Are you experienced? spurgte Jimi Hendrix på sin første lp, som udsendtes det herrens år 1967. Og det han dermed mente, var, om lytteren mon havde taget den hurtige genvej til forklaringens lys gennem bevidsthedens mange døre; det vil sige ved hjælp af et eller flere såkaldt psykedeliske stoffer.
Og i 1967-terminologi var der primært tale om stoffet LSD, som sandt for dyden kan forvandle hvem som helst til pilot i det indre kosmos på nul komma dut. Og det var da også på dette tidspunkt ideen om en egentlig psykedelisk musik undfangedes - head music, som den så rammende hed i tidens jargon. Fordi det ikke som med rocken, der var gået forud, så meget handlede om at danse, som det nu handlede om at trippe; gerne liggende udstrakt på en madras med et stereoanlæg inden for rækkevidde, mens duften af røgelse behageligt kildede næseborene. Ja, hvad ved jeg?
Jeg løb rundt i korte bukser på daværende tidspunkt og genopførte i et væk slaget ved Little Big Horn, også en oplevelse, men ikke synderlig psykedelisk.
Til gengæld tør jeg skrive under på at have taget pænt revanche siden - dette skal selvfølgelig ikke opfattes som en opfordring til den uindviede til halsløst at kaste sig over de psykedeliske stoffer, men de har fungeret rigtig fint for mig, og jeg ville nødig have været dem og den dermed tilhørende erfaring foruden. Nu ved De det.
I populær mytologi forsvandt den psykedeliske musik, efterhånden som ungdomsoprøret ebbede ud i løbet af de tidlige 1970'ere og afløstes af andre genrer, sådan som det er norm indenfor musikverdenen.
Musik at tage stoffer til
Men som den amerikanske kritiker Jim Derogatis påviste i sit fremragende værk, Kaleidoscope Eyes fra 1996 (det ville være skønt om Derogatis ved lejlighed gad opdatere værket, således at den bølge af psych-folk, der p.t. pågår, kunne komme med i det store kosmiske regnskab), så døde genren kun af navn.
Dens indflydelse rakte langt ud over sin tid og fortsatte i både krautrocken, hos diverse psykedeliske postpunknavne, i 80'ernes amerikanske Paisley Underground og shoegazer-genren - samt i høj grad som incitament for den elektroniske musik (hvis drivkraft i høj grad også var et psykedelisk stof i form af ecstasy), på en række langt ude hiphopprojekter og hele vejen op til respekterede kritikerdarlings som My Bloody Valentine, Mercury Rev og Flaming Lips.
Noget af det mest fascinerende ved Derogatis bog var - og er - hans påstand om, at stoffer på ingen måde er et must for at skabe denne fantasiens cinematastiske lydtapet; som der skrevet står, indtog Brian Eno næppe noget meget stærkere end en kop te under skabelsen af Another Green World (1975), som ikke desto mindre må regnes for et femstjernet psych-mesterværk.
Interessant, hvis man finder noget sådant interessant.
Musik til at forsvinde i
Ét af de store navne indenfor 1980'ernes stener/rumrejse-rock var britiske Spacemen 3, der karakteristisk nok kaldte et af deres albums for - hold fast - Taking Drugs to Make Music to Take Drugs To. Jow da.
Noget kunne tyde på, gruppen ikke valgte at følge Brian Enos noble eksempel. Nå, fra dette band brød Jason Pierce alias Spaceman ud, da han i 1990'erne dannede spaceage-ensemblet Spiritualized, som efter sigende også i høj grad gjorde sig som kosmonauter i det indre rum, både privat, i studiet og på scenen.
At dømme fra den dronende, drømmende og repetitive klang, der har præget deres til dato fem imposante albumudgivelser, havde Pierce ikke ligefrem lagt stofeksperimenterne på hylden og han fremstod da i interview også som om han lå i skarp konkurrence med andre heads som f.eks. hele Primal Scream og mange andre stofinspirerede ensembler og solister.
Men det virkede til gengæld også som om at han var en af de heldige (få?), der kunne styre sin omgang med de tillokkende om end konsekvent forbudte euforiserende stoffer (hvad skal vi også med blød narko, når vi kan få hård sprut? spørger De nu med garanti; hvortil jeg iler med at svare, ja, ikke mindst fordi alkohol har sådan en charmerende indflydelse på folk generelt - er der således noget mere indtagende end et lokale fuld af stangstive danskere?) - og ikke omvendt.
Det var musik til at forsvinde i, med lag på lag af overdubbede guitarer, keyboards, kor, bizarre effekter og gerne hele det orkestrale udtræk, som regel med Pierces karakteristiske stemme svømmende et sted langt nede i det mudrede og svært differentierbare, om end også underskønt dragende miks.
Så i 2005 under det indledende arbejde med album nummer seks ramtes Pierce - og for god ordens skyld: jo, han er identisk med Spiritualized - af en dobbeltsidet lungebetændelse, som var lige ved at slå ham ihjel.
Skrøbelig men robust
Resultatet var, at han måtte tage et par år på sidelinjen, mens hans karriere kørte i tomgang.
Inden sygdommen havde han dog ved et svineheld erhvervet sig en uhyre sjælden Gibson-guitar fra 1929, på hvilken han prompte skrev en lang række sange (udelukkende i tonearterne A og E!), som han så småt var ved at være klar til at gå i studiet med.
Der skulle dog gå tre år, før han var i stand til at færdiggøre projektet, der nu endelig foreligger i form af det forjættende udspil, Songs in A & E, lige til at gå til.
Gamle lyttere og fans vil først og fremmest studse over, hvor højt Pierces kraftfulde vokal er kommet i mikset. Og hvor både skrøbelig, indfølt og - paradoksalt nok - robust, den egentlig lyder. Samt den umiddelbart tilgængelige roots-fornemmelse, der hviler over mange af numrene, med den akustiske guitar som dominerende instrument.
Der er selvfølgelig og heldigvis også blevet plads til flere effektive syre-workouts, her i blandt ikke mindst pladens bedste nummer, "You Lie You Cheat".
Og de fleste andre vil bare glædes over, at være pandet ind i en af Englands bedst bevarede sangskrivningshemmeligheder, thi materialet her skår gnister - i en afvekslende og rigt facetteret produktion, der kun langsomt åbner for alle sine hemmeligheder.
I det hele taget er det den mindst syrede plade fra bandets hånd, selv om den på mange måder er den, der er længst ude. Nuvel, med eller uden stoffer og andet mærket tilsætning, bydes Jason Pierce hermed hjerteligt velkommen tilbage. Og tak for Songs in A & E, hr.
Den lyder både eminent og nødvendig - en usædvanligt vital og funky blanding. Nu glæder vi os så bare til at høre materialet live!
Spiritualized: Songs in A & E (Spaceman/Bonnier-Amigo) Udkommer mandag
