Oprøret i Irak er ikke en samlet modstand mod en udenlandsk militær tilstedeværelse. Modstanden består af flere grupper, og ingen af grupperne vil være i stand til at nå deres mål.
Iraks hær kan endnu ikke varetage sikkerheden. Men drog den amerikanske hær hjem i morgen, ville de udenlandske terrorister ikke få etableret et islamisk kalifat. De lokale sunnimuslimske oprørere og shiamuslimske militser vil heller ikke nå deres mål. Et succesrigt oprør kræver nemlig finansiel støtte, intern og ekstern opbakning, en gunstig geografi og et politisk projekt.
De irakiske oprørere modtager finansiel støtte fra nabolandene. Iran er største bidragyder til de shiamuslimske militser. Syrien og velhavende kredse i primært Saudi Arabien støtter de sunnimuslimske oprørere.
Iraks befolkning ønsker sig først og fremmest sikkerhed. Mange ønsker endda en ny Saddam Hussein. Ikke fordi Saddam var elsket, men han undertrykte de konflikter, der nu hærger dele af Irak. Saddams regime var til sunnimuslimernes fordel. Hovedparten af volden i dagens Irak skyldes sunnimuslimske grupper, der har mistet indflydelse efter Saddams fald. Men den øvrige irakiske befolkning og ledelse støtter ikke en tilbagevenden til sunnimuslimsk diktatur. Blandt Iraks 60 pct. shiamuslimer er der heller ikke enighed og opbakning til et shiamuslimsk styre som i Iran. Der er tillige blandt kurdere og sunnimuslimer stor modstand mod et styre domineret af shiamuslimer. En fortsat proces frem mod et demokratisk styre, hvor de forskellige parter forhandler og indgår kompromiser, synes derfor eneste realistiske udvikling.
Ingen skjulesteder
Det er nødvendigt for oprørsgrupper at have adgang til områder, hvor de kan reorganisere, planlægge og forberede ny angreb. Forudsætningen for oprørernes succes i Algeriet i 1960'erne og i Vietnam i 1960'erne og 1970'erne var deres geografiske fordel. I Algeriet søgte oprørerne beskyttelse i bjergene, og i Vietnam tjente junglen dette formål. Under guerillakrigen mod Saddam skjulte hans modstandere sig i kurdiske bjerge eller i sydirakiske sumpområder. Saddam kunne let indtage de store kurdiske byer, men i bjergterrænet fik han aldrig bugt med de kurdiske partisaner. Han drænede sumpene i Sydirak og ødelagde de shiamuslimske oprøreres gemmesteder. Det blev en økologisk katastrofe. Efter invasionen er sumpene søgt genetableret.
I dag er det deltagerne i den politiske proces, der kontrollerer de uvejsomme bjerge i nord og sumpene i syd. Oprørerne opererer især i de store byer i det centrale Irak, hvor op mod 90 pct. af volden forekommer. Men efter nedkæmpningen af modstanden i Falluja i november 2004 har de ingen permanente skjulesteder. Nogle tusinde irakiske og udenlandske oprørere iklædt kjortler og sandaler og bevæbnet med håndvåben og hjemmelavede bomber kæmper mod over 100.000 amerikanske og irakiske soldater pakket ind i skudsikre veste, bevæbnet med de nyeste våben og bakket op af et arsenal af militært isenkram.
I de sunnimuslimske byer i det centrale Irak har lokale klaner indset omkostningerne ved modstanden mod USA. De har vendt deres tidligere forbundsfæller ryggen og bekæmper nu de udenlandske krigere i alliance med deres tidligere amerikanske fjender.
Intet fælles projekt
Oprørets vigtigste handicap er mangelen på et politisk projekt, der kan samle bred opbakning i Iraks befolkning. Modstanden mod den politiske proces er fragmentarisk og splittet. Gamle regimefolk og radikale muslimer hader hinanden lige så meget som tanken om et Irak, hvor de ikke har indflydelse. Sunnimuslimske oprøreres forsøg på gennem væbnet kamp at genvinde den magt, de mistede med Saddams fald, har ingen opbakning hos andre grupper. Islamisternes drøm om et kalifat baseret på sharialovgivning har heller ingen opbakning blandt andre end dem selv. Grupperne kan indgå uhellige taktiske alliancer baseret på modstanden mod den irakiske regering og den amerikanske tilstedeværelse. Men oprørerne har ingen fælles platform. De bliver hver dag præsenteret for en regning for deres modstand og manglende deltagelse i den politiske proces. En dyr regning i form af dræbte og døde, familier på flugt, huse lagt i grus og mangel på midler og indflydelse.
