BERLIN - For nylig traf jeg en mand, der havde boet længe væk fra Danmark. Det havde skærpet hans iagttagelsesevne. F.eks. havde han en glimrende forklaring på, hvorfor jyder siger: "Jeg er ovre ved Ole", selv om enhver ved, at det på rigsdansk hedder: "Jeg er ovre hos Ole". Forklaringen er, at jyder har en stalddør ind til deres bolig. Den slags døre, hvor man kan nøjes med at åbne den øverste halvdel og lade den nederste forblive lukket. Her står de og hænger, og stalddøren er god for to ting. Dels gør den det nemt for jyderne at holde øje med grisene, der løber rundt udenfor, samtidig med at den hindrer samme grise i at løbe lige ind i stuen. Dels, og her kommer forklaringen på sprogforbistringen, beskytter samme dør jydens underliv mod eventuelle tilnærmelser, når han står og taler. Og derfor kan man altså på jysk kun være ovre ved Ole og ikke hos Ole.
Nu kan man jo synes, at jyder er sjove, men nemme ofre. Lidt ligesom at stjæle slik fra børn. Men tag så prøjserne, altså folk fra Berlin og omegn. Efter fire år i Berlin har jeg ikke tal på de gange, vi har haft besøg af danskere, der har hvinet: Iiiiihh, hvor er folk dog høflige her i forhold til derhjemme! Ja, lille skat, det kan meget vel være, at der var en mand, der gryntede godmodigt til dig, mens han langede en currywurst over disken, men du kan være et-hundrede på, at han ikke var prøjser. For prøjserne er smaskhamrende uforskammede. Prøv engang at betale beløbet fire euro og 10 cent med en fem-euroseddel. "Har De ikke mindre?" lyder det prompte og smækfornærmet.
Fuld af velvilje
Forleden kørte jeg med undergrunden i Berlin. Ind kommer ung mor med spædbarn plus et styks temmelig stor kuffert på hjul. Ungen bærer hun direkte på armen. Da kufferten vælter, er jeg fuld af velvilje, ikke mindst fordi jeg synes, moderen ligner en af mine yndlingsforfattere, Siri Hustvedt. Jeg springer til og rejser tons-tung kuffert op. Her kunne man forvente et tak. Eller et smil. Eller bare et nik. Nix. Ingenting. Mor stirrer surt skråt ud i luften, som om jeg havde væltet hendes kuffert og derefter sparket hende over skinnebenene.
Læs mere om
De prøjsiske mænd hjælper heller ikke, når man bærer klapvogn inklusive barn op ad trappen fra samme undergrund. For det første har de ikke overvejet at bygge elevatorer. For det andet valser de som regel lige forbi iført grimt tøj og dårligt siddende frisurer, mens jeg slæber mig halvt fordærvet og af hysteri skriger til den ældste på seks: "Du gifter dig ALDRIG med en tysk mand!"
På en kort visit i København bliver jeg mindet om, hvor helt anderledes tålmodige og venlige vi er nordpå. Min mand laver en parallelparkering på Værnedamsvej. Han kommer derved til at bakke med cirka tre km/t fem centimeter ind i en fodgængerovergang, hvor en lille mand med tuschtegninger overalt på armene og en hund i stil med Grisehandlerens i Matador er ved at passere gaden. Han løber hen og river dør til bil op. "For helvede, mand, du kunne ha' kørt den lille hund over!," råber han, hvorefter han spytter på min mand. Kun de to børn på bagsædet afholder ham (formentlig) fra også at stikke min lamslåede ægtefælle en næsestyver. Vi kan ikke vente med at komme hjem til Prøjsen. Eller bare en tur til Jylland.
