En filmfestival som den i Cannes, der er dedikeret til artfilmen i bred forstand - og kun inviterer mainstream-film med, fordi filmstjernerne lyser op på den røde løber - kræver meget af sit publikum. Man skal være fordomsfri og villig til at give sig filmene og deres ofte fremmedartede historier og utraditionelle måder at fortælle på i vold.
På godt og ondt tilbyder Cannes' fire filmserier - hovedkonkurrencen, Un Certain Regard og de uafhængige sideserier Semaine de la Critique og Quinzaine des Réalisateurs - et sjældent indblik i, hvor verdensfilmen befinder sig lige nu.
I løbet af de ca. 12 dage, årets festival har varet, er man nået langt ud i hjørnerne - fra Filippinerne og Sydkorea over Brasilien og Mexico til Ungarn og Norge - og bagefter føler man sig en del klogere på hverdagen, som den former sig for fårehyrder på sletterne i Kasakhstan, blandt dybt religiøse indfødte i junglen omkring Amazonfloden eller hos en dysfunktionel familie i en nedslidt pornobiograf i Manila.
Læs mere om
Men selv om de fleste filmkritikere vel rejser til Cannes med et åbent sind - journalisterne er som regel mest interesseret i at tale med stjernerne - og forventer at møde ny, progressiv filmkunst, bliver man ikke altid belønnet for sin eventyrlyst eller sit tålmod.
Man kan med en vis ret spørge, om det egentlig er meningen, at man skal belønnes, og om man ikke blot bør være glad for at blive udfordret. Men en film laves vel for at blive set - nogle vil endda mene, at en film først begynder at eksistere i mødet med et publikum, der forstår at sætte pris på den - og det er påfaldende, hvor ofte artfilmen viser sig uvillig til at kommunikere med dem, der sidder og kigger på.
Nogle instruktører synes ligefrem at sætte lighedstegn mellem uforståelighed og stor kunst, og adskillige af de film, der er blevet vist i Cannes i år, har skullet dechifreres og fortolkes, før de begyndte at give mening. Derfor nyder man i høj grad også de umiddelbare, fremkommelige film, man støder på. Film, der benytter sig af mere konventionelle måder at fortælle på, og som måske endda rummer det, der i vid udstrækning har været fraværende i Cannes i år, nemlig humor.
Nogle af de bedste film, der er blevet vist på festivalen, har dog formået at kombinere det unikke kunstneriske greb med en udpræget lyst til at fortælle relevante og medrivende historier om den verden, vi lever i. Det er film, som vil anfægte publikum, og det tjener juryen til ære, at den med Sean Penn i spidsen søndag aften valgte at belønne flere af de film: Matteo Garrones barske Gomorra om den napolitanske mafia, Paolo Sorrentinos opfindsomme Il Divo om Giulio Andreottis magtmisbrug og Laurent Cantets Guldpalmevinder, Entre les murs, der følger en gymnasieklasse gennem et år og derigennem får sagt meget om generationskløfter, kulturelle forskelle og vigtigheden af uddannelse.
Det er takket være film som dem, at Cannes også bliver andet end et reservat for den helt snævre filmkunst.
