Den hollandske ‘provo-politiker’ Geert Wilders er blevet det seneste projektil i verdens vigtigste kulturkamp: Nulsums-konflikten mellem det demokratiske civilsamfund og den traditionelle islam. Wilders, som lever under konstant bevogtning på grund af dødstrusler, udsendte for et stykke tid siden en 15 minutter lang film kaldet Fitna (arabisk for ‘strid’). Filmen er blevet fordømt som stødende, fordi den sidestiller billeder af muslimsk vold med skriftsteder fra Koranen. I betragtning af at gerningsmændene til samme vold jævnligt påberåber sig de samme skriftsteder for at retfærdiggøre deres handlinger, er det svært at indse, hvorfor en filmisk skildring af denne sammenhæng skulle være kontroversiel, men uanset om filmen er kontroversiel eller ej, skulle man forvente, at politikere og kommentatorer i ethvert frit samfund ville tage entydigt til orde for at forsvare Wilders ret til at lave en sådan film.

Netudbyder lukkede ned

Men hvordan har den frie verden reageret på Fitna? Hollands regering søgte først at forbyde filmen på stedet. EU’s udenrigsministre fordømte den, og det samme gjorde FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon. Hollandsk fjernsyn nægtede at vise den uredigeret, og da Wilders erklærede, at han ville sende på nettet, lukkede hans netudbyder ned for hans hjemmeside. Omsider viste video-delingstjenesten den Liveleak den 27. marts, og på blot et døgn blev den set af over tre millioner. Allerede næste dag fjernede Liveleak den fra sine servere efter at have modtaget trusler, men filmen havde nu bredt sig for hurtigt på nettet, til at censurforsøgene kunne lykkes.

Selvfølgelig lød der i den muslimske verden omgående krav om en boykot af hollandske produkter. Hollandske erhvervsvirksomheder svarede igen med annoncer i lande som Indonesien, hvor man i rent selvforsvar tog afstand fra filmen. Flere muslimske lande blokerede You Tube i et forsøg på at hindre Wilders blasfemi i at trænge ind i deres borgeres sind. I Afghanistan kunne burkaklædte kvinder ses brænde det hollandske flag, og Taleban udførte mindst to hævnangreb på hollandske styrker, ligesom Holland valgte at lukke sin ambassade i Kabul af sikkerhedshensyn.

I lighed med de danske Muhammedtegnere er Wilders gentagne gange blevet dæmoniseret for sit påståede ønske om at “opflamme den muslimske offentlighed”. Selv om dette havde været hans hensigt, er denne kritik udtryk for et næsten overnaturligt sammenfald af moralsk blindhed og politisk tåbelighed. For pointen er jo ikke, at denne eller hin person talte, skrev eller illustrerede på en sådan måde, at det opflammede den muslimske offentlighed. Nej, pointen er, at kun den muslimske offentlighed lader sig opflamme på denne måde. Kontroversen om Fitna, som alle de lignende kontroverser, udstiller med al tydelighed det faktum, at muslimer ser ud til at være langt mere oprørte over, hvad de opfatter som krænkelser af deres religion, end over de grusomheder, som dagligt begås i dens navn. Og vores tilpasning til denne psykopatiske skævvridning af prioriteringerne har i stadig stigende grad bestået i, at vi tager skyklapper på og fejt samtykker.

Fredens religion?

Som mange har bemærket, er der en uhyggelig ironi på færde. Den muslimske position over for alle ‘provokationer’ ser ud til at være: Islam er fredens religion, og hvis I siger noget andet, slår vi jer ihjel. Eller: Islam er en fredens religion, og hvis I siger noget andet, kan vi fredelige muslimer ikke drages til ansvar for, hvad vores mindre fredelige brødre og søstre måtte finde på. Så når de brænder jeres ambassader og truer, bortfører og myrder jeres journalister, så vid, at vi vil tillægge jer selv hovedansvaret og bruge hovedparten af vores energi på at kritisere jer for ‘racisme’ og ‘islamofobi’.

Vores kapitulation over for disse trusler har fået, hvad jeg vil kalde en ‘nedkølende effekt’ på udøvelsen af vores ytringsfrihed. Min ven og kollega Ayaan Hirsi Ali er blandt de jagtede, men på grund af de vestlige regeringers svigt i forhold til at garantere sikkerheden for de mennesker, som tager åbent til orde om islam, må jeg og andre søge at skaffe private midler til at betale for hendes bevogtning.

Men problemet er ikke, som det så ofte fremføres, at vores regeringer ikke har råd til at betale for enhver person, som offentligt tager afstand fra muslimsk intolerance. Nej, problemet er, at så få mennesker vover at tage offentligt afstand. Hvis der var titusindvis af Ayaan Hirsi Alis slags, ville risikoen for hver enkelt af dem være væsentligt mindsket.

Den lære, vi må drage af Fitna-kontroversen er således, at vi behøver mere - ikke mindre - kritik af islam. Lad os slippe islamkritik løs i sådanne syndfloder, at end ikke den mest forblændede islamist kan bilde ind, at det vil kunne lade sig gøre at inddæmme den. Som Ibn Warraq, forfatteren til den uhyre oplysende Derfor er jeg ikke muslim, har erklæret i sin kommentar til de seneste begivenheder:

Det er dybt selvmodsigende, når vestlige medier på den ene side begræder fraværet af en islamisk reformation, men på den anden side lader hånt om værker som Wilders film Fitna. Hvor tror de egentlig, at den reformation skal komme fra, hvis den ikke skal begynde med kritik? Der findes ikke nogen ‘ret til ikke at blive krænket’ - derfor kan jeg heller ikke kræve Koranen forbudt, skønt jeg bliver dybt krænket af dens åbenlyse had til kristne, jøder, frafaldne, ikketroende og homoseksuelle.”

Det er på tide, at vi ser i øjnene, at de, som hævder ‘retten til ikke at blive krænket’ også dermed har erklæret deres had til civilsamfundet.

Sam Harris er amerikansk forfatter til de ateistiske bestsellere ‘Troens fallit’ og ‘Brev til en kristen nation’. Gert Wilders ventes senere på ugen at gæste Danmark

© The Huffington Post og Information

Oversat og forkortet af Niels Ivar Larsen