I mere end 10.000 år har et ‘stabilt’ klima, hvor den globale middelttemperatur har svinget indenfor et interval af plus en grad og minus en grad, været grundlaget for den menneskelige civilisation. I betragtning af livets milliardår lange udvikling, er civilisationens hidtidige historie derfor nærmest parentetisk og tilsyneladende forbundet med et stabilt klima.
Er civilisationen/kloden truet af den globale opvarmning? Kan katastrofen afvendes? Og hvad kan vi som borgere i et af de mest overforbrugende samfund gøre for at modvirke et egentligt økologisk sammenbrud og begrænse skaderne?
Det er de grundlæggende spørgsmål Jørgen Steen Nielsen (JSN), Informations kloge medarbejder, har sat sig for at besvare i en bog om overlevelse.
Den ene halvdel af bogen har JSN med (karakteristisk) beskedenhed kaldt En lille fortælling om overlevelse, og den leverer en fuldstændig opdateret og kyndig beskrivelse af, hvad klimaforskerne i dag kan fortælle os om klimaforandringen, dens årsager, dens virkninger og dens selvforstærkende dynamik. Den giver samtidig et mistrøstigt billede af de hidtidige politiske anstrengelser for at modvirke den menneskeskabte klimakatastrofe.
Det er den dovne læsers korteste vej til indsigt i og søvnløshed over dimensionerne i klimaforandringen og den menneskelige uansvarlighed.
Ingen tvivl længere
Bogen fortæller imidlertid også om den Grønne revolution hvor byer og lokalsamfund i USA, store og små virksomheder over hele verden, forskere (som i denne sag helt har kastet deres videnskabelige autoritet ind bag argumentationen for et civilisatorisk paradigmeskift), miljøaktivister, enkelte politikere og bevægelser, bekymrede borgere især i den industrialiserede verden, men i stigende omfang støttet af forskere og grupper i den tredje verden - alle gode kræfter mobiliserer et momentum for brug af renere teknologier (dvs. mindre energiforbrugende og ikke-fossile energikilder) og en kritisk omlægning af forbrugs, transport og produktionsmønstre i de udviklede lande.
Videnskaben er ikke længere i tvivl. Forandringen er i gang, og det bedste håb er, at vi begrænser den globale opvarmning til to grader. Men selv et så optimistisk scenario indebærer dramatiske ændringer med accelereret afsmeltning ved polerne, forsuring af verdenshavene, stigende vandstand, tilbagetrækning af de store bræer i Andes og Himalayabjergene og mere ekstreme vejrbegivenheder, viser JSN. Tænk blot på de markante ændringer i vores tid en global opvarmning på mindre end 1 grad har afstedkommet. Men kommer vi udover de to grader, er klimaforandringens vildveje uforudsigelige. Klimaet forandrer sig nemlig ikke i lineære baner. En række irreversible vendepunkter, tipping points’vil, når de passeres, sætte en selvforstærkende klimaforandring i gang der hurtigt kan gøre selv de mest pessimistiske forudsigelser til skamme: ‘Albedo’ effektens forsvinden (hvidheden i sne og ismasser der ‘afviser’ solens varmestråler, forsvinder når afsmeltningen for alvor er kommet i gang), permafrostens optøning der frisætter enorme mængder af klimagasser, opvarmningen og forsuringen af verdenshavene, katastrofalt stigende vandstand, den potentielle svækkelse af Golfstrømmen, udtørringen af Amazonas og andre tropiske skove, er triste eksempler på sådanne skarpe hjørner i klimaforandringen, hvor det hele kan komme ud af kontrol. Og det mest skræmmende er, at vi med stor sandsynlighed kommer til at passere disse ‘ipping points allerede i den første halvdel af dette århundrede. Menneskehedens tragedie er, at vi først læser skriften på væggen, når vi har ryggen mod muren.