Det hævdes, at nedkæmpelsen af modstanden blot hverver nye terrorister i Irak og udlandet. Men ved fortsat at bekæmpe oprørerne vil regnestykket en dag blive for dyrt for de fortrinsvis sunnimuslimske modstandere. Det vil gå op for dem, at kampen er dyr, håbløs og ikke kan vindes. De vil i stedet søge indflydelse gennem den politiske proces. Ingen aftale synes mulig med de fanatiske udenlandske islamister, der forsøger at sprede terror og kaos. Men alle de øvrige grupper i det irakiske samfund er pragmatiske, når det kommer til at opnå fordele.
Lige så rig Irak er på indbyrdes konflikter, lige så rig er den irakiske historie på uhellige alliancer og kompromiser til alles bedste. Hvornår og hvordan de irakiske sunnimuslimer beslutter sig for at deltage i den politiske proces, er deres valg. Men når det sker, vil udenlandske terroristers muligheder for at operere i Irak blive yderligere begrænset.
Irakerne til våben
Irakerne og deres ledere har i generationer kendt til drab og vold. Mere end en million døde under Saddams styre. Alle etniske og religiøse grupperinger har friske erindringer om tab, der er endnu værre end det, dagens Irak frembyder. I Irak tager ting tid. Meget lang tid. Det synes ikke, som om de daglige drab stresser de irakiske aktører i samme grad, som de påvirker den vestlige opinion.
Så længe amerikanerne påtager sig det blodige arbejde med at bekæmpe oprørerne, læner de irakiske ledere sig tilbage og lader dem gøre arbejdet. Skal oprørerne nedkæmpes, kræver det også, at irakerne griber riflen. Det gør de i stigende grad, men det er ikke muligt at give en tidshorisont for, hvornår oprøret vil være nedkæmpet. Men nedkæmpet vil det blive.
Claus Gade Sørensen er cand. scient. pol og mag. Han har arbejdet som rådgiver ved besættelsesadministrationen i Irak og har netop udsendt bogen 'På trods af terror'
Per Thomsen
28. maj, 2008 #
"Claus Gade Sørensen er cand. scient. pol og mag. Han har arbejdet som rådgiver ved besættelsesadministrationen i Irak og har netop udsendt bogen 'På trods af terror'"
Claus tidligere arbejdsgivere er utvivlsomt glade og tilfredse med Claus artikel. Det er sikkert ikke dårligt for karrieren…
Noget helt andet er så, hvor alvorligt man skal tage en sådan artikel. Man husker tilbage på de mange ”eksperter” og journalister der i årevis konkluderede at Viet Cong aldrig ville kunne slå Amerikanerne…
Per Erik Rønne
28. maj, 2008 #
Per Thomsen skriver:
Man husker tilbage på de mange ”eksperter” og journalister der i årevis konkluderede at Viet Cong aldrig ville kunne slå Amerikanerne…
==
Jamen, det var da den hjemlige opinion der førte til det amerikanske nederlag.
Jeg tror nok at sydkoreanerne priser sig lykkelige over, at USA ikke gav op i Korea.
Kim Vibe
28. maj, 2008 #
Ja, jeg takker dagligt gud over, at de heller ikke gav op i Europa, og over at det er USA og ikke Rusland, Kina eller Indien, der er verdens førende supermagt.
Jeg synes dog stadig, at skribenten kommer lidt let henover det. Det er meget sandsynligt, at iongen af militserne ville vinde, hvis amerikanerne trak sig ud, men det ville formentlig føre til et delt Irak, der ville være et tagselvbord for nabolandene.
Frej Klem Thomsen
28. maj, 2008 #
"Det hævdes, at nedkæmpelsen af modstanden blot hverver nye terrorister i Irak og udlandet. Men ved fortsat at bekæmpe oprørerne vil regnestykket en dag blive for dyrt for de fortrinsvis sunnimuslimske modstandere."
Det er et påfaldende udsagn, fordi det tilbage i 60'er og 70'erne mere eller mindre ordret var den amerikanske undskyldning for den fortsatte, og stadigt mere brutale besættelse og undertrykkelse af sydvietnameserne.
