om øl, vin, cigaretter, hotelovernatninger og en betalingsfilm, som måske kunne være en pornofilm! Ingen historie for lille: "Her er Lars Løkkes druk-venner," proklamerede Ekstra Bladet stolt den 23. april. Fordi avisen havde lavet opnået aktindsigt, var det journalistisk legitimt at udpensle den ene aften efter den anden over de seneste 10 år. De mange artikler og tv-indslag efterlader det indtryk, at Lars Løkke har sejlet gennem de seneste 10 år på en syndflod af øl, vin, betalingsfilm og fester med vennerne. Sådan set er hans bilag allerede godkendt af revisionen, og sådan set er det i langt de fleste tilfælde embedsværkets ansvar at kontrollere ministerens bilag korrekt. Og sådan set er meget af det såkaldte 'rod' omkring hans bilag opstået, fordi han i en periode sad i en speciel position som både næstformand for Venstre, Amtsborgmester i Frederiksborg og medlem af Folketinget. Socialdemokraten Thorkild Simonsen, der som både forhenværende minister og borgmester i Århus skulle være kvalificeret til at fælde dom, har da også bemærket, at nu har sagen om Lars Løkkes bilag vist fået alt, hvad den kunne trække - og lidt til.
Men der er ingen grænse for granskningen i Lars Løkkes privatliv. Ekstra Bladet kunne uden kilder meddele, at Lars Løkke havde haft en affære med et andet folketingsmedlem.
Han portrætteres uden hæmninger som uhyre smålig, lettere alkoholiseret, umådeligt rodet og en utro ægtemand. Samme mekanisme udløste den offentlige undersøgelse af et samleje mellem Jeppe Kofod og et DSU-medlem på en højskole i Jylland: Juridiske eksperter blev indkaldt for, at det skulle ligne en journalistisk historie, og så kunne man fortælle, at Kofod var kendt for at være pigeglad og ikke havde brugt kondom.
Det er dybest set en sund logik, der sikrer, at de store ikke fester på de smås regning eller udnytter mennesker omkring. Indignationen over uretfærdige privilegier har været drivkraften bag solidariske fremskridt. Men indignationen retter sig sjældent mod strukturelle privilegier og virkeligt sociale modsætninger. Den forfalder til en massiv offentlig moralisme, der ender med at gøre den fest, som ingen gider deltage i, til den eneste acceptable fest.






AAge Øhle
24. maj, 2008 #
I går skrev en pens.kommunaldirektør, en kollega, at hvis kommunaldirektører "lukkede op for godteposen", ville det politiske system blive rystet.
Jeg er fulstændig enig, og derfor kommer socialdemokratiske borgmestre m.m. nu frem og siger, at Løkke Rasmussen er blebet unødigt efterstræbt!
Af gode grunde, særdeles gode grunde.
Tænk sig, hvis EB's jagt udvidedes til fhv. borgmestre og ministrre og andre fra inderkedsen, så ville respekten for det politiske system ganske enkelt gå i opløsning.
Systemet er simpelt hen råddent, uanset partifarve!
Bjørn Holmskjold
24. maj, 2008 #
Hvor mange af Informations læsere har egentligt læst bogen om Anders Fogh Rasmussen:
"Fogh. Historien om en statsminister"?
Bortset fra de få psykologistuderende, der tilsigter at få karakterafvigende adfærd og andre alvorlige personlighedsforstyrrelser, som speciale.....
Bjørn Holmskjold
Erik B.
24. maj, 2008 #
At han bliver knaldet på noget, der sandsynligvis ligger under gennemsnitskorruptionen i den politiske klasse gør det da kun endnu sjovere!
Der er intet federe end at se en politiker blive drevet rundt i manegen, de har allesammen fortjent det der var langt værre. Puds ham, hæhæ....
L. Rasmussen
24. maj, 2008 #
Kunne det tænkes, at medierne har fået lidt røde ører over at have holdt mikrofon - oven i købet, mens de løb - for statsministeren, da han lavede sit stunt med 8 promille af sin Facebook venner, der formodentlig alle til hobe var medlemmer af VU? Nu vil de så gå grundigere til værks med finansministeren og er måske nok røget i den modsatte grøft.
Der er næppe, som Rune Lykkeberg hævder, tale om nogen ny-moralsk bølge symboliseret ved statsministerens løbetur. I Løkke-sagen er der først og fremmest tale om pay back time, sat i søen af Uffe Thorndal. Lars Løkke har nok ligeså mange politiske fjender som Fogh har Facebook 'venner', også i egne rækker, og der er masser af dem, der har interesse i at holde gryden i kog. Og det gør sagen nemmere, når ministeren selv medvirker til farcen med flere skiftende forklaringer iblandet arrogance, når han sender Peter Christensen og Inger Støjberg i byen med verdens lettest gennemskuelige spin til sit forsvar, og når enhver journalistelev kan se, at her er et emne, der virkelig kan ryste hele Venstre og dets fremtid post-Fogh.
Erik B.
24. maj, 2008 #
Anders har en Facebook-side! Gosh! Har han fået en hjerneblødning eller sådan noget?
Der står hans yndlingsfilm er - LOL! - 'The Patriot' og 'Alexander'.
Alexander!?! En smålummer homoerotisk version af Conan the Barbarian?
HAHAHAHA! Jeg dør af grin!
Erik B.
24. maj, 2008 #
Løbetur med Facebook-vennerne!?! Ubetaleligt!
Hvordan får man adgang til at skrive kommentarer på hans side?
Per Erik Rønne
24. maj, 2008 #
Hele sagen om bilagene bliver endnu mere tankevækkende, når man tænker på, at hans sekretærer naturligvis ikke har skrevet på selve bilagene, hvad der var tale om, men højst har påført dem et nummer.
Det er almindelig bogholderiskik at tilføje en kommentar til hver indføring, som eksempelvis hvad en bestemt taxabon har dækket over. Kan det virkelig være rigtigt at ingen journalist ved det?
Og så hænger man sig i at en receptionist en sen nattetime, er kommet til at kalde manden for »Lars Løkke /Jensen/« - det er som bekendt ikke gæsterne der selv skriver sig ind.
Men når der lugtes blod, så reagerer de fleste journalister altså på samme måde som en flok velociraptorer ...
Benny Madsen
24. maj, 2008 #
I og for sig kunne man sagtens tilgive Lars Løkke, problemet er at regeringen jo selv har indført en total retspositivistisk tilstand. Hvis vi andre fejler og laver noget l..., så fanger bordet med det samme og så er der ingen nåde. Så er der kun gældende lov.
Var der ikke noget om en udenlandsk læge der havde overset et eller andet med en arbejdstilladelse. Hun var ikke til byrde for Danmark, var selvforsørgende og opførte sig dadelfrit. Men ud med hende, ikke noget med at hun nok have lært noget og sån.
Når regeringen har den indstilling til tingene, så må den squ også selv indrette sig derefter, men det falder vist de borgerlige lidt svært.
Anders
25. maj, 2008 #
Jeg husker at der i radioen blev sagt (den gang der var mest tale om Lars) -at der ikke ville gå længe før man ville glemme "historien". Se nu hvordan de pynter på ham... Det er til at blive dårlig af at se på hvordan politikere kan krybe udenom ved at snakke og fordreje sig fra det hele.