Det personlige ansvar
Men kommer så den grønne revolution så med sine tekniske gennembrud, sin vilje til handling og sine tydelige anvisninger af hvad der skal gøres. I bogens anden halvdel som man læser, når man drejer bogen rundt, har JSN helt forladt fugleperspektivet og oplever nu alt med frøens blik. Nedefra. Der hvor det handler om det enkelte menneskes leve-, spise-, arbejds-, transport-, kommunikations- og boligvaner, og hvad vi selv kan gøre. En lille guide om overlevelse hedder denne del, og den er så fuld af konkret viden og kloge anvisninger, at man bliver høj af at læse den. Hvor er der meget, man selv kan gøre.
En radikal omlægning af den vestlige livsform giver ikke et kedeligere liv. Det bliver ikke en munketilværelse, men et spændende og mere sundt liv hvis man følger JSN. Det gør jeg gerne, og det håber jeg rigtig mange mennesker vil gøre. Han er en fremragende vejviser. Al forandring er konkret. At vide hvordan er at få indpodet en vilje og lyst til at være med. JSN vil ikke give op, og læserne ønsker med ham så brændende, at det må gå godt. Men udsigterne er trods hans tilkæmpede optimisme ikke opmuntrende. Jeg har selv været med til at dreje den danske klimapåvirkning med energibesparelser, vedvarende energi og mindre udslip, for blot at se det hele blive tilintetgjort af et VKO- flertal uden de store protester. Nu har statsminister og klimaminister fundet de rette ord frem, men kendsgerningen er at under den velmenende Connie Hedegaard (K) er udbygningen af vedvarende energi gået totalt i stå, brugen af busser og cykler i stedet for biler er i frit fald, mens energiforbruget og udledningen af CO2 stiger år for år. Hvordan kan dette hykleri i Danmark som i andre lande bare fortsætte uden at alle behjertede mennesker griber til våben?
Jørgen Steen Nielsen har med sin naturvidenskabelige baggrund, sine uovertrufne formidlingsevner og sit personlige engagement skrevet en fremragende bog. Det er hans våben. Køb den!
En lille fortælling om overlevelse - fra klimatrussel til grøn revolution. En lille guide til overlevelse - fra sort samvittighed til grøn hverdag - Jørgen Steen Nielsen. 299 kr.People’s Press. Udkommer i dag.ISBN: 8770552665
Kommentarer
JSN har gennem sine mange artikler givet os overvældende dokumentation for problemernes omfang. Han har i den grad været med til at beskrive hvorfor, der er et behov for en anden adfærd i det moderne samfund.
En overvældende del af problemstillingen går på, at man til stadighed har nægtet at se problemerne som resultat af de herskende succeskriterier og den rationalitet, der driver det moderne samfund.
Spørgsmålet er om JSN´s bog, lige som de skiftende danske regeringer, f.eks. med en Auken som miljøminister, ikke bare nægter at problemstillingen afslører det selvnegerende i de succeskriterier, der driver det moderne samfund, og at man i virkeligheden ikke har det mod, der skal til at sige det, som det er!
Sagen er vel, at det aldrig nogen sinde vil kunne tage sig lukrativt ud i den almindelige økonomiske aktørs perspektiv at holde sig tilbage! Spørgsmålet er om ikke selve grundvilkåret for det at drive medievirksomhed, skrive bøger og være politiker forhindrer at sandheden kommer frem, bliver formuleret, bliver forsøgt fremstillet, at sandheden om det selvnegerende i de moderne succeskriteriers selvnegerende karakter aldrig kommer frem, fordi den ikke kan sælges?
Skulle det virkelig gå hen og blive et succeskriterium for den enkelte på et eller andet plan at holde sig tilbage, spare og lade være med at fremstille sig selv som en succes i almindelig forstand? Skulle det være underholdende?
Men selvfølgelig kan det ikke skade at begynde med sig selv. Det er i følge Aukens anmeldelse en del af den anbefalede løsning i JSN´s bog.
Man kan dog på ingen måde regne med at den enkelte skal bære menneskets skæbne på egne skuldrer.
En anden del af løsningen skulle bestå i at gøre det ”rentabelt at redde planeten jorden”. Den del af løsningen kræver nærmere forklaring, så den vender vi tilbage til når vi kender den.