Artiklen er i det hele taget udtryk for en påfaldende naiv og gammeldags måde at tænke sikkerhedspolitik på. Særligt i betragtning af at skribenten åbenbart har både uddannelse og erfaring med området. Alene den skærende kontrast mellem "oprøret" (i bestemt ental) og de "problemer" der påpeges for det ("det har ikke noget samlende politisk projekt") og så de mere realistiske betragtninger om det irakiske samfunds fragmentariske karakter burde vække undren.
Sandheden - som oftest også her ilde hørt - er vel at der overordnet er to ting som næsten alle irakere kan blive enige om: 1) de vestlige besættelsesstyrker skal ud, og det kan kun gå for langsomt. Efter mere end 10 års ødelæggende økonomiske sanktioner, og 5 års kontant krigsførelse på irakisk jord, så kan sympatien for især USA ligge på et meget lille sted. Og 2) de groteske Chicago-school "reformer" som besættelsesmagten har introduceret, dvs. den neo-konservative økonomis "corporate cleptocracy", skal afskaffes så hurtigt som muligt.
Så længe besættelsesmagten fastholder både at USA skal bevare en massiv militær tilstedeværelse, i form af enorme militæranlæg, juridisk immunitet og andre krænkelser af irakisk suverænitet, og at Iraks økonomi fortsat skal dikteres af Washington i tæt samarbejde med (amerikansk ledede) internationale institutioner og multinationale (men fortrinsvis amerikanske) selskaber specialiseret i plyndringen af den offentlige sektor...så længe vil der være fælles grobund for væbnet modstand.
Når én dag, om sandsynligvis ikke særlig længe, amerikanerne når DERES smertegrænse, opgiver projektet og trækker sig ud, så vil irakerne få lejlighed til at forholde sig til og blive udfordret af de store interne spændinger som findes i det irakiske samfund. Til den tid vil de få rigt brug for støtte og vejledning. Men vi skal nok ikke forvente at de vil tage imod den fra de lande som deltog i besættelsen. Måske f.eks. det traditionelle norske diplomati endnu engang kunne få lov at vise sit værd i den kontekst.
Harun al Raschid
28. maj, 2008 #
Den 9. april 2003 styrtedes statuen af Saddam Hussein i overværelse af jublende irakere (ikke Hollywood-statister) og en næsten grædende Helge Adam Møller parat foran fjernsynet - på selvsamme dag da Danmarks frihed formærkedes i fem år!
Den 1. maj 2003 landede en veloplagt præsident George W. Bush på et amerikansk marinefartøj med det glade budskab: Krigen er slut og vundet!
Hvad er alt det der for noget vrøvl om oprørere og modstand?
Harun al Raschid
28. maj, 2008 #
For resten ... lad være med at kalde dem oprørere (insurgents) -- that's positive in some countries (især mellem- og sydamerikanske) ... say terrorists, please .... terrorists! Og tæl dem med i statistikken over terrorhandlinger - så tror folk, at der er mere terror end nogen sinde! Hver dag! Hver time! Husk at sig, at de kommer fra Iran!
Ib Ling
28. maj, 2008 #
At oprørerne i Irak ikke kan vinde, forstået på den måde at de tilraner sig magten i landet, tror jeg skribenten har ret i. Problemet er at det kan Vesten nok heller ikke mere (spørgsmålet om de nogensinde ville have kunne vinde hvis de havde ageret smartere får vi aldrig besvaret). Alle involverede taber - specielt befolkningen - indtil en ny stærk person eller fraktion undertrykker alle eller til landet bliver delt.
Jeg var iøvrigt til et meget spændende foredrag i går, men en dansk soldat der har været udsendt adskillige gange til Bosnien, Kosovo, Kroatien samt Afghanistan og Irak. Hans holdning var at krigen i Irak ikke kan vindes fordi oprørerne gemmer sig blandt en venligtsindet (overfor oprørerne) befolkning. Krigen i Afghanistan kan derimod findes (og vi er ved at vinde den) fordi talebanerne ikke har denne mulighed.
mohammed Svenson
28. maj, 2008 #
Harun al-Rashid (763-809)
Harun var samtidig med Karl den store med vilken han utbytte beskickning. Liksom hans företrädare Umar bin Abd al-Aziz förordnade Harun 807 att alla kristna och judar skulle bära ett särskilt igenkänningstecken på kläderna.
