De milliarder af dollar brugt på bekæmpelse af aids i form af vacciner, test, oplysningskampagner om brug af kondomer og seksuel afholdenhed har vist sig at være mindre effektive end et simpelt kirurgisk indgreb, hvor forhuden fjernes. Nogle af verdens fremmeste forskere har advaret om, at de centrale søjler i hiv-forebyggelse fra brug af kondomer til hiv-vacciner ikke virker i de regioner i Afrika, der er værst ramt af aids.

Det er i år 25 år siden, at hiv-virusset blev opdaget. Men forskernes dystre budskab er, at et kvart århundredes forskning i hiv-vacciner, antivirale midler og øget sundhedsoplysning ikke har været i stand til at dæmme op for aids-epidemien i Afrika.

Forskerne mener, at der er et presserende behov for at revurdere de eksisterende strategier ved at se på, hvordan flere mænd kan blive omskåret i det sydlige Afrika, hvor aids-epidemien blandt heteroseksuelle påvirker hele befolkningen frem for at være begrænset til højrisikogrupper som prostituerede og deres kunder. Dr. Daniel Halperin, fra Harvard Universitets skole for folkesundhed er en af medforfatterne til undersøgelsen af mandlig omskærings effekt. Han mener, at det er på tide at se på mandlig omskæring som det vigtigste middel mod spredning af hiv i de værst ramte regioner i verden:

Trods relativt store investeringer i forebyggelse af aids i nogle af de hårdest ramte lande som Sydafrika og Botswana står det klart, at vi bliver nødt til at reducere antallet af nye hiv-infektioner,” siger Daniel Halperin.

Mindre end en procent af midlerne fra FN’s sundhedsprogram er gået til mandlig omskæring, selvom de øvrige - og langt dyrere - strategier ikke har levet op til forventningerne.

Vi har brug for et dramatisk skift i, hvad vi prioriterer, og ikke bare et mindre ryk,” tilføjer Halperin.

Tragisk fejl

At fjerne forhuden har i adskillige undersøgelser vist sig at bremse spredning af hiv-virus blandt heteroseksuelle, fordi indgrebet reducerer risikoen for infektion. Blandt mænd falder risikoen med 60 procent, men også hos kvinder er der en afsmittende effekt, fordi der bliver færre smittede mænd i befolkningen som helhed.

Mere end 45 undersøgelser i løbet af de seneste 20 år, samt tre store kliniske studier i Afrika, har vist, at operationen væsentligt reducerer risikoen for infektion blandt heteroseksuelle par.

I modsætning til andre interventioner er mandlig omskæring en engangsprocedure, der giver livslang beskyttelse. Mandlig omskæring vil kunne afværge op til 5,7 millioner nye hiv-infektioner og tre millioner dødsfald over de næste 20 år i det sydlige Afrika, også blandt mange kvinder,” skriver forskerne i tidsskriftet Science.

Malcolm Potts fra Berkeley Universitet i Californien beklager, at man ikke har brugt metoden noget før:

Det er tragisk, at vi ikke gik i gang med at bruge mandlig omskæring i 2000, da beviserne allerede dengang var meget overbevisende. Et stort antal mennesker vil dø som resultat af denne fejl.”

© The Independent & InformationOversat af Lise Richter

Fakta

Mandlig omskæring er ingen beskyttelse

Danske forskere gør i Ugeskrift for Læger opmærksomme på, at mandlig omskæring nok nedsætter risikoen for hiv-infektion blandt mænd, men at det endnu ikke er klart, hvorledes indgrebet mindsker risikoen for hiv-smitte. En international ekspertgruppe anbefaler derfor, at omskæring tilbydes parallelt med intensiv rådgivning om sikker sex.

De danske forskere mener, at omskæring kan få negative konsekvenser for de allerede igangværende kampagner om brug af kondomer, fordi mænd, der søger omskæring som hiv-forebyggelse, formodentlig vil opfatte sig selv som delvist eller helt beskyttet af det kirurgiske indgreb.