Personligt er jeg lidt af en frelst gris, og jeg kunne ikke drømme om at forlange af andre, at de allerede skulle være lige så frelste som mig selv, før de f.eks. skulle kunne tillade sig at tænke og ytre sig om problemerne. Sygdommen og de grundlæggende problemer er så dybt forankrede, så kravet om at man må begynde med sig selv, før man påtaler elle udtaler sig om elendigheden, ville medføre at intet kunne ske, intet ville komme frem. Til gengæld er det klart nok befordrende for den klare tanke at have sit på det rene.
Det enkelte menneske er spundet ind i kaskader af interne og eksterne forventninger og krav om personlig succes, som i dybere forstand er bundet op på de for det moderne samfund konstituerende og i sidste ende paradoksale succeskriterier.
Man kan se det mentale skisma, som afspejler sig i de maniske indlæg, man finder i de ucensurerede debatfora omkring miljøproblemerne. Ekstremerne går her fra trangen til at demonstrere vilje/ret til at skide på hele problematikken (fx når især mænd bevidst provokerende skriver om deres ret til at brænde urskove og benzin af), til på den anden side de panisk engagerede, der griber i egen barm og angriber andre med spørgsmål som; ”hvad gør du selv”, underforstået; ”begynd med dig selv før du tænker”.
De professionelle politikere, med Connie Global Hedetur i spidsen, spiller bevidst på denne patologi: ”Med 5 millioner under mig, kan jeg ikke gøre noget, når verden nu er så stor så stor”, siger hun lige efter at have sagt, ”Vi er de bedste, vi er så langt fremme” og ”Nu må vi altså gøre noget hver især” Hele det politiske system har fra dag et nægtet at se grunparadoksien i de moderne succeskriterier i øjnene. Det gode ved Auken var at han gjorde noget. Det dårlige er at han brugte det til at dække over problematikkens grundlæggende struktur.
Under det hele ligger de sammenfiltrede politisk, økonomisk og militære interesser, båret i den vesterlandske potentielt selvdestruktive logik. Denne logik er syg.
Miljøproblemerne afslører de herskende succeskriterier som potentielt selvnegerende, rationaliteten som irrationel.
En del af paradokset består i at sandheden om paradokset sælger så dårligt. Derfor lyver man måske lidt, gør sig lidt fjollede og klapper hinanden lidt på ryggen, så bogen kan sælges. Spørgsmålet er om den går dybt nok, eller springer over hvor gærdet er lavest, for at komme læseren i møde?
Klimakatastrofe? Hvilken klimakatastrofe? Det er da vist en af Lange Sven’s politiske fiduser….
Når noget bliver banket ind i folks bevidsthed fra morgen til aften, så bliver det en kendsgerning - omend af immateriel art. Og så kan vi handle på baggrund af kollektivt hysteri………..
Måske er der et par ting, som skal rettes og et par knapper, der drejes. Men det er småting, som kan klares indenfor det nuværende økonomiske og politiske system.
Carsten friskytte glimrer ovenfor ved en formidabel viden indenfor såvel den herskende økonomiske religion som en bedaget afart af skeptisk miljøekspertise. I forbifarten falder han Frank Aaen om halsen i en sprogbrug, der var en DKPér værdig i vadestedet 1989, da man erkendte visse fejl og mangler ved det sovjetiske system.
Vi nænner naturligvis ikke at fortælle ham, at de aktuelle krige er ressourcekrige uden undtagelse, Irak og Afganistan ikke mindst. I den forbindelse skal man naturligvis heller ikke spekulere i det betydelige sammenfald, at olieprisen faldt i onsdags samme dag, som nyheden om Bushs forestående planer om at bombe Iran til august, kom i medierne.
Med dette stærke korrektiv til den herskende økonomiske orden turde det være klart, at den er udspillet. Vi har brug for en anden. Skytte skal have ros for at udpege de politikområder, som skal behandles. Det nuværende politikske og økonomiske system.
Steen Ole Rasmussen. Selvnegerende er det udsagn, du står for. Det er fristende at bede dig om at tage dig sammen. Hallo, vi skal finde en vej. Men ok, den vej går nok over den slags erkendelser. Jeg tror dog ikke, at det er systemerne, der er selvnegerende, hvis det er det, du mener. Det er samfundenes forbrug, som alle dage har været problemet, uanset system. Menneskene forbruger til der ikke er mere. Det store menneskehedens termodynamiske nul. Systemerne er til alle tider styret af ideologier.