Harun al Raschid (pseudonym for Hansen)
29. maj, 2008 #
Islam er nødvendig for balancen i verden; hvis alle muslimer blev udryddet eller tvangskonverteret til kulturkristendommen, ville Kristendommen og Jødedommen ikke kunne opretholde det trods alt ret venskabelige forhold gennem århundrerne; gamle uoverensstemmelser ville genopstå, og så ville Kristendommen blive truet af Buddhismen og en helt uoverskuelig strøm af New Age-idéer. Islam holder så at sige Kristendommen på den monoteistiske vej!
KPJ
30. maj, 2008 #
Claus Gade Sørensen:
Et ynkeligt menneske, der har profiteret på krige og
som bevidst eller som nyttig idiot holder liv i alle de
myter, som verden ellers prøver at komme til livs.
Og som nu vrøvler om, at irakerne snart holder op med
at forsvare sig. Det er jo nok rigtigt, eftersom ud af
17 mio, er 3 mio flygtninge, 100,000 civile døde,
og 100,000 militsfolk døde. Du har ret, kloge Sørensen,
det er snart lykkedes dig og dine kumpaner at udrydde
Irak så I kan suge olien op fra den blodrøde jord.
Onde mand, hvor mange liv har du selv på samvittigheden?
Witold Gombrowicz.
31. maj, 2008 #
Hacrun al-Racshid (763-809):
kalif i Bagdad 786-809. Den største af Abbaside-kalifferne; tvang Byzans til at betale tribut, hævdede overherredømmet over N-Afrika og trådte i diplomatisk forbindelse med Kina og muligvis Karl den Store. Under Harun og sønnen al-Mamun (813-33) opnåede Bagdad-kalifatet en enestående kulturel opblomstring. Den senere rammefortælling Tusind og én nat skildrer ham som den vise orientalske hersker, men skjuler ikke, at bøddelen var hans stadige ledsager; en af fortællingerne beskriver hans blodige og tilsyneladende grundløse opgør 803 med Barmekide-slægten.
Liksom hans företrädare Umar bin Abd al-Aziz förordnade Harun 807 att alla kristna och judar skulle bära ett särskilt igenkänningstecken på kläderna.
http://www.spiegel.de/international/germany/0,1518,556144,00.html
For months, ethnic violence has been on the ebb in war-torn Iraq. But that has done little to ease the pressure of over 2 million refugees seeking shelter in neighboring Syria and Jordan. Indeed, for many of them -- particularly those once part of Iraq\'s Christian minority -- going back may never be an option.
Per JONGBERG
1. juni, 2008 #
En forvirrende, dårligt strukturet og dårlig dokumenteret artikel. Begynder ellers fint med opregning af oprørsgrupper, succeskriterier, og lidt om financiel støtte ... og så falder det hele fra hinanden i usammenhængende fabulering. Lidt ærgeligt.
Godt en trediedel nede i artiklen får vi at vide, at ”... efter nedkæmpningen af modstanden i Falluja i november 2004 har de (oprørene) (indsat af Per) ingen permanente skjulesteder.”
Læs @Ib Ling, der foreslår, at de irakiske oprørere gemmer sig iblandt en venligtsindet befolkning. Minder meget om de danske terroristers, oprøreres, frihedskæmperes – vælg selv, vilkår under kampen mod den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig.
Nå, men forfatteren mener altså, at ”de” ingen permanente skjulesteder har, og vi får så at vide, at ”Nogle tusinde irakiske og udenlandske oprørere iklædt kjortler og sandaler og bevæbnet med håndvåben og hjemmelavede bomber kæmper mod over 100.000 amerikanske – 155.000 mente Reuter den 23. maj 2008 (indsat af Per), og irakiske soldater pakket ind i skudsikre veste, bevæbnet med de nyeste våben og bakket op af et arsenal af militært isenkram.”
Hvorlænge mon det skal vare før disse nogle tusinde kjortel og sandalklædte oprørere, der ingen permanente skjulesteder har, bliver ekspederet bedre steder hen af en overvældende overmagt ? Skal vi gætte på først i næste uge ?
Eller skal vi gætte på, at der også i november 2004 var ”nogle tusinde kjortel og sandalklædte oprørere”, at de således holder ud nu på fjerde år, og at der måske er lange udsigter ?
Hvad er meningen med disse konstateringer godt en trediedel nede i artiklen ?
Artiklen mangler også klarhed.
sulpicia romana
1. juni, 2008 #
Per JONGBERG
1. juni, 2008 #
En forvirrende, dårligt strukturet og dårlig dokumenteret artikel.
Fuldkommen enig, den er talentløs.