Ih, altså - Jeppe Brogård! Jeg rødmer helt af din skamros. Men jeg tror desværre du misforstod mig. Jeg nød nu rosen alligevel.
Faktisk har jeg jo andetsteds flere gange konstateret, at forbruget af vore energiressourcer slet ikke er noget problem: Når der ikke er mere at forbruge af eller slås om, så (gen)opfinder vi bare hestevognen og sejlskibet. Forleden var en leder her i “den mindst ringe” helt euforisk fordi en bondemand i USA havde spændt sine to muldyr for høriven. Hvor var det altså romantisk og nostagisk - især for bymennesker! Jeg fryder mig ved tanken om, at bondemænd måske kan få entréindtægter ved markarbejdet fra fede, overvægtige og junkfoodfortærende bymennesker. Jo hurtigere vi får brugt den forbandede olie (og kul), des bedre. Tag det som en udfordring!
Selvfølgelig føres krige om råstoffer og markeder. Det er da meget naturligt. Det kan vi ikke ændre. Sådan løses problemet med overbefolkning. De store aber æder osse de små i naturen.
Carsten:
Er du så en af de store eller en af de små aber?
Folk der på nuværende fremskredne tidspunkt spørger “hvilken klimakatastrofe?” er det selvfølgelig helt udsigtsløst at diskutere med.
Folk der ikke har fået med sig at Nordpolens is ifølge entydige observationer fra den kanadiske istjeneste vil smelte væk så kun en femtedel af den er tilbage når denne allerede nu glohede ørkensommer er over, er det selvfølgelig spild af tid at bruge sit krudt på.
Folk der ikke vil begribe, at når menneskeheden afbrænder planterester det har taget klodens systemer flere hundrede millioner år at producere på kun hundrede år, får jordens naturlige systemer et chok de ikke har fået så længe de har eksisteret i klodens lange historie, kan man ikke håbe på at føre en samtale med, men kun på at få lov til at overleve.
Menneskelig dum- og dårskab har altid eksisteret, særlig blandt overklassernes til stadighed regerende galehuslemmer og dryppeløg. Men det er først i vor tid at den er blevet udrustet med kapaciteter som evnen til at udslette os alle atomart på sekunder og evnen til at spille russisk roulette med hele klimasystemet. Det stiller spørgsmålet om menneskehedens evne til at bringe sine selvdestruktive kræfter under kontrol på spidsen.
Ole: Jeg er 192 cm høj og vejer 133 kg og kan stadig åbne en bajer med tænderne. Når jeg bliver for gammel, skyder jeg mig sgu en kugle for panden - ligesom Hunter S. Thompson!
Du behøver da heller ikke diskutere med mig, hr. Polyp. HVis du heller vil dyrke det religiøse dogme om “klimakatastrofen”, så for min skyld ingen alarm. Men det bliver den jo ikke virkelig af. Kun inde i dit hoved. Dommedagsprofeter kommer og går, men verden består.
Men nu skal jeg lufte min egen tese: Da verdensproletariatet smed håndklædet i ringen og opgav revolutionen og det røde flag, opfandt det miljørevolutionen (Greenpeace m.fl.). Den klynger det sig til som det sidste ideologiske halmstrå, anført af nogle åndeligt lasede og pjaltede skriftkloge ypperstepræster. Jeg ved sgu ikke hvilken diagnose man skal udstyre dem med, men massiv medicinering og al mulig anden terapi er åbenlyst tiltrængt.
Miljøhysteriet har taget overhånd. Der er så meget frygt og “ulven kommer” demagogi i miljødebatterne at jeg står af.
Se lidt mere positivt på tilværelsen og lidt lysere og optimistisk.
Hvornår ansætter Information en “blå” journalist?
Jeg kan forstå at Politiken nu har ansat Krab-Johansen som nyhedschef.
Var det ikke en mulighed at få en af samme kaliber ansat på Information, så avisen ikke fremstår så sekterisk, som den gør nu?